Ragnarok på film Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/a1/4e/6b/Gotterdammerung-B2A1782-67-1467060972.jpg
27. Juni 2016    

Koncertfilmen Gutterdämmerung er et brød, der er slået stort op med blandt andet en overvældende besat rolleliste, men vores udsendte var ikke for alvor imponeret.

Dato
23-06-2016
Fotograf
Peter Troest
Karakter
2

Torsdagens sidste indslag på Hades-scenen var Gutterdämmerung – eller ’Gutterdämmerung’ om man vil, for vi var egentlig vidne til en filmscreening, som samtidig var meget mere end det. Med et liveband bag lærredet var det også en koncert, og det båndede soundtrack blev derfor komplementeret af et rimeligt velspillende band, der dog bare leverede coverversioner af allerede kendte sange. Filmen blev sat på pause (eller også kørte den over i en montage eller lignende), mens en anonym forsanger trådte ud på scenen, og sådan kunne man høre musikere, man ikke anede hvem var, spille numre af blandt andre Volbeat, Led Zeppelin, Johnny Cash og Slayer.

Filmens rolleliste er imponerende, og derfor har ’Gutterdämmerung’ også fået en del hype og omtale. Der er ingen tvivl om, at det er hyggeligt at se folk som Iggy Pop, Lemmy, Grace Jones, Tom Araya, Josh Homme og ikke mindst Henry Rollins i en sådan uvant sammenhæng, men desværre virkede filmen også til at være lavet ud fra en idé om, at genkendelighed er en altoverskyggende præmis for succes. Det blev derfor et mærkeligt forsøg på at lave en rock- og metalhistoriens greatest hits af ansigter og sange i en blanding af tegneserievold og overstiliseret stumfilmsæstetik. Uden noget til at binde det hele sammen.

I et spinoff af ’The Pick of Destiny’ og musicalen ’We Will Rock You’ handlede filmen om en ung kvinde, der skulle finde en særligt mægtig guitar, hvilket Henry Rollins i en rolle som ond præst så skulle forhindre. Og selvom Rollins var karismatisk og overbevisende i rollen, så var det ikke nok til at holde konceptet oppe.

Idéen om at ændre koncert- eller filmformatet og integrere det er ikke dårlig. Men det kræver også, at man tager hver dimension alvorligt. Sådan fremstod det ikke i ’Gutterdämmerung’, der mest af alt var en flad oplevelse, hvor hverken musik eller film fungerede. Sammen eller hver for sig.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her