Copenhell '22: Trippet for viderefarende
Hvad gør man, når man er Uffe Lorenzen og savner den rustne garage-rock?
Samler en ny powertrio selvfølgelig, og så er alt ved det gamle – eller?
2. Døde Stamgæster
3. Kat Ser Kat
4. Tragisk Eskapisme
5. To Syge Skud
6. Lad Det Gå
7. Bålet
8. Caminoen
9. Hvad Har Du Taget? (Spids Nøgenhat-cover)
10. Mit Psykedeliske Tapet (Spids Nøgenhat-cover)
11. Hymne til Kroppen (Splask-cover)
12. Jorden Kalder (Spids Nøgenhat-cover)
Det sværeste ved at anmelde denne koncert, for mig er reelt, at jeg har set Uffe i et utal af konstellationer på tværs af On Trial og Baby Woodrose til Dragontears og de enkle solo-settings - og så bliver man bare naturligt kræsen.
Alle sammen projekter, der er tungt præget af Lorenzens udsyrede tankestrømme, og det er jo sådan set spændende nok, hvis ikke vi efterhånden har hørt ham bruge lige rigeligt af samme opskrift de sidste tyve år. Det kan der selvfølgelig også ligge en tryghedsfaktor i – det er jo ikke fordi jeg har været tvunget til at følge Lorenzen på tværs af alle projekterne, og der er mere end rigeligt af både sjælede og rockede øjeblikke at finde på tværs af alle Uffes kunstneriske bedrifter. Lige nu står testen så til gengæld, hvad det nye band, han fronter under navnet Lydsyn, bringer på banen.
Ovenpå bruddet med Spids Nøgenhat har Lorenzen holdt sig på egen hånd med tre solo-plader, hvoraf særligt 'Triprapport' er værd at fremhæve, som en af de mere spændende og hjernevridende udgivelser på tværs af karrieren.
Under Lydsyn-paraplyen består line-uppet, udover Uffe selv, til gengæld af Palle Demant (bas) og Jens Eyde (trommer). En klassisk trio, der i al sin væsentlighed har fødderne dybt begravet i den autentiske, skramlede 60er-rock, med hvad dertil hører af rusten, poetisk lyrik og udfald både til den udsvævende og ligefremt rockede side af garagen. Forfriskende igen at se ham besøge den mere rå ende af sin musikalske arv, end den vi har hørt fra ham siden han gik solo. Eftersigende som resultat af pandemisk rastløshed, hvor han i øvrigt også i mellemtiden har fået trimmet skægget og håret.
Egentligt sjovt, som noget så simpelt som hårvækst kan få nogen til pludselig at se ti år yngre ud...
Det er om ikke andet den følelse, jeg hurtigt kom frem til, hvor han i passager gennem hele koncerten fyrede soli af i mere ekvilibristisk form, end han tidligere har gjort sig i. Med mere fokus på teknik end på atmosfære, forstås. En side, der for så vidt klæder ham i dette trio-format, som et afvekslende element fra den mere forsimplede, rå dynamik.
Når alt kommer til alt har Lorenzen dog en væsentlig pointe, når han konstaterer undervejs, at ”Jeg er jo en af dem, der altid har været kendt for at være sådan her!” - opfulgt af et løftet peace-håndtegn. Den trygge balance mellem psych og garage lever med andre ord trygt videre i denne konstellation, omend i dansksproget form, i modsætning til Baby Woodrose, som nok er den mest oplagte pendant at sammenligne med – bare med lidt ekstra Hendrix-lir som tilbehør.
Fremmødet blev graduelt stærkere, efterhånden som masserne fra Metallica-koncerten nåede frem, men dog aldrig prangende. Måske mest af alt, fordi det ovenpå et thrashet hitkatalog udover det sædvanlige, var svært for Lydsyn rigtig at fange de forbifarende. Øjeblikke som fx 'Lad Det Gå', hvor Trine Trash joinede på gæstevokal, bragte noget uimodståeligt catchy singalong-energi på bordet, men ellers var det tvivlsomt hvor stærke Lydsyns egne numre stod, selvom vi kendte singlerne forinden. Demant skal dog have kredit for at tillægge en mere pulserende tone til sit basspil, hvilket klæder dette powertrio-format, hvor guitaren ikke altid behøver være den dominerende figur.
Lorenzen var dog stadig det naturlige midtpunkt, ikke blot som frontmand, men også med bagkataloget, som hurtigt blev genbesøgt i sidste halvdel af sættet med nedslag i solo-karrieren og Spids Nøgenhat. Bedst fungerende i den meget sigende, titulerede 'Det Psykedeliske Tapet' og i fællessangs-mode i den smukke lukkesang, 'Jorden Kalder'. Det pekuliære sidespring af et cover af Mek Peks fars gamle band, Splask, i form af 'Hymne til Kroppen' i sidste del af sættet, var til gengæld mere interessant, end det reelt bidrog til helheden. Smagen var i det hele taget, at Lydsyn var - lidt for meget – præcis, hvad vi kunne have forestillet os.
Nemlig et nyt bud på autentisk 60er-rock, der lyder enormt meget som efterhånden lettere udvandede variationer henover temaer, vi har hørt Lorenzen bringe på tapetet mange gange før. Fint, hvis man bare gerne ville høre mere af ”det velkendte” uden spørgsmålstegn, og fred være med dem, der måtte have det sådan. Det var om ikke andet godt at høre Lorenzen udtrykke sig i mere garage-rocket form, end vi har hørt længe, og både guitar og bas fik undtagelsesvise lejligheder til at bryde ud i fuld flor. Det var dog stadig for lidt og blodfattigt til reelt at vise os nok af, om Lydsyn står tidens tand, men med en debutplade ude i september håber vi selvfølgelig, at alt det andet friske materiale giver os mere blod på tanden – og indtil da må vi desværre konstatere, at Lydsyn stadig manglede nok punch til at opsluge et opstemt Metallica-publikum på vej videre ved midnatstid, men altså...
Det er trods alt også hårde odds for de fleste.