Copenhell 23: Herlig, løkkelig tid
Populær
Galge strammede løkken kærligt til om publikum med farverig og underholdende dødsmetal med indbyggede twists.
Der er noget charmerende over upcoming bands, der får chancen på en stor festival. Der bliver gået til den med en stålsat iver og en taknemmelighed, der flyder over i forfriskende energi. Således også med aarhusianske Galge, dødsmetalsspillende ordspilsentusiaster, der har ep'en 'Herlig' og albummet 'Løkkelig' bag sig.
Det var de strengespillende medlemmer, der først kom på scenen. Bassist Halfdan Geertsen og guitarist Sofus Kromann. De var klædt i hhv. farverig t-shirt og ditto skjorte, og stod glade på scenen som taget ud af et vist Møl-bandfoto. Efter fulgte trommeslager Mathias Lundbæk i en sort t-shirt med Death-logo og endelig sanger Søren Tuborg i en sort Lamentari-shirt. Allerede en skærende kontrast over bandet, men også passende til musikken, der tager nogle herlige krumspring indimellem fra et dødsmetallisk fundament mod noget mørkt, blacket til korte passager, der bedst kan beskrives som dansable. Bestemt ikke et standard-dødsmetalband.
Vi kæmper sammen!
Søren Tuborg var klar fra første sekund. Rockstar-solbrillerne blev resolut smidt af helvede til efter første headbang, der afslørede, at det blev ville blive en kamp at holde dem sejt på hovedet, og kort efter røg også mikrofonstativet samme vej, da der skulle være plads til sangerens vilde udfoldelser.
Foran Gehenna i den tidlige eftermiddag var der ikke fuldstændigt proppet af mennesker, men fremmødet var absolut hæderligt, og en symbiose mellem band og publikum opstod. Bandet sled, publikum gav lidt mere. Bandet hærgede, riffede, gruntede, growlede, skreg, headbangede og dansede, og som tak fik pitten fik en voldsom støvsky til at rejse sig. Ja, andre satte sig sågår, og så var der ellers robåd midt i træflisen og støvet.
En ny generation af dødsmetal og kærlighed
Kromann, en mand på seksstrenget riff-bebuder, var virkelig en fornøjelse at overvære. Det var fermt udførte og i det væsentligste imponerende riffs, der ikke var, som dødsmetal er mest. Lækre chops, der blev vredet ud af ærmet på herren, mens der stadig var plads til at være utrolig aktiv i sin stage-presence.
Galge repræsenterer den nye generation af metalhoveder. Den, hvor det ikke behøver være så sort og så macho, men hvor der er plads til farver og kærlighed. Bandet smed farverige klovne-parykker ud til publikum, og dem, der fik fat i én bar dem med festlig stolthed og dansede, headbangede og morede sig gennem koncerten. Samtidig var der også plads til smil og kram mellem strengespillerne, måske med et indforstået "det er sgu da et vildt moment, vi har her". Men når der leveres, som det blev her af Galge, så vil det ikke være sidste gang, at bandet ser dette publikum i øjnene. Og flere festivaler vil følge og ikke mindst flere fans. For det var bragende godt og en her-lig start på fredagens program på Copenhell.