Vanvidsshow
Populær
Updated
To unikke forestillinger i Pumpehuset i onsdags: Fantomas og Guapo. Lad én ting være slået fast inden du påbegynder læsningen af denne anmeldelse: Fantômas’ og Guapos optræden forleden i Pumpehuset var mere en forestilling end det var en koncert – og det er ikke ment på den negative måde.
Sidst Fantômas gæstede DK, spillede de på Copenhagen Jazz Festival (!). Nu er jazz ikke den første genre man forbinder Fantômas med, men det er også svært overhovedet at sætte nogen som helst musikalsk etiket på dem. Fantômas består af Mike Patton (øverste bill., ex-Faith No More, Tomahawk), Dave Lombardo (Slayer, Grip Inc.), Buzz Osbourne (Melvins) og Trevor Dunn (Mr. Bungle), så "all-star band" kan man roligt kalde dem.
Første gang Heavyjams udsendte stiftede bekendtskab med Fantômas var i 1998, da de i kølvandet på Faith No More’s opløsning udsendte et album med ”lyde” og thrash metal bestående af 30 ”sider”, og det skal ikke hemmeligholdes, at det bekendtskab var mere ”interessant” end det var vellydende.
Okkult
På denne aften stod britiske (nej, det var ikke nu-metal!) Guapo for opvarmingen.
Det var ikke til at vide, hvad man skulle forvente sig af et band uden forsanger, og med to keyboard-spillere (den ene var iført en antik rød kappe udsmykket med sølv). Omgivet af de to ”organister”, indtog bassisten (bill.) pladsen midten af scenen, foran trommeslageren. ”Atmosfærisk” er nok det bedste udtryk at klæbe på det instrumentale lydbillede, som Guapo præsenterede os for. Deres album hedder ”Five Suns”, og det beskriver meget genialt den slags musik de spiller.
Drevet frem af bassen prøvede Guapo – med succes - gennem deres timelange forestilling at suge publikum ind i deres okkulte univers ved hjælp af kryptiske melodier, der bl.a. ledte tankerne hen på musikken fra gamle stumfilmsgysere (?!).
Bedre opvarmning for Fantômas findes næppe!
Bizart
Efter den forrygende forestilling var vi parate til at tage imod Fantômas. De der var kommet for at høre Faith No More-covers, blev slemt overraskede, og der gik da heller ikke lang tid, før de kvindelige tilskuere begyndte at trække deres mandlige ledsagere i ærmerne. Men dem af tilskuerne der vidste, at Fantômas har tre mærkelige albums - et, som nævnt, bestående af 30 ”sider”, et med gamle film-temaer og et med blot ét nummer, der varer time - på samvittigheden, blev ærlig talt ikke overraskede, da Mike Patton dukkede op på scenen omgivet af keyboard og synthesizer, samt et hav af mikrofoner. ”Manden med verdens vildeste stemmebånd” kan vi også kalde ham. Under koncerten nåede han at lyde som alt fra en klapperslange til en musvit. Og nogle andre gange lød det bare som om, han kastede op…
Uden et ord blev der taget hul på temaet fra ”Cape Fear”, et ondt riff, som blev slået an af Buzz Osbourne, headbangende, med sit enorme grå afrohår. Mike Patton fungerede tydeligvis som dirigent for denne forestilling, og det er i virkeligheden ubegribeligt, hvordan han har kunnet få tre andre personer til at forstå sit bizarre hjernespind af lydeffekter, thrash metal og decideret kakofonisk inferno. Men netop dét var også det unikke ved Fantômas optræden: Det var simpelthen et kaos med system i. Ingen af bandmedlemmerne lavede nogen fejl, eller var på noget tidspunkt i tvivl om, hvad der kom hvornår; uanset hvor sindssygt arrangementet end måtte være. Der var hele tiden kontrol over galskaben, som hovedsageligt bestod af ”sider” fra det første album.
Under koncerten blev det klart, at Fantômas er Dave Lombardos legestue – der hvor han holder fri fra Slayer og Grip Inc.. Han nåede at bruge violin-bue på sine bækkener, krølle ølkrus (som lydeffekt) ind i en af trommemikrofonerne, samt buldre løs på den kæmpe gong-gong, der var placeret bag hans (i forvejen overdimensionerede) trommesæt.
Efter blot en time var det så ovre, vi fik lige en dyb sarkastisk bemærkning fra hr. Patton om, at vi skulle passe godt på os selv, og børste tænder to gange om dagen, at gå hjem på!
Så kom der ellers i den grad ”skrub af-musik” ud af anlægget i form af den nye Britney Spears (det var formentlig nøje planlagt).
Efter en time i selskab med Fantômas forstår man Mike Bordins (ex-Faith No More) udtalelse om, at Faith No More var som Hanson-brødrene for Mike Patton, og at han ALDRIG vil gå med til en gendannelse…
Alt i alt en unik forestilling fra to orkestre, der i hvert fald gøder jorden for den alternative/bizarre del af ”musikkens univers”. Og det er utvivlsomt den mest bizarre ”koncert”,undertegnede har overværet.
