Kort og godt: Fra stort til småt
Mens Strigoi og Insomnium rydder op i gemmerne, og Sodom genbesøger sin spæde ungdom, så viser Heksproces og Swartzheim, at den danske undergrund lever i fuld flor.
Lidt har også ret – også selvom vi har for vane at glemme de kortere udgivelser imellem de længere af slagsen. I en stresset hverdag er en EP hurtig at sætte tænderne i – og kan den noget særligt, så bør den også værdsættes for det, fremfor at klandres for ikke at være længere end som så.
Det er dog efterhånden noget tid siden, vi sidst har fokuseret på alle de kortere udgivelser, der lander i indbakken fra tid til anden, så lad dette være en lektie til opfølgning, og kigge på en håndfuld af dem, vi er blevet beriget med siden sommeren gik på hæld.
Heksproces – 'Ligblomst'
En ambitiøs intro til en ny kvartet på den danske scene. Heksproces er svære at sætte i bås, og har det sikkert også bedst med ikke at skulle affinde sig med den slags kategoriseringer – men dette første glimt ind i eksil-bornholmernes univers smager i hvert fald af, at der både er smidt black, prog og post-metal i heksegryden.
'Ligblomst' består af to sange i 7-8 minutters-længden og åbner med det mørke titelnummer, der bygger op med vekslende stemningsfyldte vers og et nærmest breakdown-tungt mellemstykke, inden den for alvor bryder formerne fire minutter inde og slår over i Mastodon-venligt prog-gear, hvorefter vi vender tilbage til det velkendte med tilføjelsen af lidt højstemte kvindekor. 'Uværdig Afsked' fortsætter med lækkert, akustisk fingerspil og en udmærket tilføjelse af ren vokal fra Claes Torsten Sørensen. En smukt melankolsk intro, inden han et par minutter inde slår over i blackede skrig, så man ikke betvivler, at lydbilledet stikker af om et øjeblik med både dissonans fra andenguitaren og mere af den tungt stemningsfulde og lettere progressive black metal, vi fik på åbneren.
Heksproces favner bredt og ambitiøst fra starten (for ej at forglemme, at EPen lyrisk følger en kvindes liv fra fødsel til død), og selvom man måske nemt kan kaste Orm-tagget efter dem (Bornholm-faktoren, + Simon Sonne Andersen har stået for masteren), så fornemmer jeg en tydeligere, progressiv udvikling, som stikker ud fra den ellers åbenlyse sammenligning. Bestemt et navn, der fortjener din opmærksomhed, hvis du ynder melankoli og lettere progressiv variation i din black metal.
Insomnium – 'Songs of the Dusk'
I februar udsendte Insomnium sin niende fuldlængde, 'Anno 1696'. En plade, der for så vidt holdt den melodøde standard, vi efterhånden forventer fra finnerne, men så alligevel også netop gik hurtigt i glemmebogen af samme årsag – for når den ikke gør noget for at træde ud fra resten af oevret, hvorfor så ikke holde sig til dem, der har noget stærkere at byde på?
Da nyheden så kom om, at en EP med deres selvproklamerede directors cut-materiale fra denne plade nu var på trapperne under titlen 'Songs of the Dusk' kunne man så snildt vælge at ignorere den for blot at være de leftovers, det trods alt er.
Det ville dog blot være den halve sandhed, for et enkelt af de tre numre har unægteligt fortjent at se dagens lys. Ikke den indledende 'Flowers of the Night', der lægger sig i ren forlængelse af de mest middelmådige, sukkersøde dele af Insomniums reperoire. Heller ikke 'Stained in Red', der til gengæld bevæger sig en del rundt i småkomplekse skevenser og viser dem fra deres lettere progressive side uden dog rigtig at sætte sig. 'Song of the Dusk' derimod – sangen, der med en mindre pluralis-tilsnigelse lægger navn til EP'en, og dén alene er hele udgivelsen værd. Den fra deres side så velkendte, svajende melodød kører nummeret i stilling, men et væld af lækre finesser, vokalharmonier og et næsten katarsisk crescendo hen mod slutningen gør netop dette nummer til et åbenlyst højdepunkt – også selvom man kan diskutere, om noget af de ti minutter ikke godt kunne trimmes en smule, men det skal nu ikke skille os ad.
'Songs of the Dusk' er bestemt ingen nødvendighed til samlingen, men du kan om ikke andet snildt tilføje 'Song of the Dusk' til din udvalgte playliste – hvorfor i alverden den sang ikke blev tilgodeset på albummet tidligere i år er vitterligt uforståeligt, for så kunne vi have været denne EP foruden i det hele taget.
Sodom – '1982'
Sodom blev dannet i 1982, og genbesøger her nogle af de numre, de skrev i det første år af deres virke. Dengang de kaldte deres stil witching metal, men i bund og grund blot lød som en tysk krydsning mellem Venom og Motörhead. En ganske charmerende, smadret krydsning, når det nu skal være, hvor vi her får fire numre fra de unge år samt et nyt titelnummer, hvor Tom Angelripper fortolker bandets spæde dage i linier som "We were despised but always feared / And we never licked your boots". Stilmæssigt er '1982'-sangen desværre en lettere gumpetung sag, klarere i tråd med bandets aktuelle lyd, mens resten af EP'en fortrinligt støver de gamle skæringer af uden at trække nutidens briller alt for meget ned over dem. Bevares, produktionen er klar, men energien er intakt, og det er tydeligt at høre inspirationskilderne i denne periode af Sodoms ungdom. Udover en dystert skrigende intro til 'Victims of Death' er der konstant fuld fart over feltet, og Tom har stadig det snerrende bid i stemmen, der tilføjer den autentiske lyd til fortidens bedrifter.
'1982' er dog nok mere for Sodom-samlerne, men trods alt et vellykket genhør med gamle numre i ny indpakning her i forsinket anledning af Sodoms 40års jubilæum – det kan nu også noget.
Strigoi – 'Bathed in a Black Sun'
Gregor Mackintosh (ja, ham fra Paradise Lost) skriver givetvis ikke metalhistorie med Strigoi, arvtageren for hans tidligere projekt Vallenfyre, der ligeledes bevægede sig et sted imellem det crustede, doomede og ekstremmetalliske. Siden den fire år gamle debut 'Abandon All Faith' er det blevet til én yderligere fuldlængde, og det er så den, vi her får lidt resterende materiale fra. Med fem kradsbørstige sager og en samlet spilletid på 13 minutter bliver tiden bestemt ikke spildt, og 13 minutter er lige præcis ideelt til en udgivelse af denne kaliber.
Titelnummeret var egentlig også med på sidste års 'Viscera', men fungerer glimrende som EP'ens omdrejningspunkt med ulmende kolde riffs og forrygende trommespil til at underbygge sangens monumentale tyngde. 'The Grotesque' fortsætter i grindpunket tempo, hvor Mackintosh får skruet en tand yderligere op for sit grumme growl, insisterende råt, ganske som den blot 42 sekunder korte 'Beautiful Stigmata' efterfølgende. Celtic Frost har bestemt heller ikke levet forgæves i den oldschool 'A Spear of Perfect Grief', mens whammy-barren bliver misbrugt godt og grundigt i den doomede intro til 'The Construct of Misery', før Mackintosh selv brøler EP'en til ende.
Nærer du en kærlighed for ekstremmetal der stikker lidt i øst og vest, og/eller blev du grebet af dem til Næstved Metalfest tidligere på året, så und dig selv 13 minutter med denne lavine af en EP i øregangene – Mackintosh giver forrygende afløb for sine mørkeste sider på 'Bathed in a Black Sun', og har et glimrende cast bag sig til at udleve alle de hidsige indslag, de bygger op på vejen. Et godt vækkeur til, når du trænger til at vågne af din mere ordinære metaldøse.
Swartzheim – 'Sympathy'
Der er sket lidt, siden thrashknejterne fra Swartzheim dukkede op i en efterskoledokumentar tilbage i 2019. 'Clinical Nightmare' landede to år senere, og tidligere i år vandt de så den danske udgave af Wacken Metal Battle. Deres første koncert på den legendariske festival lader dog vente på sig til næste år, og i mellemtiden kan vi så få en forsmag på hvor Swartzheim er på vej hen, her på deres dugfriske EP 'Sympathy'. En kvarter lang affære med fire skæringer, hvoraf to af dem inkluderer bidrag fra sangerne i kollegaerne fra Persecutor og Demolizer. Ikke, at disse bidrag i sig selv gør noget større væsen af sig, men skal vi sidestille med førnævnte debut, er der uden tvivl sket en opgradering på produktionssiden, mere skarp og kontant, som thrashen nu engang gør sig bedst.
'Sympathy' banger solidt derudad med lækker sololir og et effektivt chorus til at bygge momentummet op. En fremdrift, den efterfølgende 'Artillery' desværre ikke kan opretholde, mens 'Execute' til gengæld vender tilbage til de samme styrker fra titelnummeret, tilført et par af de skarpeste riffs, vi endnu har hørt fra de jyske thrashere. Swartzheims lettere crossover-venlige thrash revolutionerer ingenlunde, men holder sig til genrens konventioner, og selvom vi gerne så dem få mere af en selvstændig identitet, så har de trods alt stadig ungdommens charme og energiske drive, der i sig selv hjælper til at holde thrashapparatet kørende.
'Sympathy' kommer næppe til at gøre den store forskel, men hjælper dem til at holde deres navn på thrashfolkets læber i ventetiden på næste album – og med et par habile skæringer kan man trods alt plukke lidt, mens øllen flyder, hvis man da er sådan anlagt.