Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – En ånd af metal

Populær
Updated
c6c6cc6f967dd940ced2c2512b0eed26.1000x994x1

Der findes sange, hvor komponisten ikke er bevidst om, at resultatet er heavy metal. Men sangen selv ved det godt – ja, den kan slet ikke undslippe sin tunge, metalliske sjæl.
 
Vi giver dig fem af de store, og du kommer selv i tanke om flere.

Forfatter

1. Bat Out of Hell – Meat Loaf 

De uforstående tror, at dette er svulstig musicalmusik. De ved ikke bedre. Inderst inde er det power metal fra længe før genren blev opfundet. Hvilken anden genre gør brug af så pompøs en intro som vanvidspianoboksningen, der indleder sangen om at være som en flagermus? En flagermus! Og vi var ikke engang begyndt at bide hovedet af dem på dette tidspunkt. Der er også en guitar, der spiller motorcykel! Og så har vi ikke engang nævnt coveret, der pumper mere testosteron rundt end Tom of Finland.  




2. Man in Black – Johnny Cash 
Verden er af lave, den har altid været det, og indtil ting bliver bedre og mere regnbuefarvede vil Johnny Cash være manden i sort. Sådan sang han i 1971, og han har stadig ret. Og de fleste metalmusikere forstod budskabet og lever stadig efter det. Nu mangler kun resten af pøblen.  




3. Helter Skelter – The Beatles 
Måske er der lige så meget punk som heavy metal, men der er langt fra Giro 413-materialet ‘Yesterday’ og denne sang, hvor The Beatles er både hårde, rå, tunge og næsten umelodiske. Paul McCartneys vokal er decideret farlig, og guitarriffet er så knusende, at det alene forklarer, hvorfor John Lennon kunne ende op med Yoko Ono.  




4. Beethovens Femte Symfoni – Ludwig van Beethoven 

Introriffet er ren Black Sabbath, og naturligvis var tyskeren inspireret af Iommis guitararbejde, sådan som alle ordentlige dyrkere af mørk musik er det. Men samtidig virtuost i stil med alles yndlingsparyk Yngwie Malmsteen – det er som at iføre sig sin flotteste musketerskjorte og rejse direkte ned i Helvede. 




5. Walk on the Wild Side – Lou Reed 

Mötlëÿ Crüë troede, at de var på den vilde side i 1987, men helt tilbage i 1972, længe før Lou Reed forfinede Metallicas kunstneriske nedtur, var han derude, hvor det bliver farligt. Vi ved selvfølgelig godt, at med ‘Walk’ hentyder han til Panteras fest-opus, og Dimebag og Lou Reed! Så bliver det ikke mere metal. Jo, måske hvis vi smider Phil Anselmo oveni.   




Boblere: 
Paint it Black – The Rolling Stones: Ja, det hele skal males sort.  

Sound of Silence – Simon & Garfunkel: Og ja, mørket er vores alles ven.