Sweet & Sour
Populær
Havde Stone Sour skåret 20 minutter af aftenens koncert, havde det været en sand fornøjelse at opleve kvintetten tilbage på dansk jord.
Knievel Has Landed
Made of Scars
Reborn
Say You'll Haunt Me
30/30-150
Hesitate
Tired
Rose Red Violent Blue (This Song Is Dumb & So Am I)
Do Me a Favor
Cold Reader
Get Inside
Song #3
Through Glass
Gone Sovereign
Absolute Zero
Fabuless
Det er lang tid siden, amerikanske Stone Sour sidst gæstede Danmark. Fem år, faktisk. Dengang lagde Store Vega scene til. Meget er sket siden. Ud over at bandet aflyste deres 2013-koncert på Voxhall, har Des Moines-kvintetten udgivet hele tre album, seneste dette års ’Hydrograde’, og sagt farvel til Shawn Economaki (bas) og Jim Root (guitar). Med mængden af studiemateriale, der aldrig er blevet spillet live i Danmark, overrasker det næppe, at onsdagens koncert i Den Grå Hal var udsolgt. Det var på høje tid, at Stone Sour gæstede Danmark igen.
Forsanger med scene-skræk
Danmark var første stop på europaturnéen, hvor Stone Sour havde medbragt The Pretty Reckless som opvarmning. En hel og særdeles kedelig time. Musikalsk var der højt til loftet og masser af gode melodier, men den karismatiske forsanger Taylor Momsen og resten af bandet var noget nær døde på scenen. Numrene blev leveret flat og uengageret. Uden pondus eller indlevelse. Momsen selv lignede mere en omvandrende jetlag-zombie. Vokalmæssigt overbeviste den unge stjerne dog. Det var på en gang sjælfuldt og bombastisk, men det havde klædt hende, om Momsen havde benyttet sine evner som skuespiller og påtaget sig rollen som rockstjerne på scenen.
Først hen mod slutningen af koncerten livede bandet op. ’Sweet Things’ lod til at vække Ben Phillips, der endelig fik sat kroppen bag de solide riffs og soloer. Det tog lidt længere tid for Momsen, men i løbet af ’Heaven Knows’, ’Going to Hell’ og den afsluttende ’Take Me Down’ fik publikum lov til at opleve lidt af den amerikanske drøm, The Pretty Reckless gerne vil sælge. I kort glimt blev det tydeligt, hvorfor bandet har så stor succes i hjemlandet. Publikum lod sig forføre af den vokalstærke forsanger og sang med på ’Take Me Down’. Det var bare alt for sent.
2/3 succes og en gudbenådet entertainer
Stone Sour startede derimod eksplosivt og energisk. ’Taipei Person/Allah Tea’ og ’Knievel Has Landed’ var et stød i mellemgulvet og en fantastisk start for aftenens hovednavn. Corey Taylor er en gudbenådet entertainer. Trods jetlag var hans energi og showmanship aftenens store oplevelse. Præcis som det var for syv år siden, da Stone Sour gæstede Vega. Men det var også begrænset, hvor meget modspil Taylor fik. Barndomsvennen Josh Rand er nærmest den diametrale modsætning, hvis energiniveau peakede ved lidt forkølet powerstance på monitoren og guitarskift i alle regnbuens farver. Men grundlæggende er der heller ikke behov for mere energi på scenen, så længe musikken engagerer publikum.
Publikum var engagerede. I hvert fald gennem 2/3 af koncerten. Selvom Taylor er en stærk og erfaren frontfigur, er det svært at holde momentum, når sangenes kvalitet falder. Så blev der i stedet snakket alt for meget og fundet på underlige undskyldninger. Ifølge Taylor var det lang tid siden, Stone Sour sidst havde spillet ’Hesitate’. Så lang tid siden, at publikum måtte bære over med ham, hvis noget blev spillet forkert. Stone Sour har spillet ’Hesitate’ til de sidste 15 koncerter. Her står det for alvor klart, hvor kalkuleret en koncertmaskine bandet er. Nuvel, musik er forretning, og det overrasker næppe nogen, at alt er planlagt. Men når man fanger løgnen på scenen, brister skuespillet, og man bliver som kortvarigt ramt af den ubehagelige sandhed: Publikum er ikke noget specielt, blot et bump på vejen og endnu et ciffer i beløbet.
Efter den ellers formidable og energiske ’30/30-150’ markerede ’Hesitate’ starten på aftenens mere eller mindre ligegyldige periode. ’Tired’ er hverken noget specielt godt eller interessant nummer. ’Rose Red Violent Blue (This Song Is Dumb & So Am I)’ er sandsynligvis det bedste Foo Fighters-nummer, der er udgivet i år, men i Stone Sour-sammenhæng virker nummeret fuldstændigt malplacere, og 'Do Me a Favour' er ikke meget mere end kedelig heavy-singalong.
Det blev først rigtig sjovt igen, da kvintetten fandt tilbage til debutalbummet. Pladen, der for alvor satte Stone Sour på heavy-landkortet i 2002. ’Cold Reader’ og ’Get Inside’ var forfriskende pust, der i liveregi er ældet med ynde. Intensiteten, der havde præget starten af koncerten, blomstrede igen. På scenen såvel som gulvet. Det fungerede for Stone Sour, og det gjorde det mere eller mindre resten af koncerten. Især afslutningen var en superbt udført slutspurt. Kvintetten sprudlede på ’Absolute Zero’ og Fabuless’, i en sådan grad, at man glemte alle negative aspekter og lod sig forføre af pyroteknik, lysshow og andre billige tricks. Et kort øjeblik glemte man, hvor kalkuleret en maskine Stone Sour er blevet, og hvor uskarp en sætliste publikum blev udsat for.
Mon ikke Stone Sour er at finde på dansk jord igen inden længe. I så fald kan man håbe på et forkortet sæt, hvor der skæres ind til benet. Maskine eller ej, Stone Sour og især Taylor har kvaliteterne til at spille en energisk og flot koncert. Det gjorde de dog kun til dels i Den Grå Hal.