Wacken Metal Battle 2018: Smadrende stærkt band klar til Wacken

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/3e/87/3c/-XTJ8490-58-1527551093.jpg
27. Maj 2018    

Finalen i årets Wacken Metal Battle var en fornøjelig affære med gode shows, og så var der glædeligt gensyn med Sunless Dawn, som vandt finalen i 2016, sidste gang Danmark var med.

Kunstner
Titel
+ Pudsige Herrer + Genfærd + Ethereal Kingdoms
Spillested
Dato
26-05-2018
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

For anden gang i den danske Wacken Metal Battle-historie skulle finalen stå i Pumpehuset. Denne gang blev showet dog holdt i de lidt mere intime rammer omkring scenen i underetagen, der er kommet til siden finalen i 2012. Den foregik i det, som i dag må kaldes den store sal.

Besøget til finalen i år var ganske acceptabelt, uden at der måtte meldes udsolgt, så på den måde var salens størrelse i hvert fald godkendt. Og den forholdsvis lille scene havde den fordel, at de dystende bands på ingen måde havde problemer med at fylde pladsen ud.

Endnu mere teatralsk
Den svære opgave med at være først gik til Ethereal Kingdoms. De havde helt tydeligt taget noget af juryens kritik til sig undervejs og diskede op med et show, hvor det teatralske element blev fremhævet. Frontkvinde Sofia Schmidt præsenterede nu ikke kun skuespil undervejs i sangene i form af store armbevægelser og mimik, men også en imponerende stemme med alt fra skønsang til skrig og growl. Pauserne mellem numrene havde nu backingtrack og monolog på engelsk som intro til næste sang. Først efter sidste tone var ringet ud, gik bandet ud af rollen, skiftede til dansk og sagde "tusind tak" for støtten til publikum. Synd var det dog, når nu der var gået all-in på det teatralske, at der indimellem var for lidt lys på Sofia Schmidt. En projektør til at følge hende kunne have understreget den del af showet i nogle af monologerne, eller når der i bedste Bruce Dickinson-stil blev klatret op i stativet til scenelyset (den meter, det nu var muligt at komme op. Højloftet er den lille sal ikke).

Sofia Schmidt er en performer, og derfor har det også været let for bandets andre medlemmer at gemme sig lidt. Der var kommet mere fokus på, at guitarister og bassister også er en aktiv del af bandet, og de fik givet den god gas. Lyden var lidt mudret, hvilket gjorde det svært at høre flere detaljer, men det gav samtidig et mystisk touch til musikken, som også på denne konto kom til at virke hårdere og vildere, når de symfoniske detaljer ikke var så åbenlyse som ved tidligere møder med bandet. Det gav det lidt mere kant. Men selvom det var et vellykket show, der viste, at Ethereal Kingdoms allerede har rykket sig siden debut-showet på samme scene tidligere i år, så synes bandet holdt op mod dets eget store potentiale alligevel lige at mangle lidt i den samlede bryg til for alvor at overbevise her og nu. I hvert fald i aftenens felt og formålet: at finde dét band, der skal videre i konkurrencen og repræsentere Danmark på Wacken Open Air.

Black metal, nu mere sort
Efter en kort pause blev det tid til Genfærd, som siden showet i Slagelse, hvor der blev spillet i hvide, blodplettede trøjer i et lidt for skarpt scenelys, havde tænkt lidt over show og performance. Væk var snakken mellem numrene, de lidt for festlige (for genren ... Abbath undtaget ...) skåle med publikum, og ind var kommet sorte pjalter, dæmpet, dyster belysning og en meget begrænset snakken til publikum. Også her var lyden lidt mudret, men blev dog rettet godt op undervejs. Trommerne var velspillede og havde en herlig energisk fremdrift, der passede godt til black metallen og Genfærds til tider nærmest punkede stil.

Der blev leveret masser af stemningsfulde riffs, der gav en god melodisk undertone til den rå black metal i et ofte hidsigt tempo. Frontmanden "T" leverede til tider en lidt særpræget vokal, der var god for det utilregnelige i musikken, men nummeret, hvor den anden guitarist tog leadvokalen, var en dejlig afveksling. Hans stemme var dybere og i en mere klassisk, raspende black-stil.

Alt i alt et langt federe show end i Slagelse og et tydeligt eksempel på, hvad coachingen fra Metal Battlens jurymedlemmer kan gøre for at få de medvirkende bands til straks at flytte sig fremad. Uanset om man vinder eller ej, så kan de gode tips jo fint benyttes senere i karrieren.

Har vi mon en vinder her?
Xenoblight havde krudt i røven fra første tone, og det tog blot et splitsekund for en meget tændt Marika Hyldmar at få næven i vejret og gejlet publikum til headbanging og metallisk fest. Der var styr på den tekniske kunnen på instrumenterne, og med et åbningsnummer med så intuitivt fede riffs, så var det, som om lyden også lige blev et godt hak bedre, end den havde været tidligere på aftenen. Det var svært ikke at være solgt fra start, og publikum forrest ved scenen reagerede instinktivt med headbanging og moshing.

Den tekniske stil og det ofte hæsblæsende tempo ledte tankerne hen på den del af metallen, der gerne kaldes ekstrem metal, men med adskillige thrashede riffs sammen med den del af Marika Hyldmars vokal, som lå mere ovre i det hysterisk bjæffende, så gav det os også en fortrinlig duft af tyskerfræs. Stilmæssigt måske lidt som franske Svart Crown tilsat energien og de catchy riffs fra bands som Kreator og Destruction? I hvert fald ikke dårligt, og med et band, der nåede langt ud over scenekanten – og ikke kun med frontkvindens crowdsurf – så lå det lige pludselig lige for, hvem der burde stikke af med sejren denne aften. Sikke en præstation, og selv i det lidt tungere, langsommere nummer midt i sættet var intensiteten til at tage og føle på. Stærkt!

