Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Wacken Madness

Populær
Updated
Top 5 – Wacken Madness

På mindre end to dage med åbent billetsalg har Wacken allerede udsolgt i 2014. Vi ser på, hvad det er, Wacken gør rigtigt!

Koncertarrangør

Arrangørerne bag Wacken Open Air har selv kaldt det "Wacken Madness". Normalt har de et såkaldt X-Mas-tilbud, der, som navnet antyder, gælder indtil jul. Her kan man købe festivalbilletten til næste års Wacken til en favorabel pris. Som regel € 20–30 under normal pris for dem, der altså vælger at være tidligt ude. De senere år er disse juletilbud dog ofte revet væk inden for et par dage eller tre. Men Wacken er ikke færdige med at sætte rekorder. I 2012 kunne de allerede i midten af september melde udsolgt til dette års udgave. Det mestendels fordi de fik bekræftet og annonceret Rammstein som hovednavn ret tidligt.

Nu ser det dog ud til, at den rekord bliver slået med flere længder. For ophavsmanden til denne artikel har end ikke fået sit telt ud af bilen endnu og allerede nu er der solgt over 40.000 billetter til næste års festival. Wackens 25-årsjubilæum. Devilution har været på Wacken de sidste 10 festivaler i træk, og vi vil nu give vores beskedne bud på, hvilke faktorer der er medvirkende til, at Wacken Open Air åbenbart er blevet så populært, at de praktisk talt kan gå på vandet. For i 2012 regnede det hele væk, hvorfor man kunne frygte, at billetsalget til 2013 ville gå trægt. Det skete slet ikke. I 2013 var programmet så ikke noget at juble over, hvorfor man kunne foranlediges til at tro, at billetsalget til 2014 ville være en jævn proces over flere måneder. Det kommer nok heller ikke til at ske. Som det ser ud nu, slår Wacken igen sine egne vanvittige rekorder og kan potentielt havde udsolgt til 2014-udgaven, inden august er overstået. Ret imponerende, når Wacken afholdes i august måned.
 
Fortsætter den trend, så kunne de potentielt starte billetsalget for 2015 omkring maj måned næste år og have udsolgt til 2015, inden de overhovedet er gået i gang med at sætte hegn og scener op til 2014. Denne utrolige opbakning fra publikum har Wacken optjent gennem årene, og her kommer vores bud på, hvilke ting, Wacken har gjort rigtigt.
 
1. Tradition
Mange tager derned år efter år, fordi de gør det sammen med deres kammerater. Da vi startede i 2004, var det bare for at prøve det af, men det var hyggeligt og bekvemt, og vi mødte nogle bekendtskaber, som har holdt ved lige siden.

2. Beliggenhed
Den ligger i det største europæiske marked for metal: Tyskland. Der er ikke ret langt til Danmark, Belgien, Holland, Frankrig m.v. At Wacken by kun ligger ca. 150 km syd for grænsen, gør det utrolig attraktivt at tage dertil. Et par timers kørsel eller tre i Danmark. Så et pit-stop ved grænsen, hvor der provianteres, og så det sidste ryk på 1½ time, førend man kan få sat et armbånd på og komme i gang med at sætte telt og pavillon op. Det bliver ikke meget nemmere for os danskere at tage til en metalfestival uden for landets grænser.

3. Navnet
Wacken har siden omkring årtusindeskiftet bygget deres 'brand' op og høster nu frugterne. Det er med til at sørge for, at det ikke kun er nærområderne nævnt ovenfor, hvorfra der strømmer folk til, men også så langt væk som USA, Australien, Japan osv., osv. I starten var Wacken ikke nogen stor festival, og de annoncerede da også mest de mellemstore navne som hovednavne og fyldte op med undergrund m.m. Men de har støt vokset sig større og har udviklet sig i takt med, at større og større navne blev mulige at hente dertil.

4. Festivalen
Man skal ikke undervurdere det yderst høje og professionelle niveau, som arrangørerne bag Wacken besidder. De gør næsten alt rigtigt for deres gæster. Kæmpe udvalg af madboder. Ølboder overalt. Samt de Beck's-folk, der render rundt på festivalpladsen med en tønde øl på ryggen, klar til at servere iskolde fadøl til os gæster, uden at vi skal gå efter det og uden merpris i forhold til ølboderne. Det er altså genialt. Kold fadøl serveret mens man står og hører en koncert uden at gå glip af ét eneste guitarstrøg eller omkvæd. Pyt med, at det måske ikke er Wacken, der har opfundet det. De gør det! Organiseringen og afviklingen af festivalen er også på et meget højt niveau. Alt er på plads, når gæsterne begynder at ankomme, og det er nemt at finde rundt.
 
