En dødelig svingom

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/72/b1/21/grave-pleasures-motherblood-6-1512304328.jpg
03. December 2017    

Grave Pleasures forener igen dommdagsprofetier med en omgang lystig rock og rul, der både er storstilet og letbenet. Igen bliver det lige akkurat så solidt leveret, at man uforløst kræver mere.  

Titel
Motherblood
Dato
29-09-2017
Genre
Trackliste
Infatuation Overkill
Doomsday Rainbows
Be My Hiroshima
Joy Through Death
Mind Intruder
Laughing Abyss
Falling For An Atom Bomb
Atomic Christ
Deadenders
Haunted Afterlife
Karakter
2

For fire år siden udgav Beastmilk deres hidtil eneste plade til dato. Under et år efter udgivelsen dukkede der interne stridigheder op mellem bandets to ophavsmænd, den britiske sanger Matthew McNerney og den finske guitarist Johann Snell, hvilket resulterede i, at bandet blev lagt i graven. Det er vi flere, der med mellemrum stadigvæk hulker over. McNerney og Snell fik noget specielt frem i hinanden. Som en blanding mellem The Cults patos og lyden af den finske undergrund formåede Beastmilk med udgivelsen af ’Climax’, som pladen ironisk nok hedder, at lange en omgang klassisk rock og rul over disken, som det var svært at ignorere. Beastmilk formåede på paradoksal vis at kombinere stadionstore ambitioner med en mørk og gotisk garagesignatur, der favnede bredt, uden at der blev givet afkald på en personlig egenvilje. Beastmilk var kort sagt et navn, man så frem til at følge.

Som en slags erstatning for Beastmilk har rockverdenen nu Grave Pleasures, der udover at have McNerney som forsanger og Valtteri Arino på bas også skriver sange, der minder om deres forhenværende band. Ligesom Beastmilk har også Grave Pleasures en forkærlighed for at skrive melodiøs og opkvikkende rockmusik, der på en gang har store ambitioner, samtidig med at de synes at trives godt i undergrunden. Det specielle ved McNerneys rockmusik i det hele taget er den særlige melankoli, som disse sange, der på papiret er ganske rytmiske rocknumre, får over sig, når de sættes i kontrast til hans dystre sangtekster, der handler om døden og dommedag. Grave Pleasures et alvorsfuldt rockband, hvis sange man kan danse til.

Som opfølgning til deres debutplade ’Dreamcrash’ (2015) udgav Grave Pleasures for et par måneder siden deres anden fuldlængde, ’Motherblood’. Ligesom med debutpladen er det en udgivelse, der lettere anstrengt placerer lytteren mellem to stole. McNerney og co. har vel egentlig stadig succes med at skrive catchy sange, der som gode hits og eksistentialistiske slogans prenter sig radiovenligt i hovedet på lytteren. Problemet er, at McNerney og co. nu så småt overgør det, de er gode til. De nye sange mangler simpelthen det impulsive drive, der tidligere fik en til at give sig hen til Beastmilks sange. Til trods for at det mere eller mindre er ti velskrevne numre, Grave Pleasures her præsenterer, dukker der hurtigt en forceret ubalance op, når man sætter pladen på. Man bliver hurtig mæt, og det tager altid tre forsøg at høre pladen helt igennem.

På ’Motherblood’ savnes blandt andet Linnea Olsson fra The Oath, der i sin tid erstattede Beastmilks Johan Snell, og som efterfølgende var med på Grave Pleasures’ debutplade, og da bandet i 2015 gæstede Beta i København. Olsson griber sit guitarspil an med et butch 80er-approach, der gav Grave Pleasures debutplade en snert af et eller andet. Olsson er sidenhen blevet erstattet af Aleksi Kiiskilä. Juho Vanhanen fra Oranssi Pazuzu og Atomikylä er derimod stadig med som guitarist, mens trommeslager Uno Bruniusson fra In Solitude er blevet erstattet af Rainer Tuomkanto. Hvor bandets line-up på debutpladen bestod af to svenskere, to finner og en brite, består Grave Pleasures nu altså af fire finner og McNerney.

McNerney siger selv, at ’Motherblood’ er den plade, han siden dannelsen af Beastmilk har ventet på at udgive. Kan det virkelig være rigtigt? Af de tre plader, han nu har udgivet med henholdsvis Beastmilk og Grave Pleausres, synes det tværtimod at være den mindst interessante. Men på den anden side: Eftersom den synes at være udgivelsen, der er blevet tænkt mest over under den proces, det har taget at lave pladen, er det måske kun naturligt, at han har det sådan. Selv kommer jeg formentlig kun sjældent til at tage ’Motherblood’ frem fra pladereolen igen. Jeg håber, det er en plade, der med tiden kryber bedre ind under huden på en, men jeg tror det ikke. 


Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her