Som et ekko fra forgangne tider Populær

http://www.devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/cc/f1/c4/CRC006-Demon-Head-Thunder-on-the-Fields-1440X1440pixlar300dpi-7-1492430810.jpg
17. April 2017    

Demon Head har skabt sig en lyd, der er fascinerende i sin søgen tilbage til tiden omkring den hårde rocks fødsel.

Kunstner
Titel
Thunder on the Fields
Dato
07-04-2017
Genre
Trackliste
1. Menneskeæderen 05:20
2. We Are Burning 04:44
3. Thunder On The Fields 04:09
4. Older Now 04:17
5. Hic Svnt Dracones 06:34
6. Gallow's Omen 06:00
7. Untune The Sky 09:19
Karakter
3

Danske Demon Head er klar med bandets andet album, ’Thunder on the Fields’. Albummet er et ganske interessant udspil. Det fascinerende ved ’Thunder on the Fields’ er dog ikke så meget selve musikken og sangene som lyden og de inspirationer, der måtte ligge til grund for bandets lyd og musik.

Demon Head benytter sig af en lyd og en stil, som på samme tid virker frisk og som et ekko af fortiden. Demon Head er ofte klassificeret som doom metal og hard rock. Det er da også til dels korrekte etiketter, men lyden er mere end det, og bandets stil er i det hele taget svær at sætte i bås. De metalliske elementer er kun sporadiske; til gengæld er der flere ting, der peger i alle mulige andre retninger.

Noget er dog temmelig sikkert. Der er en række lydindtryk, der lyder som ekkoer af forgangne tider. Bandets lyd er om end velproduceret så dog med så store ligheder med den lyd og musik, som i stor stil kom fra den engelske hard rock og psykedeliske rock i de første par år i 1970’erne.

Inspiration fra fortiden
I forbindelse med vores dækning af Demon Heads releaseparty for albummet gjorde vores anmelder i seneste udgave af Devilution korrekt opmærksom på Demon Heads og især sanger Marcus Ferreira Larsens inspiration fra Danzig. Men noget tyder på, at inspirationen går længere tilbage til de kilder, som Danzig muligvis også har hentet inspiration hos.

Selv nævner Demon Head bl.a. Thin Lizzy, Black Sabbath og The Doors som inspiration. Thin Lizzy-inspirationen er da også klart til stede i bandets brug af dobbelt leadguitar i eksempelvis sangen ’Older Now’, ligesom The Doors' Jim Morrison ganske sikkert er et forbillede for Marcus Ferreira Larsen i dennes vokal i titelsangen, selv om han har lidt problem med at få stemmen ned i Jim Morrisons lave leje. Black Sabbath giver sig også til kende hist og her. Men det er ikke med tunge, Iommi-inspirerede guitarriff, men mere i sangenes lidt sløve tempo, trommerytme og den spirituelle atmosfære, der ligger som en undertone i sangene.

Men udover de nævnte er der også en tydelig linje tilbage til mindre kendte tidlige 70'er-bands som Stray, Black Widow og især i guitarspillet hos tidlig Wishbone Ash. Dette kan synes underligt og utilsigtet, da alle disse bands havde deres tid, længe før medlemmerne i Demon Head efter udseendet at dømme så dagens lys. Det var derfor også en herlig bekræftelse på denne anmelders vurdering, at der ved søgning dukkede et interview op, hvor Marcus Ferreira Larsen rent faktisk henviser til Wishbone Ash som en af inspirationskilderne.

Sange med undergangsstemning
Udover det fascinerende ved Demon Heads opdukken i en 70'er-tidslomme er sangene da heldigvis langt henad vejen også ganske vellykkede.

’Thunder on the Fields’ indeholder syv sange. Åbningssangen ’Menneskeæderen’ er, som navnet antyder, på dansk, mens resten af sangene er på engelsk.

Det er nu ikke helt nemt at tyde teksten på ’Menneskeæderen’, hvor Marcus Ferreira Larsens vokal ligger ret utydeligt i mixet i en sang, der godt kunne være noget, der ikke ligger helt langt fra gammelt dansk syrerock fra sluttresserne eller starthalvfjerdserne.



Albummets klart bedste sange er de tre, der afslutter albummet.

’Hic Svnt Dracones’ er en god hard rocker med en karakteristisk guitarlead og fin vokal.



’Gallows Omen’ har en undergangsstemning samt nogle af de klassiske metalliske guitarriff, som måske mangler lidt på de fleste af albummets øvrige sange.



’Thunder on the Fields’ afsluttes med den næsten 9½ minut lange stemningsfulde ’Untune the Sky’, der med tung rytme og solide dobbelte guitarleads fra Thor Gjerlufsen Nielsen og Birk Gjerlufsen Nielsen sætter et markant punktum for albummet.

Albummet er mest interessant for dets retro-prægede lyd og stil. Men med lidt bedre sange kan Demon Head sagtens markere sig i fremtiden.

 

 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her