NMF 23: Historiens langsomste circle pit
Strigoi var en overraskende booking i Næstved Metalfestivals lineup, men desværre blev det kun til 40 minutter i alt for meget dagslys.
2. Phantoms
3. Ocean of Blood
4. Seven Crowns
5. A Begotten Son
6. King of All Terror
7. Parasite
8. Napalm Frost
9. United in Viscera
Fredagens første band på Næstved Metalfestival for denne anmelder var Strigoi. Opstået på ruinerne af Vallenfyre, og med Paradise Losts guitarist Greg Mackingtosh som bagmand, blev Næstved i 40 minutter overtaget af blackened death doom, der var næsten forfriskende i sin langsommelighed og sin evne til at give plads til alle instrumenter. Det var tungt, og det gik langsomt, men uden det blev monotont. Dog en lidt uheldig slot, det romerske uhyre havde fået at spille på. Folk var først begyndt at drysse ind på pladsen, og det var derfor slet ikke fyldt op da Strigoi gik på. Flere kom til undervejs, men det var en lidt uengageret flok at spille for, selvom bandet gjorde deres bedste.
Sættet startede os blidt op med enkle repetitive guitarmelodier i åbneren 'Hollow', der koldt og klamt lagde sig om alle vores hjerter, og satte scenen for det ligeledes uhyggeligt langsomme nummer 'Phantoms'. Derefter lidt mere fart på, lige som de blackede elementer blev mere tydelige i 'Seven Crowns' over 'A Begotten Son', og forbi 'King of All Terror'. Strigoi er ret ligeglade med genrer og bevæger sig uhæmmet og elegant mellem det sorte, det smadrede og det doomede. Fokus er at skabe plads til musikkens elementer, som trådte fint og tydeligt frem i et lydbillede, der var godt og klart, da først vi lige var kommet forbi den ret lave mikrofon, der dominerede første nummer.
Bandet var ikke det mest udadvendte jeg nogensinde har set på en scene, men til gengæld var de muligvis de mest humoristiske: Mackingtosh erklærede lakonisk fra scenen efter omkring en halv times show, at nu var det sidste chance til at lave et circle pit. Nu spiller Strigoi ikke musik, der som sådan lægger op til circle pits og mosh pits – måske snarere tværtimod. Men publikum tog ordene for gode varer og linede op til et circle pit, der nok går over i koncerthistorien som det langsomste nogensinde. Efterhånden fattede folk spøgen og begyndte at lave fingerede rullefald i slowmotion. Alt sammen vældigt hyggeligt, men ikke nødvendigvis særlig farligt.
Efter 40 minutter havde Strigoi fået nok af at forsøge at banke noget gejst ind i publikum –og de havde måske også fået det grundlæggende humør ødelagt en anelse af, at alt deres gear var forsvundet i et eller andet flyselskabs bundløse bagagedyb. De måtte derfor spille på lånt grej, men det var deres optræden nu ikke voldsomt påvirket af, og de spillede både tight og levende. Helt i modsætning til publikum, der hellere ville sludre end høre musik.
Det var synd for Strigoi, men det var også synd for publikum, for det vi fik denne fredag i Næstved var virkelig kvalitetsmusik og lidt af et scoop for festivalen.