Et forrygende søuhyre Populær

http://www.devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/aa/2e/2e/Vastare-Mare-18-1486930881.jpg
12. Februar 2017    

Det er både ondt og smukt, når TRWLR på deres debut spiller en black metal-sang fra havet.

Kunstner
Titel
Vastare Mare
Dato
15-12-2016
Trackliste
1. The Sea Is A Treacherous Mistress
2. Imploding Sun
3. Legacy
4. Vastare Mare
5. In The Shallows
6. A Dying Star Decents
7. Waves In Reverse
8. Ether
Forfatter
Karakter
4

TRWLR er et københavnsk tomandsprojekt, bestående af det tidligere Justin Hate-medlem Dalle Oldman og Lasse Malm, som i december udgav deres debut, 'Vastare Mare' – et dystert udspil, der befinder sig et lidt udefinerbart sted i det black metalliske univers.

Som det lidt underfundige navn på både band og plade røber, så har duoen brugt havet som et fundament for musikken, og straks fra introen lægges en stil med susende vinde, knirkende træskibe og bølgeskvulp. Helt uden at overgøre det lykkes det at skabe en stemning fra start og bibeholde den gennem samtlige 41 minutter. Det tager ikke magten fra musikken, men spiller kun med.

Hidsige, piskende guitarer får lov til at skabe et på en gang både råt og brutalt og samtidig meget storladent udtryk, hvor den bidende vokal må føle sig trængt i baggrunden. I den skramlede og beskidte produktion tager guitarerne fuldstændig styringen og er evigt påtrængende.

Alligevel gemmer der sig en skønhed i TRWLRs debut. På overfladen giver den indtryk af kun at være et simpelt beskidt uhyre, men med meget få midler skabes der også smukke følsomme passager midt i virvaret. Og det er netop derfor, at duoen får så meget ud af så lidt. Det bliver derfor interessant at se, hvad der sker, når Oldman og Malm får held med at samle et helt band, der kan fremføre ’Vastare Mare’ live, og de måske også kan inddrage flere i sangskrivningen. 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her