Frådende uartigheder

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/5b/b8/bf/the-atomic-bitchwax-force-field-2-1516039972.jpg
15. Januar 2018    

Stoner rock uden udløbsdato! Tempo er alting på 'Force Field', der er neandertalerrock, når det er bedst.

Titel
Force Field
Dato
08-12-2017
Genre
Trackliste
1. Hippie Speedball
2. Earth Shaker (Which Doobi...)
3. Alaskan Thunder Fuck
4. Shocker
5. Crazy
6. Fried Dyed & Layin To The Side
7. Shell Of A Man
8. Houndstooth
9. Tits And Bones
10. Humble Brag
11. Super Highway
12. Liv A Little
Karakter
3

Det stod ikke i kortene, at der er få bands, jeg i højere grad forbinder med fest, bajere og ungdom end The Atomic Bitchwax. Bandet, der i slutningen af 90’erne trådte ind på rockscenen med et visitkort, som rockscenen på daværende tidspunkt vel i virkeligheden næppe havde ret meget brug for – et Monster Magnet-stoner rock-spin off fra kommodens mellemste skuffe - kunne man let have vendt ryggen.

I 1999, da The Atomic BItchwax udgav deres debutalbum, var både Fu Manchu, Monster Magnet og Queens of the Stone Age, hvis ikke på toppen af deres respektive karrierer så i hvert fald godt deroppe ad, mens også Nebula og Josh Hommes Desert Sessions var med til at holde genrens fane relativt højt i kølvandet på Kyuss’ opløsning. Selvom det nogle gange kan være svært at se skoven for bare træer, bed altså også The Atomic Bitchwax fra sig. Og gør det stadig. Det går op for en, som man sætter bandets syvende album på anlægget. Det hedder ’Force Field’ og udkom i slutningen af 2017 på trofaste Tee Pee Records.

The Atomic Bitchwax, der i 1993 blev dannet af daværende Monster Magnet-guitarist Ed Mundell og bassist Chris Kosnik, har altid haft en tiltalende, tilsyneladende uanstrengt tilgang til det at skrive rocknumre. Det kan man selvfølgelig muligvis sige om de fleste stoner-bands. Men hvor Monster Magnet i særdeleshed i 90’erne har været for meget inde over det psykedeliske til helt at kunne klassificeres som værende rendyrket stenerpøllerock, og QOTSA, dengang også de stadig fiflede med genren, mest lød som en grunge-udgave af The Stooges, med hensigter om at tage deres stoner rock-lyd til ambitiøse nye højder, er det imidlertid vel i virkeligheden kun Fu Manchu, der sådan rigtig har dyrket ”what you see is what you get”-mantraet lige så trofast som The Atomic Bitchwax. Denne 1:1-tilgang indgyder i sig selv til respekt hos denne skribent. Godt nok legede bandet med en lidt hårdere produktion på den forrige plade, ’Gravitation’ (2015), hvis lyd sendte associationer til de senere plader med The Sword, men resultatet var stadigvæk umiskendeligt The Atomic Bitchwax.

Selvom de efterhånden har været på banen i 25 år, er det den simple og i særdeleshed festligere tilgang til rockmusikkens grundformler, The Atomic Bitchwax er interesseret i. At praktisere neandertalerrock uden at miste punch og rockmomentum må være svært. Selv når der på bandets nye plade dukker et instrumentalnummer op i form af ’Fried Dyed and Laying on the Side’, leveres det imidlrtid med et festligt tempo, der lige akkurat fremstår så charmerende ukultiveret, at dette i sig selv kun gør nummeret det mere medrivende.

Tempo er i det hele taget vigtigt på ’Force Field’. Mundell har ganske vist ikke været med i bandet i flere år (han forlod først The Atomic BItchwax og sidenhen også Monster Magnet), men Finn Ryan, der udover at være forsanger også har været bandets guitarist siden 2005, lægger sig i de musikalske sving med en fræk hastighed. Til tider minder hans spil om Bill Steers guitarspil i Gentlemans Pistols, andre gange om Scott Hills spil i Fu Manchu. Vel at mærke uden at det kan følge med nogen af dem. Det minder om, uden at det når helt op på samme niveau.

Mens Mundell har forladt Monster Magnet, er Kosnik sidenhen blevet fast bassist netop for Dave Wyndorfs band. Her deler han sjovt nok rytmesektionen med Bob Pantella, der også er trommeslager i The Atomic Bitchwax. Begge musikere har man flere gange kunnet opleve med Monster Magnet i Danmark, og  deres mange koncerter med Wyndorf har tydeligvis været givende, også for deres instrumentale bund i The Atomic Bitchwax. De spiller kort sagt pisse fedt sammen.

Selvom det er simpelt og ikke så sofistikeret, er ’Force Field’ desuden en gennemtænkt udgivelse. Mens pladens første halvdel bliver leveret med 200 km/t., tages tempoet ned under anden halvdel. Bare en lille smule. Heldigvis ikke så meget, at man ruller vinduerne op, når man hører den på bilstereoen. Der er frække riffs og vuggende melodier leveret i et tillidsfuldt dansabelt tempo også under de senere sange på pladen. Forskellen i tempo mellem pladens første og anden halvdel har betydelig effekt for helhedsopfattelsen af ’Force Field’. Det er med til at gøre det til en velspillet, klassisk plade, som man nyder at høre fra start til slut.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her