Copenhell 23: Breakdowns at ryste numse til?
Spiritbox lovede os breakdowns, man kunne ryste numsen til, men vi ville ærligt bare hellere have haft bedre melodiskrivning.
Overraskende mange mennesker havde forsamlet sig foran en virkelig kold og vindblæst Hades-scene på Copenhells sidste dag. Bandet måtte aflyse deres optræden sidste år, men har altså i år endelig fået styr på diverse forstuvede ekstremiteter. Notorisk kendte for ikke at ville sættes i bås og en særdeles speciel måde at udgive materiale på gjorde bandet til et hot samtale-emne.
Det var særligt Spiritbox EP og en masse løse singler fra 2018 til 2019, der gjorde forventningerne til første LP i 2021 rigtig høje. Vi mente dog ikke, at ambitionerne helt blev indfriet. Det samme kan siges lidt om koncerten, lad os komme tilbage til det.
Bandet begynder hårdt med ’Rule of Nines’ der virkelig passer til den mærkeligt vindomsuste betonplads og selvom sangen primært er med clean vokal, kommer der masser af brutalitet fra snurrende, kædesavs-riffs og bandets karismatiske synth-lag. Da Courtney LaPlante pludselig smadrer igennem med sin væsentligt hårdere growl liver publikum helt op. Bandet fortsætter med kombinationen af ’Hurt You’ og ’Yellowjacket’ fra fuldlængden, ’Eternal Blue’ og LaPlanta viser fint hvor massiv hendes vokal kan være.
Jeg må dog ærligt indrømme, at jeg begynder at miste min tålmodighed lidt under ’Halcyon’ fra samme plade og ’Rotoscope’ fra det nye album. Mit problem er til dels de mange elektroniske elementer, der ikke er kommet færre af på de nye udgivelser. Men det største problem er simpelthen, at gemt bag alle vokaleffekterne og de lækre, nærmest djentede guitar-riffs ligger kun halvgod melodiskrivning.
Det med den gode melodiskrivning har gemt sig, men kommer mere tydeligt frem jo mere melodisk bandet bevæger sig imod at være. Der mangler simpelthen dynamik. Den nye single ’The Void’ præsenteres som en sang med ”et breakdown man kan ryste numse til”. Jeg ryster ofte numse til breakdowns. Det her er simpelthen ikke min numse værd.
Setlisten er godt blandet, men med en overvægt til den nye EP (2 ud af 3 sange), den nye plade (7 ud af 12), en enkelt ny single helt udenfor album og altså såvidt jeg kan regne mig frem til er ’Rule of Nines’ ikke kun det første, men det eneste nummer fra tiden før ’Eternal Blue’. Det er fedt og prisværdigt, at et band gerne vil være en slags kamæleon, der skifter ham for hvert år der går. Men det er svært at servicere sine fans samtidigt.
Jeg kan forestille mig, at mange her på pladsen er irriteret over at skulle høre så mange af de mere elektroniske sange (det var jeg) og samtidigt føles det heller ikke som om, at bandet helt formår at spille sine egne styrker op. LaPlante har nok én af de flotteste vokaldynamikker i hele metalcore-gamet og det føles som en skam, at vi får mere skønhed end udyr. Og hvis man kan bruge sin største styrke til at gemme en svaghed, jamen så hvorfor ikke pumpe op for growl og ned for de knapt så fængende melodiske stykker?