Roskilde '18: Svensken kom, så og sejrede

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/fd/62/6a/LRM-EXPORT-20180706-172629-38-1530892049.jpg
06. Juli 2018    

Selvom Michael Stanne & co. ind imellem har svært ved at finde storformen på plade, så fejler de sjældent live. Eminem prøvede at trække os videre, men intet slår Dark Tranquillity, når de er i deres es, som de var denne aften. 

Dato
04-07-2018
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Mørk ro er, hvad bandnavnet byder os ind til. Man kan så diskutere, hvor meget ro ligefrem er det, man forbinder med disse medfædre til Göteborg-lyden.

Og således lader vi det være sagt med det samme: Havde du forventninger om at blive trukket tilbage til deres formative år, så var der ikke meget at komme efter. 

Men hvad gør det, når Dark Tranquillity stadig bygger stolt videre på arven med både nerven og æren i behold? Forrige års 'Atoma' står som et af deres stærkeste albums i en årrække, og live bærer især Michael Stanne altid scenen med masser af nærvær og kontakt med de forreste rækker. Det var derfor ingen synderlig overraskelse, at vi nok havde en god koncert i vente. At denne time og et kvarter på Pavillion-scenen så tenderede en rendyrket magtpræstation er en helt anden sag! 

Eminem gik som det ubestridte hovednavn på Orange Scene en halv time inde i Dark Tranquillity, og således blev fårene skilt fra bukkene undervejs. At det var den indviede skare, der blev stående tilbage gjorde om muligt blot koncerten endnu stærkere, når Stanne med en enkelt løftet arm havde succes med at opfordre folket til fællessang.

'Encircled' lagde hårdt ud, og det viste sig, at vi denne aften måtte leve med guitarist Niklas Sundins fravær, hvorfor tourguitarist Johan Reinholdz og resten af bandet holder sig til Sundins backingtracks. Hvor det i andre tilfælde kunne gøre eftersmagen mere hæmmet, var det dog stadig vildskaben, der regerede! Stanne var indpiskeren, der gang på gang kravlede ned til de forreste rækker og tydeligvis stadig elsker energien fra crowden. Bare det at få en kæmpe fan oppe foran til at synge kor-delen af 'The Mundane And The Magic', fordi hun jo tydeligvis kunne den til punkt og prikke, viste, hvor meget kærlighed de har til deres fans, hvilket smittede stærkt igennem i den masse, som havde truffet det rette valg og var blevet på Pavillion.

Det var i særdeleshed det stærke, seneste album 'Atoma', der prægede sætlisten, og med en musikalsk spændvidde, som på denne plade omfatter de fleste aspekter af deres udvikling fra slut-90'erne og frem til nu, blev vi også elegant ført rundt i alt fra de catchy 'Forward Momentum' og 'Misery's Crown' til de tunge 'Monochromatic Stains' og 'The Wonders At Your Feet'. Ganske vist har der været enkelte fejltrin i løbet af årene årene, men der var skåret ind til benet, og et par godbidder var der også i ærmet til de mere dedikerede tilhørere oppe foran. Anders Iwers kørte den hjem på kølig silverfox-elegance på den firstrengede, men ellers er det utvivlsomt Michael Stanne, der som altid har folket med sig med charme, overskud og store armbevægelser. En sublim rejse igennem de seneste 20 år med Dark Tranquillity, der stadig holder svenskermetal-fanen højt, men heller ikke er bange for at søge nye græsgange. Og tak for det.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil