Ekstrem musik til jævne folk

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/0b/d3/34/a1646523716-10-40-1536134949.jpg
05. September 2018    

Eller omvendt: Konform musik til ekstreme mennesker. Ligningen går i hvert fald ikke op hos Pig Destroyer, uanset hvor mange grænser de overskrider.

Titel
Head Cage
Trackliste
Tunnel Under The Tracks
Dark Train
Army of Cops
Circle River
The Torture Fields
Terminal Itch
Concrete Beast
The Adventures of Jason and JR
Mt. Skull
Trap Door Man
The Last Song
House of Snakes
Karakter
3

Der er ikke noget nyt i, at Pig Destroyers musik er absurd voldsom. I godt 20 år har de løbende afsøgt mulighederne for at optimere musikkens tøjlesløshed og brutalitet. Med udgangspunkt i grindcore var det ligesom givet, at tempoet ikke rigtig var et parameter, der for alvor kunne justeres på, med mindre det skulle blive til blitzcore, så i stedet har de indforskrevet én til at lægge samples og støj oven i musikken for at forstærke dens effekt af ubehag og pågående aggression. Senere er de sågar gået så vidt som til at få en bassist med i bandet. I erkendelse af, at den næste grænse for, hvor voldsomt det kunne blive, meget vel kunne tænkes at ligge uden for grindcore, har de også prøvet nærliggende genrer af. Som en bonus til den forrige plade, ‘Book Burner’ i 2012’, medfulgte ep’en ‘Blind, Deaf & Bleeding’ med covers af tidlig, amerikansk hardcore; året efter gik de i den modsatte grøft og satte tempoet helt ned på den sludgede doom-ep ‘Mass & Volume’.

Hvor er Pig Destroyer så havnet henne fem år senere på ‘Head Cage’? Well, ret meget over det hele. På deres sjette regulære album arbejder de så indædt på at nå det næste niveau for nådesløs musikalsk grusomhed, gøre det hele endnu mere balstyrisk og ekstremt, at de ender med at – ja, der er faktisk ikke rigtig nogen pæn måde at sige det her på: De ender med at lyde lidt som Slipknot.

Det kan selvfølgelig ikke være meningen for noget metalband i 2018 med bare det mindste mål af selvagtelse. Men når man hører en sang som ‘Army of Cops’, er det svært ikke at blive mindet om det tidlige Slipknots energidrikspumpede sange om at være teenagefornærmet. Før den omvendte kasket begynder at stramme alt for hårdt om hovedet, lyder ‘Head Cage’ dog faktisk ganske indbydende. Der er fuld æde på, det er dejlig heftigt, der sker en masse. Det er en plade, der giver én lyst til at pumpe jern, drikke afløbsrens, slås og danse på én gang. Det er først, når man begynder at lytte efter det, der sker, at det går op for én, at man har været der før: Det er lidt som at finde hele bunken af Relapse-promoer frem fra midten af 00’erne og spille dem oven i hinanden. 

Slagtilfælde for åbent tæppe
‘Head Cage’ er en ekstrem plade. En halv times slagtilfælde for åbent tæppe. Når den er bedst, som den er det på ‘Mt. Skull’, udmønter den maniske besættelse sig lynsnart i grindcore. Så er det ligesom ude af verden. Men når det åbenbart ikke føles, som om det er nok for Pig Destroyer, anlægger de et bekymrende bounce, som man egentlig havde troet var blevet udryddet sammen med mæslinger og groove metal. Det sker blandt andet i  ‘The Adventures og Jason and JR’ og ‘The Last Song’ (som ikke engang er det), hvor de bruger det som afsæt for at trække anfaldet i langdrag med sange, der flere steder bliver både to og tre minutter lange og går i midtempo-spasmer.

Jeg er med på, at det er noget nær en naturlov, at grindcorebands på et tidspunkt skal føle, at genren ikke tillader dem nok kreativt råderum, og at de bliver nødt til at søge ud over den. Ser man på, hvordan Napalm Death har tacklet den udfordring på deres seneste par plader, burde det være et eksempel til efterfølgelse. Hører man, hvordan svenske Axis of Despair på den anden side skærer ind til benet på deres debut fra tidligere på sommeren, forstår man ikke, hvorfor det skulle være nødvendigt at sætte sig ud over genren for at opnå brutale resultater.

Tilbage i slutningen af 80’erne lancerede Morbid Angel en ikonisk T-shirt med et tryk på ryggen, der lød: "Extreme Music for Extreme People". Pointen var, at musikken skulle opildne lytterne til at stræbe efter den storhed, musikken indgød dem følelsen af. Og så lød det sejt. Godt ti år senere blev extreme metal til en uskøn samlebetegnelse for metal, der nok var lige så moderne som nü metal, men bare var voldsommere end denne. Nedstemte guitarer, tribaltrommer, samples, growl og skrig, keyboards og staccatoriffs i én pærevælling; et væld af følelser og attituder uden mål og med. Her stræbtes ikke efter Morbid Angels kryptofascistiske glorværdighed, det var musik for almindelige mennesker med ordinære parforholdsproblemer og en indgroet mistillid til autoriteter. Også når det gjaldt metal: Alt var lige godt og lige metal i en cirkelslutning, hvor det var godt, fordi det var metal, og det var det.

Det er ikke ekstrem musik for ekstreme mennesker. Det er ekstrem musik, der får jævne folk til at føle sig en smule mindre ordinære en halv times tid. Og det gør det ret ordinært.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil