Mutoider har det sjovest Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/74/a8/0d/IMG-1161-59-1445986305.jpg
27. Oktober 2015    

Mutoid Man sprudlede af spilleglæde og lumre jokes, da de mandag aften holdt et muterende muntert bal på Beta.

Kunstner
Titel
+ Piss Vortex
Spillested
Dato
26-10-2015
Trackliste
1. Bridgeburner
2. Reptilian Soul
3. Sweet Ivy
4. 1000 Mile Stare
5. Sacriledge
6. Scrape the Walls
7. Lost in the Hive
8. Beast
9. Dead Dreams
10. Don't Let Me Be Misunderstood (The Animals cover)
11. Scavengers
Ekstranumre:
12. Gnarcissist
Fotograf
Stefan Frank Thor Straten
Karakter
5

“How are we gonna fuck without the strap-on?!”

Det stod hurtigt klart, at Beta havde fået besøg af en særdeles veloplagt trio mandag aften, da Mutoid Man lagde vejen forbi. Showet var knapt gået i gang, da bassisten Nick Cageo måtte have sin rem lappet med gaffertape, mens forsanger og guitarist Stephen Brodsky fandt sig selv til rette som en lummer leder af undergrundens mutanter med op til flere velplacerede jokes under bæltestedet i løbet af showet. Alt for mange til at nævne her, men hans introduktion af de andre to medlemmer fortjener alligevel at blive citeret i al sin vidunderlige plathed.

“He's beautiful, tattooed and needs to be screwed,” lød det om bassisten, mens den anden store mutoid bag tønderne, Ben Koller – til stor latter – blev fremhævet som manden “behind the foreskin, known from 7000 other bands and ripping the wood like no one else here ever could.”

Mest kendt er Koller selvfølgelig fra Converge, mens Stephen Brodsky siden slut-90'erne har levet en tilværelse som en slags ukronet konge af alternativ hård musik med sit band Cave In, som aldrig har opnået det store gennembrud, men i undergrunden både er anerkendte og frygtede for at være komplet kompromisløse over for deres egen stil, der er gået fra metallisk hardcore på den klassiske debut 'Until Your Heart Stops' til overraskende storladen spacerock med stadion-fornemmelser og alt ind imellem over de næste plader.

I Mutoid Man er det tydeligt, at det handler om at have det sjovt. Og selvom det altid hjælper at have et navn, så står gruppens legesyge rock/metal imidlertid helt for sig selv. Et projekt, hvor blæksprutten Ben Koller kan gøre, hvad han har lyst til, mens Stephen Brodsky brillerer med vanvittige riff og et overskud som få. Det har allerede givet gruppen en fortjent hype oven på ep'en 'Helium Head' og dette års fremragende debutalbum 'Bleeder'.

Der er med andre ord ikke så meget pis med Mutoid Man. Det er 1-2-3 og derudad i et sandt orgie af virtuose anslag, grumme sludge-riffs og (u)kontrolleret kaos, som egentlig ikke rigtig minder om andre. Om end man sagtens kan høre, hvor medlemmerne kommer fra, mens Mastodon står som en slags broder i ånden.

En kombination, som havde fået lokket mangt et mandagsramt menneske til Beta. De blev vidner til en af de sjoveste koncerter længe. Det sker sjældent, at man går fra en metalkoncert med lige dele ondt i nakken og grinemusklen, men Mutoid Man har charmen og overskuddet til at slynge hvad som helst ud fra scenen, uden at det bliver for meget mellem deres benhårde og himmelsk stramme eksekveringer. Og da Stephen Brodsky spurgte “Muntants! Are you still with us?”, blev der jublet i salen, som trods en ynkelig pit-aktivitet alligevel summede af fællesskabsfølelse og glæde over at opleve et så overbevisende band, der oven i købet uden nogen rynken på næsen mod slutningen kastede sig ud i et cover af The Animals store og let duskende hit 'Don't Let Me Be Misunderstood'.

Mutoid Man viste sig frem som et hyggeligt og vitaminrigt projekt, der beviser, at man sagtens kan have det sjovt, mens ens ansigt smelter i varmen fra den ene maniske kanonkugle efter den anden.

Et dommedagsbrag fra fremtiden

Mutoid Man blæste ikke mandagsfolket bagover uden advarsel. Ja, faktisk indtog de passende rollen som genopbyggere, efter de lokale Piss Vortex havde sendt al til nedtælling med deres ufiltrerede grindcore, der lyder som en hær af Terminators marcherende mod det endelig slag.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget metallisk ondskab gruppen formår at pakke ind i deres smalle univers. Men alligevel synes det nådesløst brutale heller ikke her at være det ultimative mål, for der var vist et nummer, som blot handlede om “ikke at gide at have bukser på”. En velkendt følelse.

Ikke desto mindre et yderst velspillende band, som i lighed med aftenens hovednavn også formår at forene en frisk attitude med aggressivitet, uden at det bliver hverken påtaget eller malplaceret. Til sidst fik vi endda en gæstevokalist på scenen, som med et kælderdybt growl i forening med forsangerens skrigende besættelse fuldendte et tilpas kort og sønderlemmende show.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her