Alle gode gange fire

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/91/14/2f/BlackCountryCommunionIV-50-1507466725.jpg
08. Oktober 2017    

Black Country Communion beviser med bandets fjerde album, at de er et helt igennem fremragende hard rock-band.

Titel
BCCIV
Trackliste
1. Collide
2. Over My Head
3. The Last Song For My Resting Place
4. Sway
5. The Cove
6. The Crow
7. Wanderlust
8. Love Remains
9. Awake
10. When The Morning Comes
Karakter
5

’BCCIV’ er, som navnet antyder, Black Country Communions fjerde album. Det er samtidig et album, som klart viser, at bandet ikke længere skal betragtes som et projekt bestående af fire højtprofilerede kendis-rockmusikere.

På ’BCCIV’ fremstår Black Country Communion for alvor som et band, som man må tage seriøst. Der er gået fem år siden bandets tredje album, ’Afteglow’, der udkom oktober 2012. I foråret 2013 gik bandet hver til sit, og der har i en længere periode tilsyneladende været ret kold luft mellem guitarist Joe Bonamassa og bassist og sanger Glenn Hughes.

Luften er åbenbart blevet en del varmere, og lad os håbe, at den bliver ved med at være det, for ’BCCIV’ er i den grad et overbevisende comeback-album.

Her på Devilution har vi været særdeles venligt stemt over for bandets tre foregående album, der alle har høstet fuld hånd i vores anmeldelser. Denne skribent må dog i den forbindelse indrømme ikke tidligere at have været fuldstændig overbevist om bandets kvaliteter, hvor mange af sangene har haft en tendens til at lyde for meget af henholdsvis Bonamassas og Hughes soloting, der var kogt sammen. Disse forbehold er dog helt lagt til side efter udgivelsen af ’ BCCIV’, der lyder som et produkt fra et band i fuld harmoni. Sangene er bare bedre på ’BCCIV’ end på de tidligere album, selvom besætningen er den samme som tidligere; udover Bonamassa og Hughes er det Derek Sherinian på keyboards og Jason Bonham på trommer.

Bedre sange
Allerede på første sang ’Collide’ lægger Black Country Communion hårdt fra land. Er man en rigtig sur, gammel hard rock-fundamentalist, kan man indvende, at der er rigeligt med Led Zeppelin-inspiration i sangen, hvor Zeppelins ’Black Dog’ lader sig ane. Men det er bestemt en herlig sang, der er velkomponeret, velspillet og formidabelt sunget af Glenn Hughes.

">

Herefter går det slag i slag med den ene hard rock-sang i topklasse efterfulgt af den næste. Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, hvordan Bonamassa for en stund har lagt sin bluesbaggrund noget i skabet og i stedet er sprunget ud som en mere end gedigen hard rock-komponist. Det høres eksempelvis i de solide og hårdt rockende sange ’Sway’ og ’The Crow’.

Bonamassa overtager mikrofonen på en enkelt sang ’The Last Song for My Resting Place’ om violinisten på Titanic, der ifølge legenden fortsatte med at spille, mens skibet gik ned. Det er en sang, der indarbejder såvel hard rock som folkemusik, hvor der indgår både mandolin og selvfølgelig violin på en nærmest progget, men melodisk og stemningsfuld måde.

Hele albummet er endnu en gang såvel velspillet og -sunget under ledelse af Bonamassa og Hughes. Men Jason Bonham viser også endnu en gang, at han besidder sin fars kvaliteter bag trommerne. Derek Sherinian har måske en lidt tilbagetrukket rolle på albummet men får spillet nogle fine ting, hvor lyden fra Led Zeppelins ’No Quarter’ viser sig her og der, ligesom han får spillet en god solo i sammenspil med Bonamassa i den rytmisk kreative sang ’Awake’.

’BCCV’ afsluttes på smukkeste vis af den næsten otte minutter lange lettere bluesy hard rock-ballade ’When the Morning Comes’ hvor Glenn Hughes i den vokale forgrund endnu en gang beviser, at han er en af rockens gennem tiderne mest sublime vokalister.

Et klassealbum
Albummet trækker naturligvis på såvel inspiration fra Led Zeppelin som fra Glenn Hughes' tidligere band Deep Purple. Men albummets sange har deres egne kvaliteter, der sagtens kan matche disse store bands' sange fra hard rockens glansperiode i ’70’erne.

Er man fan af musik klassisk hard rock fra denne periode som de to nævnte bands og eksempelvis Bad Company, vil man med garanti ikke blive skuffet over ’BCCIV’. Med et album som ’BCCIV’ må vi blot håbe, at de fire individualister i Black Country Communion holder sammen på trods af de mange andre projekter, som de indgår i. Det vil være synd, hvis vi ikke kan forvente flere album fra den kant. Det vil samtidig være særdeles velkomment, hvis bandet tager på en turne, der også bringer dem her til landets inden for en overskuelig fremtid.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her