Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Kultband åd Fredericia

Populær
Updated
66455960_471166756785828_5466426128564486144_n
66493298_2258533954195417_6025597949579362304_o

Tormentor med Mayhems Attila Csihar i spidsen tog Metal Magic med storm og leverede et 75 minutters black metal-mareridt. 

Kunstner
Dato
12-07-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Det er efterhånden en velkendt historie, at ungarske Attila Csihar blev inviteret til Norge af Euronymous, da Mayhem manglede en sanger efter Deads selvmord i 1991. Selv manglede Attila også et band, da Tormentor i samme periode gik i opløsning.

Tormentor blev dannet fem år tidligere i det kommunistiske Ungarn, der umuliggjorde det for Tormentor at få udsendt deres infernalske black metal under det diktatoriske regime. Demoerne 'The 7th Day of Doom' (1987) og 'Anno Domini' (1989) eksisterede derfor under radaren i den helt ekstreme metalscenes internationale undergrund. Euronymous var en aktiv skikkelse i tape trader-miljøet og udbredte kendskabet til Tormentor i Nordens Satan-kredse. Svenske Jon Nödtveidt fra Dissection var en dem, som fik et tip om Tormentor, og Dissection indspillede i sensommeren 1993 en coverversion af 'Elisabeth Bathory'.  Euronymous hørte formentlig aldrig sine svenske venners take på Tormentor. Han blev myrdet i månederne før nummeret udkom på kassettebåndet 'Promo 93'.

I 1995 udkom Dissections 'Elisabeth Bathory'  også på to forskellige compilations.  Den ene, 'Nordic Metal: A Tribute to Euronymous', er blandt black metal-genrens mest berømte compilations. I en tid, hvor internettet stadig befandt sig i stenalderen, var et opløst, ungarsk black metal-bands musik noget nær umuligt at opdrive. For mange unge black metal-fans i midten af 1990'erne var Dissections udødelige coverversion derfor den første indføring i Tormentors musik.

Showman i særklasse
Jubelråbene og nostalgiens næver i luften var da heller ikke til at tage fejl af sent fredag aften i Fredericia, da den helt originale besætning i Tormentor efter et kvarters koncert slog de rene guitartoner an og satte gang i 'Elisabeth Bathory'.

Kultnummeret kom til sin ret foran det helt rette publikum, der bangede hovederne i takt til trommernes midt-tempo og skrålede trofast med på omkvædet, som monsteret på midten af scenen dikterede med snerrende growl.

Attila er og bliver en showman i særklasse. "Are you ready for some hungarian 80's black metal?" brølede den berygtede frontmand i starten og havde øjeblikketligt publikum i sin hule hånd til tonerne af 'Tormentor I'. Som forventet leverede den ungarske kvintet nemlig 'Anno Domini' fra start til slut i sin helhed. Og til sidst en håndfuld numre fra 'The 7th Day of Doom'.

Comebackpladen 'Recipe Ferrum! 777' fra den kortvarige gendannelse i starten af det nye årtusinde blev skabt af et Tormentor i en anden konstellation. Musíkken derfra var irrelevant for aftenens seance. 

Metal Magic fik derfor ikke bare et originalt line-up at se. Festivalen fik stort set serveret alt Tormentors originale musik fra 1980'erne .

Publikum var i den grad hungrende efter et musikalsk mareridt. Og kvintetten leverede det med blod på tanden. Musikken blev eksekveret med overlegenhed på instrumenterne. Volumen og lydmixet var lige, som det skulle være. Alt svingede på deh helt rigtige og seje måde.

Smæk og smil
Attila lignede Dracula med drabelig sminke i ansigtet, som vi kender ham fra Mayhem. I den norske gruppe plejer han dog mere at iscenesætte sig selv som et instrument til at påkalde Satan. I Tormentor fremstod han som værten i en sadomachochistisk swingerklub med speciale i pinsler. Med en lille læderpisk fik guitaristen Szigeti Attila godt med slag i sin læderklædte røv under 'Damned Grave' og senere igen under et par andre numre. Szigeti Attila ligende én, der nød det. Hele bandet nød åbenlyst at spille koncerten med den forbudte musik, de skabte som store teenagere bag jerntæppet, der delte Europa i øst og vest.

At de fem musikere senere i livet skulle stå på en pløjemark i den jyske provins og blive dyrket som kult-helte af et entusiastisk publikum, havde kvintetten næppe forudset tre årtier tidligere.

Modsat rollen i Mayhem, tillod den 48-årige frontmand sig her at lade smilet komme frem på læberne flere gange undervejs. Efter fem kvarters musik kunne Tormentor næsten heller ikke få sig selv til at forlade scenen. De blev. De bukkede. Blev hyldet med næver og klapsalver. Blev lidt mere og blev hyldet igen. Fuld fortjent. Tormentor gav den fuld gas. Med en Attila, der stod med to mikrofoner halvt inde i kæften og fremtvang de mest dybe growl og kvækkede med sin pinselsfulde og unikke stemme. 'In Gate of Hell' gik rent ind som et højdepunkt blandt mange. Koncerten var i sig selv et overbevisende højdepunkt på festivalen, der med Tormentor har triumferet med en af årets bedste bookinger.