Når livet tager over
På Myrkurs fjerde album sammenfattes karrieren, og foråret skimtes i horisonten.
Like Humans
Mothlike
My Blood Is Gold
Spine
Valkyriernes Sang
Blazing Sky
Devil in the Detail
Menneskebarn
At Amalie Bruuns musikalske rygrad er delt i to kan ikke være en hemmelighed. Det er netop indbegrebet af Myrkurs lyd, og selvom det kun er ti år siden, at vi første gang stiftede bekendtskab med Myrkur, har alle os, der tog med på rejsen, været gennem paletten af mørkt atmosfærisk black, nordiske traditioner og små, lyse oaser af sarte omgivelser.
“Myrkur” er islandsk for “mørke”, og der skal ikke meget logik til at konkludere, at lyset vel netop er mørkets forudsætning – alt er som det skal være i Myrkurs kunstneriske univers.
Melankolien som den samlende faktor
Det er både sigende og passende, at overgangsritualet ‘Bålfærd’ er det første vi møder på ‘Spine’. Et smukt og melankolsk stykke musik som intro til den opsummering, som albummet kan opfattes som – en sammenfatning af Myrkurs musikalske karriere, eller rygrad om du vil. Hvor black metallen førhen fyldte lydbilledet, er den i dag en tilsætning til det rockede og poppede univers vi kender Myrkur for. Der er i hvert fald gået næsten fire minutter af nummeret ‘Like Humans’, før et element af BM tilføres paletten, og det er faktisk ret klædeligt.
Hvor ‘Like Humans’ i sin stemning på mange måder kan minde om albummet ‘M’ fra 2015, kommer vi med ‘Mothlike’ lynhurtigt op til året 2023 og et nyt, moderne og vitaliseret Myrkur, hvor den mørke pop er i højsædet. Mørk pop akkompagneret af blastbeats og synth – det er hverken modsætningsfyldt eller karikeret, det er i Myrkurs univers alvorlig fedt og stemningsfuldt! Det er virkelig lækkert og absolut et af pladens bedste numre, for det er nyt og særegent, og samtidig lyder det umiskendeligt som Myrkur.
Hvor ‘My Blood Is Gold’ byder ind med dunkel ro samt et storladent og pompøst omkvæd, så er titelnummeret ‘Spine’ et flot og mere eftertænksomt nummer. Da ‘Valkyriernes Sang’ tager over, er vi dog tilbage hvor Myrkur er bedst (og mest karakteristisk) disse år – en meget tydelig og hurtig gang BM som intro, der går direkte over i nordisk melankoli i det pop/rockede vers, for igen at tage BM-delen til sig i omkvædet. Det er ultrafedt og meget Myrkur’sk – og kan man med Amalie Bruuns distinkte måde at tage elementer fra forskellige genrer og blande dem sammen på paletten, inden de rammer lærredet, så kan man med sikkerhed også godt med ‘Valkyriernes Sang’.
‘Blazing Sky’ er mere rocket og gør ikke det store væsen af sig, udover at elementerne her ikke passer lige så godt sammen – eller måske ikke er lige så gennemarbejdet – som de er på albummets klare højdespringere ‘Mothlike’, ‘Valkyriernes Sang’ samt pladens næstsidste nummer. ‘Devil in the Detail’ byder ind med smuk og sart melankoli på et underlag af klaver, der understøttes af strygere. Det er et meget fint og purt nummer, der for Myrkur helt klassisk brydes af blastbeats på BM-elementer i enden. Stort og flot, poppet og mørkt.
Et perfekt nummer at putte i enden af en plade, men tilføjet er dog vuggevisen ‘Menneskebarn’ som rent musikalsk måske ikke passer ind på albummet, eller i sammenhængskraften. Det er dog et flot nummer, og med tanke på Myrkurs familieforøgelse samt det faktum, at dette nye liv gennemsyrer albummet ‘Spine’, er det yderst sympatisk. Og velvalgt.
En overgangsrite
‘Spine’ er et album, der i mindre grad hænger sammen, end vi før har været vant til i Myrkur-land. Flere elementer er tilføjet, og stærkest står det lyse popelement, som vi som lyttere er blevet inviteret tættere og tættere på gennem årene. Det fungerer. Myrkur laver god pop, eller mørk pop/rock som det vel snarere er. Black metallen er skrottet for nu, men består til gengæld som små understøttende og stemningsskabende elementer hist og her – og når det er godt, så ér det virkelig godt. Lyt på ‘Mothlike’, ‘Valkyriernes Sang’ og ‘Devil in the Detail’ – det er hver især karakteristiske og perfektionerede Myrkur-numre, som dog også bidrager med nye tendenser; som f.eks den ultrafede synth i ‘Mothlike’. Det er meget klædeligt.
Som helhed er ‘Spine’ dog også tynget af denne vekselvirkning, og man kan indimellem få fornemmelsen af at det har været et svært album at skabe. Omvendt er det også spændende, for vi har med sikkerhed at gøre med en musiker, som er søgende og hele tiden putter nye lag på kunsten. Det skal vi glæde os over. Og til. Foråret er om hjørnet.