Vi elsker 90'erne
90'ernes black metal lever stadig. Det viste Sadokrista og Stormkeep onsdag på Stengade, hvor Sadokrista stod for den rådne old school-black og Stormkeep for keyboardsvulstigheden.
Metal er i bund og grund en konservativ genre. Det skal ikke forstås politisk, men sådan at bands i genren hele tiden forholder sig til en tradition og på en eller anden måde har til opgave at forholde sig til genrens fortid, men samtidig skal forsøge at formulere genren på ny eller i hvert fald skabe et personligt bud på genren. Det gælder også i black metal, hvor arvens fra genrens kommercielle og kunstneriske storhedstid i 90'erne stadig trækker lange skygger.
Således også denne onsdag på det pænt fyldte Nørrebro-spillested Stengade, der de senere år har stået for at få mange af tidens mest interessante undergrundsbands på vej frem forbi Danmark. Her forvaltede unge danske Sadokrista og amerikanske Stormkeep arven fra 90'erne på hver deres måde.
Venlige unge mennesker spiller livsfjendsk musik
Opvarmningsbandet Sadokrista er et forholdsvis nyt band med få koncerter på cv'et, der trækker på den rå, tidlige 90'er-black. Lydbilledet var præget af en tyk, tung bas og trommerne, mens guitaren summede støjende, af til med ansats til skumle gravrøvermelodier; gerne flere af dem. Den fremtrædende baslyd fik mig til at tænke på finske Barathrum med deres doomy black, men der var også en tydelig punkinspiration, herunder et cover af G.G. Allins 'Bite it You Scum'. Det er længe siden, man har hørt black-bands spille G.G. Allin-covers, han er ligesom ikke på mode længere, men også her har Sadokrista lagt stilen efter genrens spæde vår. Råt, primitivt, in your face – bogstaveligt talt, da frontmanden flere gange under koncerten var ude på de forreste rækker.
I det hele taget virkede Sadokrista som et band, der med en stilsikker sceneoptræden og masser af corpsepaint havde prøvet at stå på scenen før, måske i andre konstellationer. Alt var dog ikke som i 90'erne: Forsangeren ønskede os en "fucking god aften", og dens slags fraterniseren med venlighed og livsglæde var altså ikke gået dengang, hvor man skulle være så menneske- og livsfjendsk som muligt.
Hvordan forvaltede Sadokrista så arven fra 90'erne? Godkendt, synes jeg, gode til sceneshow, fine musikere, men alligevel med det problem, at der er udgivet temmelig mange black metal-plader siden dengang. Hvor man dengang simpelthen var interessant i sig selv, fordi man spillede black, og det per definition var farligt og spændende, skal der mere til i dag, også selvom man kan spille godt, råt, råddent, primitivt og leve op til genrekonventionerne. Men der er helt klart noget at bygge videre på, hvis Sadokrista får lyst til mere end at leve op til genrekonventioner. Og hvis ikke, så fair nok. Man skal gøre det, man brænder for.
På jagt efter den stormomsuste klippetop
Hvor Sadokrista jagter genrens primitive fortid, forsøger at Stormkeep at ramme den tid, da black metal-bands begyndte at bilde sig ind, at de var sofistikerede, fordi de havde keyboards og rollespilskoncepter. Stormkeep spiller den forkætrede symfoniske black metal, som fik unge hjerter til at drømme om stormomsuste klippetoppe, troldmandshatte og at slå d20. De gør tydeligvis også det, de brænder for.
Vi er dog i den tidlige, Emperor-inspirerede variant af genren, Dimmu Borgirs tidlige, før plastikken tog overhånd, så trods al keyboardsvulstighed er fokus på black metal og mindre på 'symfonisk' (forstået som den rigtig slemme keyboardmetal, genren udartede sig til).
Da jeg anmeldte gennembrudspladen 'Tales of Othertime' helt tilbage fra 2021, var jeg efter Stormkeep for at være for dygtige og ikke naive nok. Det var, synes jeg i dag, nærigt, for hvorfor ikke bare nyde et band, der er virkelig gode til det, de gør, især når det, de gør, er virkelig godt?
At genskabe 90'ernes magi
Fra første keyboardintro har Stormkeep os i hvert fald i deres hule hånd på Stengades scene, der er alt for lille til fem mand. Det forhindrer dog ikke keyboardspiller Lord Dahtar i at headbange voldsomt med sit troldmandshatiførte hoved (er troldmandshatten mon sat fast med trykknapsystem for ikke at falde af?), når han ikke bæller dåseøl (lille brud på rollespilsillusionen der – hvorfor har bandet ikke investeret i en ædelstensbesat kalk eller blot en druideflaske eller sådan noget), og det forhindrer ikke bandet, der består af rutinerede folk fra grupper som Wayfarer og Blood Incantantion, i at levere en mere end solid præstation på scenen. De virker som et band, der ville have godt af lidt mere plads på scenen til at udvikle sceneshowet, men man mærker, at de er professionelle og kan og vil fyre den af alligevel.
Hvor jeg på 'Tales ...' godt kunne savne lidt mere pompøsitet og cheesyness, er det ikke en hæmsko live, hvor man virkelig kan høre, hvor godt et black metal-band, amerikanerne er; hvor fede riffs, hvor sej sangskrivning de har. Det her er dog ikke 90'erne, man kan aldrig helt genskabe den rislende følelse, det var at høre denne slags musik dengang, uanset hvor god man så er til det, men denne onsdag glemmer man for en stund dette lidt triste faktum. Så megen magisk kraft har troldmandshatten trods alt.