Røvgodt afbalanceret
Populær
På Roadburns første dag lukkede canadiske Black Mountain festivalens Main Stage med et godt gammeldags brag af en imponerende rockkoncert.
Florian Saucer Attack
Stormy High
Cemetery Breeding
Wucan
Tyrants
You Can Dream
Line Them All Up
Old Fangs
Defector
Don't Run Our Hearts Around
Space To Bakersfield
Allerede før de overhovedet havde slået en akkord an, stod man og brokkede sig til ens fellow roadburners. What’s keeping ’em so damn long? Efter en musikalsk set ekstremt vellykket første dag på Roadburn kunne det ikke gå hurtigt nok med at få det næste rockfix, og canadiske Black Mountain tog sin tid. For lang tid! Det er sjældent, koncerter er forsinkede på Roadburn, og da der ikke havde været koncerter tidligere på dagen, der gav anledning til, at denne retrorockende kvintet skulle stå og fifle med de små nuancer, tyve minutter efter de var annoncerede til at gå på, accepterede brokkehovedet i en det ikke. Da de så endelig fik slået deres første akkord an, og ’Mothers of the Sun’ fandt vej til sit publikum, gav bandets langsommelige grundighed pludselig mening. Sjældent har man hørt så lækker og rigtig en livelyd!
Er man som rockband bevidste om sin soniske, overlegne snilde – som Black Mountain tydeligvis er – kunne man selvfølgelig næppe have valgt et bedre nummer til at demonstrere ens snilde end netop ’Mothers of the Sun’. Med sin blanding af fuldfede guitarriffs, æggende, spacey mellotrononani, lækre kedler med swing og ikke mindst en dynamisk vokalduo fra Amber Webber og Stephen McBean er det noget nær et skoleeksempel på det gode, solide rockhåndværk. Det eneste, man kunne indvende, er, at nummeret også er et ekstremt fastlåst nummer, det vil sige et rocknummer, der har hovedet oppe i sin egen røv. Er det i ens egen røv, man nu engang har lyst til at befinde sig, må man dog selvfølgelig sørge for at være så langt oppe i den, som det er muligt. Og det er her, vi finder Black Mountain anno 2016. På plade såvel som i liveregi. Så langt oppe i den velproducerede, velkomponerede rockrøv, som man omtrent overhovedet kommer.
Godt at denne velspillende men også underligt tilbagetrukne samling af meget kompetente musiknørder så har noget at have al deres fastlåshed i, kunne man sige. For det har de. Ud over Webbers naturlighed, der strategisk klogt placeres centralt på scenen, var der denne sene aften på Roadburn godt nok hverken meget karisma eller meget fællesskab at spore over gruppen. Det var der imidlertid heller ikke, da man en sen nattetime oplevede dem på Roskilde Festival i 2008, eller da de et par år senere besøgte Loppen på Christiania. Black Mountain er kort sagt et band, der lader musikken styre slagets gang. De er bandet, der, til trods for at de allerede har den mest svedige af alle livelyde, bliver ved med at komme med anmærkninger til lydmanden under selve koncerten, samtidig med at de tilmed på mange måder virker ikke blot stive i betrækket, men også halvignorante over for publikum.
Men alt det ser man vitterligt igennem fingrene med. Når de smider et dusin skarpt leverede rocksange på koncertbordet og giver dem en sonisk indpakning som den, de fandt frem til på spillestedet 013 i Tilburg, kunne de fnyse hånligt og smide bandeord efter publikum mellem numrene, og jeg ville sandsynligvis stadigvæk nynne, fløjte og være all happy. Hos Black Mountain er musikken virkelig festen. Det var vi mange, der fandt ud på Roadburn i år, og det er der forhåbentlig også mange danske rockhoveder, der atter får bekræftet, når bandet – thank God! – vender tilbage til landet som et af hovednavnene på Copenhagen Psych Fest i juli. Forvent her en fremragende lyd samt en sætliste, der kommer rundt omkring bandets mange forskellige rocktempi. Og forvent et band, der virkelig fatter at spille med hovedet helt oppe i egen lirede røv