Sidst Fantômas gæstede DK, spillede de på Copenhagen Jazz Festival (!). Nu er jazz ikke den første genre man forbinder Fantômas med, men det er også svært overhovedet at sætte nogen som helst musikalsk etiket på dem. Fantômas består af Mike Patton (øverste bill., ex-Faith No More, Tomahawk), Dave Lombardo (Slayer, Grip Inc.), Buzz Osbourne (Melvins) og Trevor Dunn (Mr. Bungle), så "all-star band" kan man roligt kalde dem.
Første gang Heavyjams udsendte stiftede bekendtskab med Fantômas var i 1998, da de i kølvandet på Faith No More’s opløsning udsendte et album med ”lyde” og thrash metal bestående af 30 ”sider”, og det skal ikke hemmeligholdes, at det bekendtskab var mere ”interessant” end det var vellydende.
Okkult
På denne aften stod britiske (nej, det var ikke nu-metal!) Guapo for opvarmingen.
Det var ikke til at vide, hvad man skulle forvente sig af et band uden forsanger, og med to keyboard-spillere (den ene var iført en antik rød kappe udsmykket med sølv). Omgivet af de to ”organister”, indtog bassisten (bill.) pladsen midten af scenen, foran trommeslageren. ”Atmosfærisk” er nok det bedste udtryk at klæbe på det instrumentale lydbillede, som Guapo præsenterede os for. Deres album hedder ”Five Suns”, og det beskriver meget genialt den slags musik de spiller.
Drevet frem af bassen prøvede Guapo – med succes - gennem deres timelange forestilling at suge publikum ind i deres okkulte univers ved hjælp af kryptiske melodier, der bl.a. ledte tankerne hen på musikken fra gamle stumfilmsgysere (?!).
Bedre opvarmning for Fantômas findes næppe!
Bizart
Efter den forrygende forestilling var vi parate til at tage imod Fantômas. De der var kommet for at høre Faith No More-covers, blev slemt overraskede, og der gik da heller ikke lang tid, før de kvindelige tilskuere begyndte at trække deres mandlige ledsagere i ærmerne. Men dem af tilskuerne der vidste, at Fantômas har tre mærkelige albums - et, som nævnt, bestående af 30 ”sider”, et med gamle film-temaer og et med blot ét nummer, der varer time - på samvittigheden, blev ærlig talt ikke overraskede, da Mike Patton dukkede op på scenen omgivet af keyboard og synthesizer, samt et hav af mikrofoner. ”Manden med verdens vildeste stemmebånd” kan vi også kalde ham. Under koncerten nåede han at lyde som alt fra en klapperslange til en musvit. Og nogle andre gange lød det bare som om, han kastede op…
Uden et ord blev der taget hul på temaet fra ”Cape Fear”, et ondt riff, som blev slået an af Buzz Osbourne, headbangende, med sit enorme grå afrohår. Mike Patton fungerede tydeligvis som dirigent for denne forestilling, og det er i virkeligheden ubegribeligt, hvordan han har kunnet få tre andre personer til at forstå sit bizarre hjernespind af lydeffekter, thrash metal og decideret kakofonisk inferno. Men netop dét var også det unikke ved Fantômas optræden: Det var simpelthen et kaos med system i. Ingen af bandmedlemmerne lavede nogen fejl, eller var på noget tidspunkt i tvivl om, hvad der kom hvornår; uanset hvor sindssygt arrangementet end måtte være. Der var hele tiden kontrol over galskaben, som hovedsageligt bestod af ”sider” fra det første album.
Under koncerten blev det klart, at Fantômas er Dave Lombardos legestue – der hvor han holder fri fra Slayer og Grip Inc.. Han nåede at bruge violin-bue på sine bækkener, krølle ølkrus (som lydeffekt) ind i en af trommemikrofonerne, samt buldre løs på den kæmpe gong-gong, der var placeret bag hans (i forvejen overdimensionerede) trommesæt.
Efter blot en time var det så ovre, vi fik lige en dyb sarkastisk bemærkning fra hr. Patton om, at vi skulle passe godt på os selv, og børste tænder to gange om dagen, at gå hjem på!
Så kom der ellers i den grad ”skrub af-musik” ud af anlægget i form af den nye Britney Spears (det var formentlig nøje planlagt).
Efter en time i selskab med Fantômas forstår man Mike Bordins (ex-Faith No More) udtalelse om, at Faith No More var som Hanson-brødrene for Mike Patton, og at han ALDRIG vil gå med til en gendannelse…
Alt i alt en unik forestilling fra to orkestre, der i hvert fald gøder jorden for den alternative/bizarre del af ”musikkens univers”. Og det er utvivlsomt den mest bizarre ”koncert”,undertegnede har overværet.
