Catalansk, poetisk, forførende

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/4d/d5/f2/Foscor-44-1501444457.jpg
30. Juli 2017    

Det er med følelserne uden på tøjet, at Foscor på deres femte udspil bevæger sig op i de højere luftlag. Fortsæt endelig den vej!

Kunstner
Titel
Les Irreals Visions
Dato
09-06-2017
Trackliste
1. Instants
2. Ciutat Trágica
3. Altars
4. Encenals De Mort
5. Malfianca
6. Espectres Al Cau
7. De Marges I Marinades
8. Les Irreals Visions
Forfatter
Karakter
5

Undertiden kan det komme et band til fordel, når deres tekster ikke er engelskbaserede. Som komplet ubevandret i det catalanske sprog vil jeg derfor ikke tage stilling til den lyriske substans i denne henseende. Med dét sagt er vokalist Fiars lyse, melankolsk dragende vokal ikke desto mindre en af de bærende krafter i deres univers. Kontrasten mellem de tunge, postmetalliske klangflader og den rene, emotionelt forførende røst giver Foscor et særligt udtryk.

Det hele skal dog ikke handle om tyngde og melankoli, hvilket åbneren 'Instants' fint pointerer ved at bryde den lange, dronede opbygning med aggressive blastbeats, der bærer resten af nummeret og vækker minder om den black metalliske lyd, de har deres rødder i. De dronede passager bliver overvejende båret af guitarfladerne, som veksler mellem det harmoniske og disharmoniske, og således er der både godt nyt til dem, der spiser gedekid til morgenmad, og dem, der foretrækker deres metal uden alt for mange horn.



Det taler i høj grad til Foscors fordel, at alle medlemmer får deres plads i lydbilledet. 'Altars' er et strålende eksempel, hvor bassen giver tyngden, guitaren drager lytteren ud i højere luftlag, og trommerne stormer af sted uden hverken at ty til det enkle og oplagte eller at tendere mod det unødigt prætentiøse. Det er de små ting, der gør forskellen, og det er ikke, fordi 'Les Irreals Visions' har mange numre, der skiller sig ud eller sætter sig på nethinden. Det gør nu heller ikke spor, eftersom bandets styrker er helt andre steder i form af de lange, forførende kompositioner, som momentvis trækker tråde til ligesindede, søgende kunstnere som Solstáfir, Alcest eller Katatonia, men som alligevel har fundet deres helt egen opskrift på, hvordan verdens forfald kan komme til udtryk. Eller, sådan lyder det da i hvert fald.

'Espectres Al Cau' er pladens mest metalliske indslag og manifesterer sig som en hvirvelvind af dobbeltpedaler, momentære skrig og en lang outro for klaver og harmonika, og uden at spilde et sekund starter 'De Marges I Matinades' efterfølgende op i mere aggressivt black metallisk lune, dog med mere storladne guitar-harmonier i vente. Afslutningsvis giver titelnummeret os tid til at falde ned og fordøje de forgangne stormrige numre, med alt hvad dertil hører af atmosfære, store armbevægelser og højt til loftet. En smule til den polerede side, Alcest har ikke levet forgæves. De mere stormomblæste kompositioner er 'Les Irreals Visions' store styrke, og dette nummer fremstår således desværre som et af pladens eneste svage øjeblikke.

Det skal dog ikke ændre på konklusionen, at dette femte album om noget fortjener at få disse fire fyre fra Barcelona ud af undergrunden. Med deres storladne, soniske lydflader, sirligt poetiske vokal, dramatiske trommepassager og en varm og nuanceret produktion, der kommer hele bandet til gode, er der al god grund til at tro på, at Foscor er et band, vi kommer til at høre meget mere til fremover.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her