Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En af de aftener

Populær
Updated
En af de aftener
En af de aftener
En af de aftener
En af de aftener
En af de aftener

Essence og Crocell spillede for under 50 mennesker i Frederikshavn. Pinligt!

Spillested
Dato
20-10-2011
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
2

Jeg har før været ude med riven hvad angår tilskuerantallet til forskellige koncerter landet over. Jeg husker bl.a. en aften i Århus for et par år siden, hvor Malevolent Creation spillede for en næsten tom sal i Voxhall. Det samme var så tilfældet her torsdag aften i Frederikshavn hvor Fetus in Fetu, Crocell og Essence skulle spille i Maskinhallen ved Det Musiske Hus.

Da jeg kommer ind et kvarters tid før Fetus in Fetu går på er der vel ca. 10 mennesker i salen, foruden mixerpulten og forskellige bandmedlemmer. Jeg vidste med det samme, at det her ville blive pinligt og rigtig svært for de tre bands. Det viste det sig også at blive.

Fetus in Fetu gik på scenen og proklamerede, at det blev en koncert uden deres bassist. Så de to guitarister, trommeslageren og forsangeren gik så i gang. Fetus in Fetu spiller noget rigtig dyb dødsmetal, der minder én om Suffocation eller Cannibal Corpse. Men når der maksimalt er 30 i salen, og at forsangeren hele tiden spørger publikum om ikke de vil synge, så bliver det bare aldrig rigtig godt. En enkelt publikummer forbarmer sig og tager mikrofonen. Nogle minutter går med krumninger af tæer i skoene alt imens den stakkels publikummer piber sig gennem en halv sang, og det understreger det patetiske i en meget sløset koncert af aalborgensiske Fetus in Fetu, der blev overværet af færre publikummer under sidste sang end under den første!

Meget, meget bedre går det da Crocell går på scenen. Her øges stemningen markant af et band, der trods svigtende publikumsantal her til aften, leverer varen. Masser af energi fra scenekanten og synkron headbanging fra bandet, for ligesom at vise vejen. Med sig har de deres Crocell-snaps, denne aften i to varianter; rød og grøn. Det er noget frederikshavnere kan lide, så der bliver hældt ned både på og foran scenen og alt imens spiller Crocell en godkendt koncert. Specielt under sange som 'The Wretched Eidola', 'Death Knell' og 'Winter Is Coming' står de stærkere end noget andet band herhjemme i den genre p.t.

Af kuriøse indslag skal det også lige nævnes, at Lasse Bak (tidligere guitarist i Illdisposed) på et tidspunkt springer op på scenen og snaver Onkel Kusse. Man tænker sit, men med snaps i blodet har vi vel alle prøvet noget der var værre, så den parkerer vi under bagatelgrænsen og lader tvivlen komme begge parter til gode.

Til sidst skal lokale Essence så lukke og slukke på Maskinhallen. Ligesom Crocell kommer de med god energi i starten, men det bliver ret hurtigt sat på autopilot. Det skal dog til Essences forsvar siges, at de hev tilskuerantallet op på ca. 50 mennesker, og levede således op til hovednavnet. Læg dertil, at Atlas er blevet markant bedre til introen på 'Blood Culture', og det begynder at se fint ud. Men man kunne godt mærke på bandet, at det var lidt antiklimatisk at stå foran knap 50 mennesker, når de to foregående shows tilsammen havde tiltrukket over 10.000 tilskuere. Det er lidt tilbage til rendestenen og et virkelighedstjek, som egentlig er meget sundt for ethvert band så benene forbliver plantet solidt på jorden. Essence leverede denne aften også nogle nye sange, der vil komme på den næste plade, deriblandt 'Arachnida', 'Children of Rwanda' og 'Gemstones', ligesom de også krydrede med 'Raining Blood', et gammelt nummer med Metallica (iflg. Lasse Skov).

Og hermed kommer vi tilbage til koncertanmeldelsens overskrift. For det her var én af de aftener. En af de aftener hvor alle tre bands trak i tøjet og gennemførte en aftens værnepligt. De shows har alle prøvet, og de bands, der formår at levere varen trods manglende energi fra salen, de kommer langt. Andre knækker. For Crocell, Fetus in Fetu og Essence ser fremtiden god ud. De skal huske disse aftener, og i stedet for at blive irriteret, så lade dem styrke kernen i deres bands. For de få tilskuere er der det positive at hente, at skulle ét eller flere af disse bands om 10 år være lige så store som Slayer eller Metallica, så kan vi sige, at vi var der, da de spillede for under 50 mennesker i fucking Frederikshavn på en røvsyg torsdag. Jeg har sågar set Essence spille på Sysseltinget i Hjørring foran under 10 mennesker. Der var kun én, der ikke enten var i familie med et af de spillede bands eller spillede deri; mig. Den aften blev vist ikke anmeldt, men er da meget sjov at tænke tilbage på. For det viser også, at for et band kan det vise sig, at selvom de i oktober måned spiller for én tilskuer i provinsen, så kan de i august måned året efter spille på en festival i Portugal foran over 6000 tilskuere.

Så Frederikshavn torsdag var bare en af de aftener...

Karakterer:

Fetus in Fetu: 1
Crocell: 3
Essence: 2

Det spillede de:

Fetus in Fetu:

Moulded Blood
Sleeping With The Dead
Graves Of Blood
Bring Your Slasherhook
Molested With A Knife
Feasting On Mankind
"Den nye"
Sacrifice

Crocell:

The Chosen
Behind The Veil
Chronos
The Age Of Iron And Rust
Thieves, Whores And Heretics
The Wretched Eidola
The Puritan Harlot
Winter Is Coming
Death Knell

Essence:

Pestilence
Arachnida
Children Of Rwanda
Blood Culture
Trace Of Terror
Gemstones
Shades Of Black
Raining Blood
Lost In Violence