Thrashpit i stormstyrke
Terminalist triumferede, folket hyldede, og den nye plade blev taget imod med næverne hævet – et mægtigt statement fra de københavnske hyperthrashere.
2. The Crisis as Condition
3. A Future to Weave
4. Last Remains
5. Frenetic Standstill
6. Mutating Fractures
7. Move in Strife
-----
8. Terminal Dispatch
Dagen er fredag - men ikke en hvilken som helst af slagsen.
Fredagen, hvor 'The Crisis as Condition' endelig er landet – opfølgeren til 'The Grand Acceleration', der i 2021 satte Terminalist på verdenskortet. På trods af fortsat at være forholdsvis nye spillere på thrashscenen herhjemme, har de hurtigt gjort sig bemærket med deres frenetisk intense take på genren. En opskrift de har moduleret videre på her på den nye plade, og som vi går i møde med friske ører, her hvor de fleste af os kun har haft 23 timer til at fordøje den, inden de selv indtager scenen på det gamle Christiania-loft.
Allerførst står den dog på det ligeledes lokale powerthrashede outfit Exelerate. For undertegnede et ubeskrevet blad, som hurtigt bliver skimmet inden koncerten uden rigtig at fæstne sig som andet end endnu et indspark fra den velkendte thrash-lomme – og måske netop derfor overrasker de dét mere, som 'Arrival' åbner med episk schwung og skærebrænder-pitchet fra guitarist Stefan Jensen.
Det tager ikke mange sekunder at afkode, hvorfor de lige kalder sig power-thrash, og genreclashet går rent ind her i live-konteksten med samspil og tekniske finesser i højsædet, ikke ulig det hovednavn, de supporter. Mads Sørensen med overlegne flex både over og under gribebrættet, og med en indforstået kemi, der sælger varen glimrende som del af aftenens energiske line-up.
At det så skorter på melodier eller sekvenser, der gør andet end at fange i momentet, er lettere tilgiveligt, for Exelerate kan absolut sætte et mere personligt aftryk på den danske thrash-scene, end jeg først tog dem for, og Jensen i front er da også god for at sprede lidt gejst imellem numrene. Som for eksempel da mange af os et kvarter inde kan nikke bekræftende til, at det kan være svært at vide hvor meget man kan forvente sig af sine børn - efterfulgt af "Jeg har derfor skrevet denne sang om mit ældste barn. Den hedder 'Spawn of Satan'." Der er med andre ord plads til det mindre højtidelige, ikke mindst da de runder af med et hidsigt cover af Hammerfalls 'Hearts on Fire' (på sætlisten benævnt '1000 Bajer'), og den slags sælger naturligvis på en svedig fredag aften.
Bang det hoved, der ikke banger!
Nu er det dog Terminalist, der er aftenens utvetydige trækplaster. En status, de hurtigt gør klar, efter de indledende toner fra 'Life Won't Last' sparker sættet abrupt i gang, hurtigere end lopperne har nået at skifte fra lofts- til scene-lys. Et halvt minut senere er gulvet foran den lave scene tæt pakket, uden det skæmmer mosh-stemingen oppe foran.
At fremmødet næppe har nået at lære alle sangenes tekniske krumbøjninger er en bagatel, for teknikaliteter aside, så er bandets nerve umulig at fornægte i aften. Hvor frontmand Emil Hansen tidligere har mestret et mere traditionelt growl har han nu tilegnet sig en mere snerrende tone, der tilføjer lidt ekstra gnist til helheden, mens Frederik Amris også er blevet en endnu mere versatil trommeslager end jeg har oplevet ved tidligere lejligheder. Det mærkes især i alle de små, indlejrede finesser, hvor en sektion bliver trukket bare lige et par takter for langt, for ligesom at eksplodere når det så forskudt bryder lydmuren – som fx i hans simpelt underspillede rundgang i slutningen af titelnummeret.
"Vi spiller en sang, der handler om vores verden i brand", lyder det fra Hansen, inden et af aftenens højdepunkter, 'Last Remains' bygger op fra Tribulation-inspirerede goth-vibes til det blastende vers, og til sidst ender ud i et længere, groovet interplay, hvor ilden for alvor får lov at ulme. Det til trods, så træder de større budskaber i baggrunden her i live-konteksten – det er tværtimod genrens konfrontatoriske energiudladninger der bærer koncerten frem, og man skal skærme sig modvilligt i en osteklokke for ikke at føle den råstyrke, det hele er bygget op omkring. Kun kortvarigt får riffs lov at hænge, mane til eftertanke, og mere ofte end ikke er det aggressionen, der driver værket. Til tider op i crescendoer for ligesom at fortælle os, at vi da sagtens kan bange endnu hårdere - og vel kan vi da så!
Hvad Terminalist ikke har i visuelt afledende effekter har de til gengæld i primalenergien og samspillet. Et band, der kun vil én vej, og det er fremad – også selvom tematikken er rykket fra det fjernt fremadskuende til det nært forestående i nuet. Selvom Vektor-inspirationen stadig ej er at fornægte, så har hyperthrasherne fundet et teknisk udtryk ulig hvad vi ellers har at byde på herhjemme, befriende frit for forstivnede dogmer og fjollede retro-vibes – på en aften som i aften er Terminalist ikke til at slå ud af kurs, netop som thrashen bør skæres, og den afrundende 'Terminal Dispatch' fra debuten lukker aftenen ned som en utvetydig demonstration af alle deres kvaliteter. Et band, vi ser endnu mere frem til at følge i de kommende år.