Konkurrencen er stadig åben
Men for det første er det en jury, der skal afgive dommen, og så var der i øvrigt også lige et band, der kunne åbne konkurrencen igen. Også selvom anmelderen her, og umiddelbart også publikum baseret på responsen, ville pege på Xenoblight. Det sidste band var et, der virkelig skilte sig ud fra resten.

Pudsige Herrer er dansksproget protesttråd. Med hård rock og syre. Nerven er stærkt svingende trommer og en solid bas med et arsenal af effekter, så der både er bund, støj og synth i lyden fra tid til anden. Læg hertil en karismatisk frontmand, der smider om sig med anekdoter og har en fin vokal i alt fra det let snakkende Eik Skaløeske til en mere highpitchet skærebrænder. Derudover varetog han fra tid til anden lap steel-guitar og elguitar. Og til denne del af instrumenteringen naturligvis udstyret med et hav af effekter, hvilket i den grad spicede instrumenternes lyd overraskede op. På guitaren måske lidt for meget, og lukkede man øjnene, så var det næsten som en quiz: Er det guitar eller kazoo? Specielt, om ikke andet.

Med tekster på dansk og den karismatiske frontmand, specielt når han talte direkte til publikum, så var det ærgerligt, at lyrikken ikke altid stod så klart frem. Man fangede måske godt omkvæd om sabbat-år, King Diamond og så videre, men den fulde historie druknede desværre lidt i lydbilledet. Pudsige Herrer var meget underholdende og virkede bredt appellerende stilmæssigt, og man kunne faktisk sagtens se for sig, at dette band kunne give stor underholdning til folk på en bred palette af festivaler. Ja, måske endda mere på de festivaler, der ikke skarpt satser på metal og hård rock. Men Wacken-publikummet kunne måske blive svært at overvinde, selvom metalfans nu ikke nødvendigvis er så smalle i musiksmag, som man nogle gange får skudt i skoene.

Et studie i "damage control"
Baseret på egen erfaring har juryen i Metal Battle ofte talt om "damage control". Går noget galt, om det er knækkede strenge, en forstærker, der brænder af, eller andet skidt, så skal man gerne kunne trække en nødplan op af lommen. Her må man rose Pudsige Herrer, der i et teknisk udfald grundet et dødt batteri til den aktive pickup i bassen hurtigt fandt en løsning med et batteri fra en effektpedal, altimens trommebeatet kørte videre, og forsanger Jacob Rohde-Kappel fik improviseret en vokallinje om et teknisk uheld, der ikke ville vare så længe. Et hændeligt uheldt vendt til en bonus med smil på publikums læber. Sådan skal den da skæres!

Styrket band
Pausemusikken, mens juryen trak sig tilbage for at votere, stod Sunless Dawn for. Et band, som var helt nyt, da de vandt den danske del af battlen i 2016. Bandets første show i konkurrencen var samtidig deres debutshow. Juryen så noget specielt i bandet, der udviklede sig vildt bare fra første til andet show, og når man så hørte bandet anno 2018, måtte man medgive, at det ikke var så dumt at satse på det potentiale, der blev set dengang.

For her, hvor bandet har brygget på debutalbummet og været lidt stille på livefronten, kunne man opleve, hvad der er i vente. I modsætning til de fleste af aftenens bands blev der her skruet mere op for lyset, så de lidt nørdede valg af guitarer og basser og det velklædte band i sorte skjorter bedre lod sig vise. Der var i det hele taget i form af smil og snak en meget nobel og høflig stemning over bandet. Men det passede godt til en musik, der var fyldt af introverte detaljer, der så lidt efter lidt gik over i mere ekstroverte bombardementer. Lyden var nærmest krystalklar, i hvert fald hvis sammenligningen skulle stå med de fire foregående shows denne aften. Der var så også tildelt Sunless Dawn et væsentlig længere change over og bedre tid til lydprøve.

Det var teknisk og nørdet, der var noget tidlig (altså helt tidlig) Opeth over det, men koblet med noget, man måske mere ville forvente af stemningsfuld metal fra Island eller Færøerne. Vokalen var imponerende stærk med en god vægt lagt på growl, selvom der også blev budt ind med noget, der var lidt mere black i stilen. Sunless Dawns sceneoptræden var muligvis lidt for pæn i det, men omvendt gjorde stilen også, at her var noget, man ville kunne huske bandet for. I en verden med horder af bands inden for stemningsfuld død/black, så kan det sagtens være en klar fordel. Publikum havde desværre i stor stil trukket lidt udenfor efter konkurrencen. Nogle måske for at snakke med de bands, de kendte i konkurrencen, andre måske fordi fem bands i træk kan være lidt af en mundfuld. Det slog dog ikke Sunless Dawn ud: De leverede en fin koncert til dem, der havde valgt mere livemusik, og virkede glade for at være tilbage på scenen.

Hvem vandt så?
Og så var vi nået til udråbelsen af vinderen. Det blev, umiddelbart meget fortjent, Xenoblight. Til lykke, må I smadre Wacken godt og grundigt!

Karakterer:
Ethereal Kingdoms - 3
Genfærd - 4
Xenoblight - 5
Pudsige Herrer - 4
---
Sunless Dawn - 4

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her