Copenhell 23: Baron bøf med løg
Det var heldigt, at publikum allerede var lullet i søvn, da King Buffalo sluttede en elendig koncert med at forveksle Copenhell med Hellfest.
2. Grifter
3. Loam
4. Shadows
5. Mammoth
6. Eye of the Storm
7. The Knocks
8. Firmament
9. Cerberus
Amerikanske King Buffalo er i øjeblikket på pladeturne med deres seneste album ’Regenerator’, hvilket jeg forestiller mig må have udgjort størstedelen af sættet på Gehenna. For bandet har udviklet sig fra en sludget sound til en mere syrerocket. Det må man gerne og det kan skam sagtens være spændende.
Men nøj, hvor var det kedeligt. Og det bærer guitaristen, som også synger, en stor del af ansvaret for. Nu skal det her ikke være en hetz mod ham, men han var omtrent så karismatisk som en usaltet hakkebøf. Hans guitarspil var sådan set okay nok, det var bare uinspireret, og hans vokal var simpelthen for søvndyssende, til at det var forsvarligt som midnatsunderholdning.
Jeg var også meget forundret over, hvor fedtet han var med effekterne. For han havde dem tydeligvis både nede på gulvet og placeret på et stativ foran sig. Men de blev kun brugt til at underbygge nogle ikke specielt overvældende klimaks. Havde de nu sovset lydbilledet til med delay, rumklang osv, så forekommer det mere sandsynligt, at man kunne blive rigtig medrevet i det, der skulle have været store groovy, ambiente og psykedeliske lydlandskaber. Men i stedet stod vi for det meste overfor et uinspirerende lydbillede, der var lige så tørt som flisen vi stod på.
Ret skal også være ret. Skal man tage noget virkelig positivt med fra King Buffalos præstation, så er det, at de har en bassist, som ellers harmløse dudes i Nevada kunne komme op og slås over at få med i deres bands. Sammen med trommeslageren holdt han det voldsomt groovy og legende, og det var her, man skulle fokusere øjne og ører, hvis ikke man skulle lulles stående i søvn. Det var jo så netop også, når King Buffalo bevægede sig ud i de syrede C-stykker, og trommer og bas trommer ikke skulle holde sig tilbage, at koncerten begyndte at fungere som faktisk underholdning.
Men der var langt mellem disse øjeblikke. For det meste stod forsangeren bare og brægede lidt irriterende ind i mikrofonen under versene og omkvæd, og klimtrede lidt rundt på guitaren. De spillede godt nok sammen, men det føltes skolet og tilbageholdt. Da de skulle takke af inden sidste nummer, kom forsangeren til at sige tak til os, ”Hellfest”, og undskyldte sig med, at det har været en lang turne, hvilket vel egentlig er fair nok. Men når også publikum også snakkede under hele koncerten, fik man følelsen af, der var faktisk næsten ikke var nogen til stede, som gad være der.