RF 23: Hrrrrrabber!
Populær
Platform dannede rammen om en koncert, som både indfriede forventningerne, men også overaskede med et poetisk pausekomma.
Åh ja, gabber. Den uglesete nederlandske technobastard, som skal udtales med et bonglungeharkende hollandsk g, forbindes mest med træningsdragter og at ">sparke til noget luft i en parkeringskælder, men i de senere år har genren været inde i en kunstnerisk reaktualiseringsperiode, hvor så forskellige kunstnere som Non Serviam og Thotcrime og Gabber Modus Operandi på forskellige måder har gjort lyden til deres egen.
Der var derfor med pænt høje forventninger, at jeg mødte op på et temmelig proppet Platform for at opleve den balinesiske duos særegne blanding af traditionel balinesisk instrumentering og melodiføring, distortede stortrommer, noise, footwork-rytmik og klassiske lyde fra raveæraens storhedstid – og jeg blev ikke skuffet. Scenen var badet i rødt lys, DJ Kasimyn stod bag pulten, og vokalist Icann Harem stod oven på pulten iført maske og laserlys og skreg sit hjerte ud over den brutale og støjende technomusik.
Vi fik blandt andet numre som det stavrende ‘Pariah’ og det fuldstændigt vilde ‘Genderuwo’. Det var som ravehelvedes inderste cirkel, komplet med maskingeværsrytmik og dæmoniske skrig på indonesisk. Det er sært, for lige så brutal og voldsom gruppens musik er, lige så elegant en flugt er der over den, og lige så i princippet euforiske klassiske ravelyde som hooverbas og ravestabs burde lyde, så antog de i gruppens musik en næsten sørgmodig karakter. Fascinerende. Det var som en Thunderdome-opsamlings-cd fra et parallelt univers. (Skud ud forresten til duden i Thunderdome-trøjen - det er fucking god stil).
Numre som ‘Hey Nafsu’, det indledende 'Semeton 10 Ton' fra gruppens fremragende album 'Hoxxxya' og ‘Sangkakala III’, og ikke mindst publikums reaktion på dem, fik mig til at tænke på ligheden mellem gruppens musik og hardcore - altså ikke den elektroniske protojungle-genre hardcore, men den slags hardcore, vi ofte skriver om i dette magasin. Begge former for musik handler i bund og grund om at opnå 100 % energi 100 % af tiden og at få flest mulige kroppe til at bevæge sig mest muligt. Så enkelt var det vel egentlig. Og så alligevel ikke helt.
På et tidspunkt bad Icann Harem folk om at sætte sig ned at chille til noget smuk musik, så det gjorde vi. Mange havde nok en forventning om, at vi nu skulle have et klassisk ned at sidde - op at hoppe-øjeblik. Man kunne fornemme, at folk ventede på et buildup til et monster-drop, men det kom aldrig. Pointen var den smukke, stille kontrast til det rytmiske shock and awe-angreb, vi ellers havde været udsat for. Et magisk og modigt øjeblik i en både fysisk og kunstnerisk vellykket musikalsk oplevelse.