Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Det glæder vi os til på Metal Magic XIV

Updated
285098686_5172773309466319_5682568506486544709_n
MMF-poster-final-2-600x900

Metal Magic står atter for døren. Med udenlandske bands efter sidste års coronaamputerede udgave. Her er, hvad vi glæder os mest til.

Koncertarrangør
Forfatter

Det er ingen hemmelighed, at Metal Magic i Fredericia har en høj stjerne hos dele af redaktionen. Her holder vi af Danmarks ældste metalfestival, fordi den præsenterer navne, man ellers sjældent har mulighed for at se i Danmark, fordi den præsenterer upcoming bands, før de bliver store, og for den gode stemning. Her er, hvad vi glæder os mest til ved sommerens festival.

1. De eksklusive indslag
Metal Magic er næsten altid en festival, der præsenterer ting, man ikke har mulighed for at se andre steder, fordi festivalen ikke er en del af bookingbureau-maskineriet, men selv foretager en del bookinger. I år tæller programmet blandt andet den britiske goth rock/psych pop/folk/wyrd folk-legende Paul Roland, der kun har spillet i Danmark én gang før – på Metal Magic i 2018; det klassiske italienske horrorband Death SS, der aldrig har spillet i Danmark, og som sjældent spiller uden for Italiens grænser; det finske synthwave-band NightStop, som ikke før har spillet i Danmark;  og noget så eksotisk som to mexikanske bands, black metal-grupperne Mordskog og The Rise of Mictlan, hvoraf sidstnævnte tager udgangspunkt i aztekisk mytologi. En af de fede ting ved Metal Magic er, at man næsten altid har mulighed for at blive overrasket.

2. Ølpriserne
Sidste år kostede det 25 kroner for en fadøl. En behagelig afveksling fra ølpriserne mange andre steder.

3. Størrelsen
Efter at have brugt dagevis på Copenhell blandt virkelig mange mennesker hele tiden, over det hele, nærmest også på toiletterne, er det en glæde at komme til Fredericia. Med bands og frivillige er der vel lige omkring de 1.000 mennesker på festivalen, der er to scener, festivalen handler om musik og socialt samvær og har ikke så meget flimmer med udstillinger og karaoke og ekstra lir, man undgår lange gåture gennem menneskevrimlen, og det hele føles alt andet lige noget mere overskueligt, især for os, der post-corona ikke endnu har vænnet os til de helt store menneskemængder.

4. Gensyn med gamle kendinge I
Når man får børn, kommer man en del mindre ud end tidligere, medmindre man tæller legepladser og vuggestuebringning og -afhentning med i kategorien "ud". Det gør man forhåbentlig ikke. Metal Magic er efterhånden for mig også blevet et sted, hvor jeg mødes med gamle venner, jeg ikke får set nok til resten af året, og det endda under yderst behagelig stemning.

5. Gensyn med gamle kendinge II
Metal Magic er altid leveringsdygtig i kultklassiske kunstnere, som man har set før, men som alligevel er kærkomne gensyn. I år glæder jeg mig til mægtige Nifelheim; Blaze Bayley, der spiller et sæt med numre fra tiden i Iron Maiden; The Lord Weird Slough Feg, som slet ikke er på turné, men spiller et fly-in-show på Metal Magic; og amerikanske Sadistic Intent, der godt nok har spillet i Danmark før, men altid har styr på deres Slayerficerede death/thrash. Metal Magic kan det der med de hel- og halvgamle bands, som sjældent spiller i Danmark, men altid er dejlige at se igen.