Et studie i fremtiden
Metallen som paraplygenre har aldrig haft det bedre. Den er ikke blevet promoveret så signifikant, som i disse år. Udmærket eksemplificeret i Kim Draculas debutplade.
My Confession
The Pledge:
Luck Is A Fine Thin (Give It A Chance)
Drown
Superhero
Are You?
Land Of The Sun
The Turn:
Divine Retribution
Undercover
Industry Secrets
Rosé
Seventy Thorns
The Prestige:
Reunion And Reintegration
Kitty Kitty
Make Me Famous
Iris
The End, For Now
130 millioner afspilninger har Kim Draculas udgave af ‘Paparazzi’ på Spotify. Lady Gaga-coveret skød trap-rapperen, med det borgerlige navn Samuel Wellington, direkte ind blandt de store popstjerner. Som en komet på TikTok-himlen, og den succes skal naturligvis udnyttes. Columbia Records lugtede penge og signede kunstneren.
Opfølgeren og første single fra australierens debutplade, er en mindre genistreg af genremix og komisk reflektering over nutidens musikbranche. Nummeret er musikalsk et stykke fra foregående singler, såsom den beat-tunge ’Killdozer’. I stedet er det et kaotisk mix af trap-rap, numetal-elementer, pop-rock og ‘core-inspirerede breakdowns. Et tidligt indblik i det vanvittige sind, der har komponeret ‘A Gradual Decline In Morale’. En plade der byder på alt, fra førnævnte musikalske ståsteder, over dansable beats, jazz-inspirerede sektioner og masser af croon. Kort sagt, man keder sig aldrig i selskab med Kim Dracula.
Det hele er båret af en sans for sangskrivning, der har skabt flere interessante numre, på en plade der konsekvent arbejder med at være så uforudsigelig som muligt. Sådan åbner ‘My Confession’ med slap-bas rap, som vi ikke har hørt det siden midt-90’erne, inden 2010-beatet sætter ind, akkompagneret af koklokke. Alt fulgt af en imponerende vokalpræsentation. Dracula skifter tempo, toneleje og stil som en skizofren. Det er levende og lige dele underholdende og inspirerende.
Udstilling af en industri
Med sin succes via TikTok kan ‘A Gradual Decline In Morale’ virke en smule overdrevet i sit udtryk. Der skiftes konstant i tempo og genre, beregnet på og tiltænkt en hverdag, hvor vi konstant søges påvirket kognitivt. Det kan hurtigt swipes videre, om man ønsker, og så står et nyt nummer parat, med en ørehængende hookline, i forsøget på at fastholde opmærksomheden og skabe økonomi.
Det er Dracula i høj grad bevidst om. Der bliver gjort grin med Columbia Records på alle måder muligt. For eksempel indbyggede skits fra et af australiernes mange karakterer. Her er det især den drevne og begrænsende pladeselskabsrepræsentant, der står for skud. Med henvisning om, at der nok ikke skal bandes for meget, at teksterne helst ikke må være for bizarre og påmindelser om, at ‘A Gradual Decline In Morale’ er debutpladen, der helst skal sælge.
På samme vis fremstilles hele pladeindustrien på den spiddende ’Industry Secret’, med strofen ”How the fuck are you almost 40 year old and still singing about teenage love?”, inden omkvædet tager over og fremstiller hele virksomheden som det, vi alle ved, den er: ”It’s who do you know and who do you blow”.
Få af mange eksempler på en plade, der er spækket med referencer til sin samtid. Musikalsk får vi tilsvarende masser af referencer. ’Rosé’ låner fra omkvædet fra Outkast’s ’Roses’, der bliver kippet med hatten til Christopher Nolan, mens der konsekvent er vokalmæssige referencer til Mike Patton og naturligvis Jonathan Davis.
Sidstnævnte giver endda et vokalmæssigt bidrag. Et smukt øjeblik, hvor Draculas homage til nu-metallen, og især KoRn, spindes sammen på elegant vis. En fin tak og henvisning til at australierens succes i høj grad er bygget på de store nu-metal-bands' erfaring med en kynisk industri.
Fremtiden i dag
Vi får masser af spændende materiale. Trods det fragmenterede udtryk og de TikTok-venlige sange, har den også Deftones-inspirerede australier succes med at loope omkvæd og skabe mere end blot kaos. ’Make Me Famous’, ’Drown’, ’Seventy Thorns’, ’Land of the Sun’ og førnævnte ’My Confession’ – alle skabt til et livepublikum. Det hele serveret af en kunstner, der ditto udfordrer med sin fysiske fremtoning. Et helvede for boomere og samtidigt et levende bevis på den fine tilstand metallen som paraply-genre befinder sig i.
‘A Gradual Decline In Morale’ er kun et af mange eksempler på, hvordan metallen lever. Kim Dracula har over en million månedlige lyttere på Spotify, det er en stor base, der pludselig udsættes for alskens metalliske islæt. Lil Uzi Vert har nært 40 millioner månedlige lyttere, og hans seneste udgivelse, ’Pink Tape’ flyder over med metal. Som element, båret af samarbejde med bands som Bring Me the Horizon og Babymetal. Det, alt imens Demi Lovato oversvømmer de sociale medier med snak om metalcore og black metal - få eksempler på indflydelsesrige kunstnere, der promoverer metal.
Er det vigtigt for anmeldelsen? Isoleret set, er det irrelevant. ‘A Gradual Decline In Morale’ har sine styrker og svagheder. Det eklatant ringe cover af Goo Goo Dolls’ i forvejen irriterende ’Iris’ gør intet godt for pladen – og selvom kaosset oftest fungerer, virker det til tider forceret. Vi får numre, hvor Dracula ikke looper og skaber gode lytteoplevelser. Det er ”kun” en god udgivelse. Set i konteksten af vores nutid og den fremtid, der står for døren, er pladen dog et fremragende værktøj til at forstå, hvordan ”metal” bruges i dag. Et godt eksempel på hvor langt og meget man kan opnå, hvis man tør.