Copenhell '17: “Look at me rocking out!” Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/88/1b/af/19403329-10154514615941671-77038438-o-85-1498180089.jpg
23. Juni 2017    

Indholdet, rammerne og publikum var der. Alligevel toppede System of a Down kun få steder i deres halvanden time lange koncert, der mest af alt var præget af for meget rutine, der virkede som en spændetrøje for bandet.

Dato
22-06-2017
Trackliste
1. Soldier Side (intro)
2. Suite-Pee
3. Prison Song
4. Violent Pornography
5. Aerials
6. Mr. Jack
7. DDevil
8. Needles
9. Deer Dance
10. Radio/Video
11. Hypnotize
12. Pictures
13. Highway Song
14. Bounce
15. Suggestions
16. Psycho
17. Chop Suey!
18. Lost in Hollywood
19. Question!
20. Lonely Day
21. Kill Rock 'n Roll
22. B.Y.O.B.
23. Roulette
24. Toxicity
25. Sugar
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

Allerede 45 minutter inden koncertstart var området foran Copenhells hovedscene Helviti hurtigt i gang med at blive fyldt op. Det er efterhånden en sjældenhed at have æren af at se System of a Down – i hvert fald i Danmark – og forventningerne var derfor med god grund høje; det amerikanske band, der har eksisteret i over tyve år, har siden udgivelsen af deres andet fuldlængdealbum haft enorm international succes. Deres alternative og humoristiske tilgang til musikken og lyrikken, der gemmer meget under overfladen, er ikke set lignende før eller siden.

Det er deres liveoptrædener til gengæld. Bandet gav ikke bare et standardshow i metalsammenhænge, men i højere grad et standardpræget System of a Down-show. Rutiner kan selvfølgelig ikke undgås, når et band har optrådt i så mange år, men det går hen og bliver et problem, når de decideret bliver en forhindring for bandet, og de ikke synes at kunne bryde dem. Og det er altså hamrende ærgerligt, når de optimale rammer serveres på et sølvfad.

Stemningen hos publikum var smittende, positivt stemt og fuld af forundring, lyden var imponerende god af en festivalkoncert at være, og bandet har det optimale musikalske materiale til den ultimative fest, der både kan rumme hurtige og langsomme tempoer. Jovist, sangene behandler tunge emner under deres glans og farver, men efter tusindvis af shows og materiale, der trods alt er mindst 11 år gammelt, kan det vel ikke være dét, der stjæler fokus.

Det virker mest af alt til, at bandet simpelthen er blevet for gamle, eller i hvert fald for voksne til at kunne identificere sig med det halvgamle materiale. Faktisk var den eneste, som for alvor lagde sjæl, energi, følelser og indlevelse i sin optræden, bassist Shavo Odadjian, der lod til stadig at leve i midt-00’erne. Han sørgede for at fylde Helvitis scenegulv godt ud og skabte sig åndssvagt foran kameraerne, så alle publikummer kunne følge med i hans narrestreger over storskærm.

Heldigvis steg bandets generelle energiniveau i takt med, at koncerten skred frem, og særligt Serj Tankians stadigt flere og større under samtlige fællessange, som der var langt flere af end til en gennemsnitlig hovednavnskoncert, klædte bandet. Under ‘Aerials’, ‘Chop Suey’, ‘Lonely Day’ og ‘Toxicity’, der må siges at være de absolut største System of a Down-hits, virkede han endda ydmyg over, at samtlige publikummer kunne huske teksten og melodien – også de, der kun kendte sangene fra de mainstream-musikprogrammer på DR, der var populære og havde deres peak samtidig med bandet.

Da bandet var ved at ramme de sidste sange på sætlisten, virkede det, som om de – og i særdeleshed Daron Malakian – endelig vågnede op. ‘B.Y.O.B.’ blev, ligesom resten af sættet, leveret med musikalsk perfektion og en indlevelse, der viste sig afgørende for, hvordan koncerten skulle ende. I stedet for at det var publikum, der skabte koncerten, blev oplevelsen vendt til et fælleseje, hvis politiske budskab fint tog fat der, hvor Prophets of Rage tidligere på aftenen havde givet slip. Sangens omkvæd “Everybody's going to the party, have a real good time” smittede da også af på både publikum og band, der omsider var i fuld synergi. For selvom størstedelen af publikum tydeligvis havde et nært og kærligt forhold til System of a Down, virkede bandets ageren og det musikalske indhold modstridende, som eksempelvis en stillestående og mimikløs opførelse af ‘Radio/Video’, hvis catchphrase trods alt er “Hey man, look at me rockin' out!”. Det efterlod et mærkeligt fravær af energi.

System of a Down var uden tvivl en nostalgisk fornøjelse, der havde sine højdepunkter og magiske øjeblikke, hvor især opførelsen af ‘Question!’, hvis mystik blev gengivet til punkt og prikke, vil stå tilbage som et af de helt særlige øjeblikke på årets Copenhell. Men hvad koncertens helhed angår, var det i allerhøjeste grad publikum, der skabte den, hvorimod bandet blot leverede soundtracket til minder om unge dage og gode musikstunder. Til trods for musikalsk perfektion er det ærgerligt, at bandets medlemmer ikke forsøgte at skabe minder, der kunne give fortiden kamp til stregen.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her