SB '17: LSD i metallisk form

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/e1/f5/c9/IMG-1315-20-1503850348.jpg
27. August 2017    

Kunsten at genskabe et hyldet album fra svundne tider er svær at mestre. Men en time i selskab med Tiamat viste dog, at der stadig flyder vildhonning i Johan Edlund & co.s årer.

Kunstner
Dato
19-08-2017
Trackliste
1. Wildhoney
2. Whatever That Hurts
3. The Ar
4. 25th Floor
5. Gaia
6. Visionaire
7. Kaleidoscope
8. Do You Dream Of Me?
9. Planets
10. A Pocket Size Sun
11. Sleeping Beauty
Fotograf
Jacobh Hansen
Forfatter
Karakter
5

Vi skruer tiden tilbage til 1994. Efter tre album af mere death metal-præget karakter besluttede Tiamats bandleder Johan Edlund, at der skulle nye boller på suppen. Med den forrige, 'Clouds', ønskede han en anden, mere psykedelisk præget lyd, men uden opbakning fra resten af gruppen blev resultatet ikke som ønsket, og således besluttede han at fyre hele bandet og starte påny. En helt ny æra begyndte, hvor dødsmetallen blev lagt på hylden og erstattedes med tunge goth metal-riffs blandet med psych og ambiente soundscapes. Det kan næppe overraske mange, at Edlund sidenhen har udtalt, at han dengang bare gerne ville lyde som sit yndlingsband Pink Floyd. Som et album, der på grund af de sammenkædende atmosfæriske synths stort set ikke har nogen afbrydelser, befinder den sig milevidt fra det tidlige Tiamat, med undtagelse af den fortsat dominerende rå vokal. Pladen markerede ikke blot et kæmpe stilbrud, men også et stort gennembrud for bandet, og pladen står stadig den dag i dag, på trods af flere glimrende udgivelser sidenhen, som deres alment hæderkronede mesterværk.

Her 23 år senere er Tiamats aktivitet ikke just prangende. Sidste album, 'The Scarred People', udkom for fem år siden uden den store reaktion, og det kan tænkes at være forklaringen på, hvorfor Edlund ved flere lejligheder har valgt at genopføre 'Wildhoney' i sin helhed. Følger man lidt med på hans twitter-profil, kunne man godt fristes til at tænke, at der er et vist stofforbrug, der skal dækkes, og det er der for så vidt også god grund til fortsat at mene efter denne dragende seance. Fred nu også være med det, så længe vi får det, vi er kommet efter, og således blev vi her vidne til en af de sjældne album-koncerter, der blev leveret med fuld troværdighed og autenticitet.

Den velkendte fuglekvidder fører bandet ind på scenen, og introen til singlen 'Whatever That Hurts' slås an. Omkvædets dramatiske lovprisning af sølvskeer og psilocybin-te skærer stadig absurd i ørerne, og Edlunds vokal er fortsat så beskidt og rå, som vi kender den. En tynd sort trenchcoat omfavner hans spinkle krop, og med en hvid cowboyhat på hovedet fremstår han outreret som forventet, i modsætning til resten af bandet, som tydeligvis ikke søger den samme opmærksomhed. I kraft af at pladen er 40 minutter lang, og Tiamat har en time til rådighed, er der dog rigeligt med plads til soli, og her markerer Roger Öjersson – et for denne anmelder ukendt blad i guitarverdenen – sig med rig lejlighed til at bende strengene til ukendelighed og lægge nye lag til atmosfæren sammen med keyboardspiller Rikard Zander.

Johan Edlund tager ved et par lejligheder mikrofonen til munden, men hvad han egentlig prøver på at sige, er ikke til at vide. Den anden gang stopper han således en mindre talestrøm med at påpege, at han tidligere er blevet irettesat af fans for at tale for meget, hvilket han derfor ikke vil gøre resten af sættet, og det er måske i virkeligheden også for det bedste. Vi stod for en stund med et indtryk af en frontmand, der selv lever sig så meget ind i musikken, at han drukner i indre tankestrømme, både skræmmende og fascinerende, men under alle omstændigheder med til at styrke den indlevelsen i koncerten.

Især 'Gaia' og 'A Pocket Size Sun' svøbes ind i lag på lag af indfølte soli. 'I love this quiet little period...' melder Edlund tørt ud under sidstnævnte, og koncerten skilte sig således markant ud fra andre koncerter på festivalen ved at være langt mere syret og udflydende uden nogen stress med at nå igennem en tæt pakket sætliste. Et enkelt ekstranummer blev der plads til til sidst, og vi blev givet valget mellem 'Sleeping Beauty' fra tidligere nævnte 'Clouds' eller den nyere 'Vote For Love'. Folket valgte 'Sleeping Beauty' i tro metallisk ånd, en tung, tidlig pejlesnor i retningen mod 'Wildhoney', og således endte en storladen koncert med løftet om at gemme 'Vote For Love' til næste gang. Tiamat er og bliver noget helt for sig selv, og det fik vi troligt bekræftet denne aften. Det lugtede faktisk lidt af Pink Floyd, og det ville Edlund næppe blive ked af at få at vide.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her