WOA '17: Kreativt kaos og nostalgisk mørke
Et omslutteligt norsk mørke sænkede sig over Wackens W.E.T. Stage, da den blev indtaget af den nyeste udgave af kult- og klassikerbandet Mayhem. Bandet leverede en sikker og tilbageskuende præstation, der dog ikke bød på nogen overraskelser.
Mayhems gamle materiale har altid været an acquired taste for mit vedkommende. Jeg har aldrig været venner med Attilas ellers meget anerkendte vokal, som jeg finder bøvet og småhostende, mens produktionen overlader meget til fantasien. Alligevel, eller netop derfor, har debutalbummet 'De Mysteriis Dom Sathanas' i dag opnået kultstatus, mens navnet Mayhem i sig selv nu klinger mytisk. Måske også er takket være de bestialske uhyrligheder, bandmedlemmerne udsatte sig selv og hinanden for, for Mayhem ses stadig som en af de absolutte frontløbere inden for black metal den dag i dag. Måske netop fordi de fangede ondskaben og kulden helt ned til allermindste, perverse detalje.
Torsdag aften var således en helt speciel aften for alle de fremmødte Mayhem-fans, idet bandet havde sat sig for at spille hele debutalbummet fra ende til anden med Attila ved roret. Det har de efterhånden gjort i noget tid, men for mange vil det stadig være det første møde med hele albummet live. Således stod de fleste blandt publikum med store julelys i øjnene og nænnede knapt at blinke af frygt for at gå glip af noget. For andre, heriblandt undertegnede, virkede Mayhem som en svær kult at komme ind i, for musikken fremstår stadig eksperimenterede med sine ulogiske kompositioner og afdøde Euronymous' gamle, snørklede riffs, der hele tiden finder nye veje ind til elendigheden. Denne elendighed skal have tid og råderum for at give mening.
Ondskaben havde dog et vist glimt i øjet, og den fremstod til tider mere karikeret end autentisk med særligt Attlias teatralske sceneshow. Den absolutte overtagelse og nedbrydning af håb og livsgnist var således ikke noget, bandet formåede at formidle ud over scenekanten og ned til publikum, omend Attila ihærdigt stirrede ind i sit håndholdte stearinlys, mens han lod højre hånd danse hen over lysets lille, ubetydelige flamme. For nogle har det måske virket autentisk, for andre lige lovligt overspillet, tenderende til det komiske.
Men selvom Mayhem ikke længere er Mayhem anno 1994, er den gamle historie, det nye line-up genfortæller, alligevel vigtig. Den er velfortalt og medrivende. Den gør ondt både lydligt og sjæleligt. Den er et fotografi af en gammel situation, der vækker genkendelse hos nogle, undren hos andre. Den undren skal der reageres på, hvis man går op i sin metalhistorie. Mayhem er nemlig en særdeles vigtig bid af den.