Makrospaltens givende rædsler
Aarhusianske Tongues taler med smukt kløvet genretunge på yderst habil opfølger til fuldlængdedebuten ‘Hreilia’ fra 2017.
Awake in the Macrochasm
Mouth of the Deep
Formløse Stjerner
Trioen blander stadig black, death, doom og en del andre ting i den musikalske smeltedigel, og med ‘Formløse Stjerner’ har de fået smedet en virkelig fin plade, som emmer af kosmisk rædsel, fortabelse og undergang, Her besynges gudernes faldne tårne, sorte lunger og meningstab, og som lyttere får vi lov at sidde i vores pjalter og se det allersidste båls gløder dø ud og give efter for den evige vinter.
Lige så nedslående og rædselsvækkende de lyriske billeder er på ‘Formløse Stjerner’, lige så opløftende er trioens elegante spring mellem genrer og modaliteter, mellem melodiske riffs og disharmoni, mellem langsomt flydende toneforløb og aggressivt huggende bredsider. Ikke forstået på den måde, at kompositionerne i sig selv lyder opløftende - vi befinder os i et lysfattigt, afgrundsdybt tonesprog. Men det er altså, som sagt, opløftende som lytter at bevidne, hvor ubesværet Tongues fusionerer ellers meget forskelligartede musikalske troper og fortolker det hele gennem deres black metal-prisme.
Vi er altså ikke ude i usammenhængende eller frenetisk musik, der springer fra sted til sted. Hver af de fire kompositioner er tålmodigt pacet, og selv om musikkens ivrige bugten mellem udtryk og ideer ofte kan overraske, så føles det hele alligevel naturligt sammenhængende – ikke mindst på pladens to vægtigste skæringer. ‘Awake in the Macrochasm’, som åbner med de lækreste udadsøgende og ildevarslende toneklynger, og den monumentale lukker, titelnummeret ‘Formløse Stjerner’, som får mig hver gang omkring halvvejs inde i det 15 minutter lange nummer, da det forbilledeligt tålmodigt bendede riff sætter ind og fører os frem mod slutningen, hvor vi med en filtrering nedsænkes i et ambient-hav. Gåsehud.
Et lille hår i suppen
En lille kritik af føromtalte nummer skal dog lyde, at selv om den danske lyrik bestemt ikke er forfærdelig, så føles den en smule “kluntet oversat fra engelsk”, eller måske bare præget af anglicismer. Hvorfor synges der for eksempel om “kardinale hjørner”, når der ifølge bandets egen engelske version menes “cardinal points”, og hvorfor skiftes der tid midt i en sætning? Måske var “lagdes” bare for fristende et ord at bruge, og det kan jeg egentlig godt forstå, for det er sgu et lækkert ord, men jeg synes lidt, at de lyriske kvaliteter halter en lille smule på dette nummer. Det kan virke som flueknepperi, og det er det vel egentlig også, men for en som mig, der bruger det meste af min vågne tid på oversættelse og skriverier, så er det sproglige altså et kardinalpunkt.
Til gengæld synes jeg, at et billede som “den gispende jord” virkelig kan noget, og ikke mindst, så får alle sanges lyrik ekstra liv af de herligt ekspressive og klart udtrykte vokaler. Og når musikken er så velkomponeret og dygtigt arrangeret, som den er, og der spilles så medrivende, så bør den slags detaljer ikke stå i vejen for nogens nydelse af musikken. Ethvert band, der kan få mig til at nyde guitarsoli, som jeg normalt betragter med ekstremt stor skepsis, fortjener min respekt. Jeg elsker at blive presset ud af min æstetiske habitus af disse overbevisende og vovemodige kompositioner, og jeg synes, at Tongues har stor ære af dette album, som yderligere cementerer dem som et band med en egen lyd.