RF 23: En støvet opvækning
Populær
Fredag på Roskilde Festival var hyggelig og rar. Heldigvis havde Code Orange ingen intentioner om at bibeholde den stemning.
Det var begrænset, hvor meget interessant musik Roskilde Festival havde at byde på fredag. Det blev bedre ud på aftenen, men dagtimerne var domineret af ligegyldighed, jam-sessions og oplandet, der var faret til på endagsbillet. Blur-toget havde ramt station Roskilde og det kunne mærkes.
I hvert fald på den generelle festival-plads. Foran Avalon var der mere begrænset fremmøde. Fredagen havde meldt sig, der duftede lifligt af sprød flæskestegssandwich, og publikum havde det fint med at befinde sig på græsset. Her kunne de så vente de tyve minutter ekstra det tog amerikanske Code Orange at finde frem til scenen. Heldigvis ikke noget tonerne af Shania Twains ‘I’m Gonna Getcha Good’, trukket ned i modbydeligt langsomt tempo, ikke kunne ændre på.
Ved koncertstart marcherede Jami Morgan direkte ind på scenen og kommanderede en circlepit igang. Oven på en kalorielet dag var det intet problem. Bandets sidste koncert på deres tour åbnedes vanen tro med ‘Grooming My Replacement’. Støvet bliver pisket op, i en energisk pit og et fuldstændigt maltrakteret lydbillede. Alt var et bragende inferno af trommer og bas. Fint til pit, knap så godt i forhold til den fulde koncertoplevelse.
To midaldrende mænd i noget, der lignede en rosé-brandert, bragede ind i pitten med en misforstået ide om, hvad der foregik. De døde. Code Orange var igang med at slagte Avalon. Mikrofonstativet fløj rundt, Joe Goldman tævede bassen og Dominic Landolina bangede scenen tynd i tunge riffs.
Lyden bliver heldigvis bedre, Reba Meyers vokal kunne høres i lydbilledet. Stille og roligt begyndte det at føles som det kaos af tunge industrial beats, modbydelige breaks og yndefuld skønhed alle havde håbet på. “Out there, they are all civilized people. But in this tent we act like animals” – ‘The New Reality’ fra bandets fanden i voldske debutplade slog hårdt og nådesløst.
Hardcoredans og ømme momenter
Det bølgede frem og tilbage. Pitten var i live, bandet ditto. Der var ikke plads til mange pauser og dem, vi fik, blev leveret insisterende af Meyers. Til fordel for gutten, der tabte sine briller og havde tid til at finde dem. Måske knapt så meget en fordel for koncerten, der fik nogle uhensigtsmæssige ophold. Bump på vejen gennem en flot eksekveret koncert. Markeret fornuftigt i festivalens program, som værende høj-energisk.
Vi fik en kæmpe wall of death, circlepit-galore og moshing ad libitum. Det stod op fra jorden og ud under teltkanten i en sky af støv. Code Orange ødelagde Avalon i en hidtil uset 23-energiudladning på den semiåbne scene. ‘Out for Blood’ startede den afsluttende tretrinsraket og alt hang i næsen. Støv, øl, flæskestegssandwich og en smule blod. “I need your energy” brølede Morgan og han fik den ventede respons, som bandet lukkede med ‘Forever’.
Folk smed sig i græsset igen. Udkørte, brugte, fattige på sukker og med kager af sved og støv i ansigtet. Det startede måske kaotisk, nært katastrofalt, men endte præcist som alle havde håbet. Code Orange leverede varen, en høj-energisk koncert, og satte et ulækkert præg på en ellers turistvenlig fredag.