Hvem der bare var rigtig fan

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/27/14/08/motorpsycho-tower-95-1515706135.jpg
11. Januar 2018    

Der er både plads til at lege Find Tony Iommi-riffet, progge igennem på Yes-manér og fortabe sig i skønheden på Motorpsychos halvanden time lange monstrum af en plade.

Kunstner
Titel
The Tower
Trackliste
The Tower
Bartok of the Universe
A.S.F.E.
Intrepid Explorer
Stardust
In Every Dream Home
The Maypole
A Pacific Sonata
The Cuckoo
Ship of Fools
Karakter
4

I mit næste liv vil jeg være Motorpsycho-fan. Jeg vil samle på limited editions, rejse for at opleve dem spille live med strygere og jazzmusikere og være i stand til at holde deres årlige udgivelser op mod hinanden uden på nogen måde at kunne være nøgtern, fordi min entusiasme for bandet vil overskygge enhver skepsis, der måtte melde sig, når de væver sig ind i endnu et stille mellemspil. Jeg vil indædt forsvare alt, hvad de gør og har gjort, bortset fra det åbenlyse, som andre egentlig godt kan se er meget fedt, som jeg vil fnyse hånligt ad, fordi de tydeligvis bare overhovedet ikke getter det.

Fordi de er sådan nogle som den, jeg er i dette liv. Som Motorpsycho har været en del af siden gymnasiet, men altid lidt ude i periferien som noget, det har virket alt for uoverskueligt for alvor at give sig i kast med. Alle de skalaer og vokalharmonier, al West Coast-poppen og alle de fjeldsidetunge riff. 

Alene tanken om det er nok til at gøre en helt forpustet. For med Motorpsycho er det ikke alene et spørgsmål om, at der er timevis og atter timevis af musik at give sig i kast med, men at den musik har det med at stikke i alle mulige retninger. 

Hit and miss
In casu ‘The Tower’, Motorpsychos nogen-og-tyvende nogenlunde regulære fuldlængdeudgivelse, alt efter hvor meget man ellers tæller med af mini-lp’er, livealbum, samarbejder og sideprojekter. Halvanden times tour de force: En plade, der endnu en gang er forhippet på at demonstrere alt det, Motorpsycho kan, og som lykkes så godt med omtrent to tredjedele af det, at det var nok til at lade den tage en tredjeplads på min årsliste for 2017.  

For Motorpsycho er stadigvæk lige så meget et hit and miss-band, som de altid har været. Det er et band, der kan excellere i storslået Yes-prog på det indledende titelnummer, så man næsten overhører, at det er en såre naiv sang om, hvordan kærligheden er det eneste, der kan overvinde denne verdens onde magthavere. Og det er det samme band, der i næste nu kan mejsle det tungeste stonerriff ud af det trondheimske grundfjeld, inden de sætter over i noget nær NWOBHM med synth, twinlead og vokalharmonier. Alt sammen i én sang, hvis titel, ‘Bartok of the Universe’, både vidner om, at Motorpsycho stadigvæk ikke er vokset fra det studentikose – det her er trods alt samme band, der også har indspillet sangen ‘Kebabels Tårn’ – og at de finder deres musikalske referencer langt uden for den psych og stonerrock, der kalder dem deres egne.

Stonerne bliver dog belønnet med ikke bare ét, men hele to omgange Tony Iommi-riff-gemmeleg i løbet af pladen: Først er det ‘Paranoid’, der i ‘A.S.F.E.’ bliver så tilpas omarbejdet, at det reelt mere fremstår som et afsæt og en hyldest end et egentligt plagiat; hen mod slutningen er det Dio-periodens ‘Country Girl’, der får en kærlig hilsen i ‘The Cuckoo’.

Newsted-mobning 
Og det er jo alt sammen dejligt og næsten nok til at få én til bagefter at glemme, at man lige kom til at tune ude i et kvarters tid på hver side af den sublime parcelhuslivs-hymne ‘In Every Dream Home’. For er en sang som ‘Intrepid Explorer’ så dynamisk tilbageholdt, at man i lange stræk helt glemmer, at den er i gang, er de akustiske ‘Stardust’ og ‘The Maypole’ til gengæld så ubekymret solbeskinnede som en Stephen Stills-sang, at det er decideret belastende, hvis man af vanvare kommer til at lytte efter. Også selvom sangene er med til at binde ‘The Tower’ sammen og skaber dynamik i opbygningen af pladen. 

Man kunne næsten få den tanke, at de gamle medlemmer, Hans Magnus Ryan og Bent Sæther, har lavet en Jason Newsted på den nye trommeslager, Tomas Järmyr, ved at holde ham helt ude af lange stræk af pladen. Men på ‘A Pacific Sonata’ får han arbejdet sig ind igen, og halvvejs inde i nummeret får trioen arbejdet sig ud af West Coast-poppens dødvande og over i et prog-motiv. I modereret form dukker det motiv op igen i den afsluttende ‘Ship of Fools’ og viser sig såmænd at være en videreudvikling af førnævnte 'Kebabels Tårn', hvormed endnu en cirkel sluttes. Midlertidigt, i hvert fald.

På den måde lander ‘The Tower’ godt. Efter halvanden time sidder man og tænker, at det gik jo egentlig meget godt, og måske skulle man lige høre en af de andre plader igen. Indtil det går op for en, at hvis der er noget, man ikke magter lige nu, så er det at høre flere Motorpsycho-plader. Jeg ville ønske, det ikke var sådan, at jeg ikke var sådan. At jeg havde plads i mit liv til at rumme alle facetter af Motorpsycho, fordi det netop er dem, der skaber Motorpsycho: Som en bekendt skrev forleden om bandet, så er det “en væsentlig pointe, at helheden ofte kan være større end summen af enkeltdelene.” Derfor skal ‘The Tower’ høres som et værk i sin fulde udstrækning, og her har også de i sig mindre interessante passager deres berettigelse. Selvom man nok så meget ellers kunne ønske sig, at de bare lige ville rive endnu en hurtig og umiddelbar plade af sig, som de gjorde for en del år siden med ‘Child of the Future’.

‘The Tower’ er alt andet end umiddelbar. Men så er den alligevel også det. Og det er værd at prøve Motorpsycho af for.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her