5. Holdånden
Wacken gør et kæmpe nummer ud af at inkludere deres gæster i oplevelsen. Det kan næsten blive for meget for undertegnede, men det er indoktrinering, der åbenbart virker. For vi kommer igen og igen og igen. Wacken er så utroligt taknemmelige for deres publikum. De takker hele tiden for opbakningen og gør, at man som køber af en festivalbillet føler sig værdsat. Den tanke har de fleste (alle) festivaler selvfølgelig. Wacken er bare rigtig gode til at kommunikere det ud aktivt.
 
Boblere:
 
6. Bands
Det nærmer sig Roskilde-lignende tilstande. Vi brokker os over programmet i ét væk. Indrømmet, vi er selv nogle af de slemme, netop fordi vi fik taget den intime Wacken fra os i 2007/2008, da Party Stage blev inkluderet i det store festivalområde, og Iron Maiden blev bekræftet. Før det var det jo en relativt "lille" festival, og "vi" havde den for os selv. Men trods det (blandt andet på grund af de fem punkter ovenfor) kommer vi tilbage. Og Wacken kan alligevel noget. De får lokket bands til, som ellers ikke ville være kommet ud af gemmerne. Satyricon hev Nocturno Culto/Darkthrone med i 2004. Bloodbath med Åkerfeldt i 2005. Emperor og Carnivore gendannet i 2006. At The Gates og Carcass i 2008. Ozzy og Heaven & Hell i hhv. 2011 og 2009. Iron Maiden i 2008 + 2010. Og en hel masse andet. De har hele tiden sørget for at have nogle historiske begivenheder i ærmet og markedsført dem.

7. Markedsføring
Læg 1-6 sammen, og du har punkt 7. De forstår at sælge varen. De leverer den også i en sådan grad, at vi kommer igen. Vi føler os ikke snydt. Det er hyggeligt. Det er bekvemt at kunne parkere ved siden af teltet. Festivalområdet er til at overskue. Biergarten er en fest 24/7 i en uge. Det er ganske simpelt noget nær umuligt at blive i dårligt humør på Wacken (vejret er det eneste, der kan trække mundvigene lidt ned (2012!)).
 
Opsummering:
 
Så hvad er det reelt, der gør Wacken til noget specielt? Det er selvfølgelig et sammenkog af de faktorer, vi har nævnt ovenfor. Men der kan også være mere. Hvad tror du er årsagen til, at Wacken er blevet så populært, at det faktisk er en anelse skræmmende? Det nærmer sig jo kulttilstande. Er du enig i nogle af de faktorer, vi har lagt på bordet? Er du uenig? Har du andre eller flere faktorer, vi ikke har bragt i denne top 5? Vi vil gerne høre fra nogle af dem, der har været på Wacken. Hvad synes du er godt, og hvorfor overvejer du at tage derned igen?
 
Det kunne jo være, der var danske festivalarrangører, der læste med, og som godt kunne tænke sig at tappe lidt af den Wacken-mojo, de åbenbart har så rigeligt af selv.

Epilog

Virkeligheden overhaler sommetider det skrevne medie. Således blev denne artikel forfattet mandag aften, og tirsdag eftermiddag kl. 13 kan Wacken så annoncere, at på andendagen har de nu i alt solgt over 60.000 billetter til næste års udgave. Bare to dage i forsalg og over 60.000 af de i alt 75.000 billetter er allerede revet væk. Fortsætter det således, er Wacken Open Air 2014 udsolgt, inden næste nummer af Devilution udkommer! Når du at komme med?

Epilog II

Sommetider overhaler virkeligheden ganske simpelt fantasien. Tirsdag aften kl. 19.45 kan Wacken Open Air annoncere, at de har udsolgt til næste års festival. Mindre end 48 timers billetsalg og det hele er revet væk. Helt ubegribeligt og vanvittigt. Det må være verdensrekord. Præmissen for denne artikel er mere relevant end nogensinde før? Hvad sker der med folk? Har de fået solstik fra fredagens hedebølge på Wacken? Hvad gør den så speciel?