Årsliste 2016 – Adriana Zak Populær

http://www.devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/b2/bc/67/Got2-28-1482342841.png
21. December 2016    

2016 blev black metallens år, det kunne jo ikke være bedre. På scenen har franskmændene klaret sig bedst, hvilket leder til stor frustration over mangel af decideret kvalitet på den danske metalscene.

Forfatter

Årets danske album:
Den danske metalscene har desværre været en forholdsvis stor skuffelse i år, i hvert fald på pladefronten. Måske det skyldes, at 2015 har været svær at overgå, måske ikke. Man kan i hvert fald håbe, at 2017 bliver bedre. Heldigvis er mange spændende bands kommet frem i år, herunder Bæst, Sunless Dawn, Afsky, Iotunn og ikke mindst Empire of Doom.

Huldre, Dawn of Demise og Illdisposed har udgivet anstændige plader, men det er vist også det.

Årets internationale album:
2016 har været et stærkt – internationalt – albumår. Der er lidt for meget god musik at vælge imellem, men kloge mennesker siger, at man skal stole på sine første indskydelser…

1. Gojira – 'Magma'
Det hele kan egentlig siges med, at albummet fik den fornemme karakter 666.

2. Alcest – 'Kodama'
Franskmænd kan bare et eller andet med musik. Efter bandets sidste, katastrofale udgivelse, ’Shelter’, var det nærmest med nervøse tics, at ’Kodama’ blev sat på anlægget. Til min store lettelse var alle Coldplay- og indieelementer væk, og albummet viste sig at være en smuk, moden og moderne blanding af bandets bagkatalog og de få elementer, der var noget værd på ’Shelter’. Alcest er mere sublime, end gruppen nogensinde har været. Det professionelle niveau er højnet gevaldigt uden at gå på kompromis med Stéphane Pauts forunderlige univers.

3. Rotting Christ – 'Rituals'
Satantilbedelse og primitiv atmosfære går godt sammen. De græske black metal-veteraner har lavet en plade med enormt mange elementer, som alligevel formår at fremstå minimalistisk og på sin vis også dyrisk og underjordisk i sin helhed. Og det er på trods af, at der er stor forskel på sangene; både i udtryk, tempo, sprog, lydbillede og feeling – en fragmenteret helhed, hvis enkeltdele bidrager til et større satanisk ritual.

4. Inquisition – 'Bloodshed Across the Empyrean Altar Beyond the Celestial Zenith'
Udover at have verdens sejeste albumtitel er det også en af de mest interessante black metal-udgivelser, der er kommet i år. Det musikalske univers er kompakt og formår alligevel at være rimeligt alsidigt, og lyrikken bidrager med en form for intellektuel og nørdet dybde, de færreste bands giver sig i kast med. Derudover er produktionen afsindigt lækker, hvormed Inquisition adskiller sig fra det vanlige skramlede lydbillede, mange bands i genren benytter sig af for at hylde black metallens storhedstid; Inquisition er bare bevis på, at det slet ikke er nødvendigt for at være trve.

5. Deftones – 'Gore'
Ved de første mange gennemlytninger var pladen en ret flad fornemmelse, men med tiden viste den sig at være ganske udmærket. Det er et af de slags album, der skal have tid til at vokse på en, da det har så mange lag, at det er svært at tygge sig igennem på én gang. Ligesom Deftones’ forrige udgivelse, ’Koi No Yokan’, har ’Gore’ en tilbagelænet, men overbevisende attitude, der med Chino Morenos alsidige og smooth vokal giver en unik lytteroplevelse – når man altså har givet albummet lyt med meget jævne mellemrum i en del måneder.

Femtepladsen kunne også snildt være blevet brugt på Abbath, der allerede i starten af året lagde standarden for, hvordan moderne og trve black metal skal lyde.

Årets internationale hit:
En af de ting, der netop gjorde Abbaths plade så god, var dens fængende melodier og moderne produktion, der alligevel ikke gik på kompromis med den klassiske black metal-ånd.




Årets danske hit:
Må helt klart gå til ’Wormlord’ med Bæst. Jeg har haft sangens hovedriff på hjernen siden foråret, dobbeltpedalerne svinger, og så er vokalen satans bestialsk. Tung aarhusiansk død, når det er bedst! Sangen er selvfølgelig ikke til at finde på YouTube, men den kan findes på diverse ikke-videobaserede musiktjenester.

Årets genfundne klassiker:
I starten af året afleverede jeg kandidatspeciale i black metal, og i den forbindelse kom jeg til at høre ’A Blaze in the Northern Sky’ lidt for meget. De nye og moderne black metal-bands, jeg havde primær fokus i, skulle jo holdes op mod noget ordentligt og ægte; her er Darkthrone en af mine favoritter fra den klassiske norske black metal-scene.

Den overså jeg i 2015:
Enten lider jeg af korttidshukommelse, eller også har jeg fået hørt alt for meget musik i år... Uanset hvad, så kan jeg umiddelbart ikke komme i tanke om noget. Men nu hvor hjernen er i gang, kommer jeg da naturligvis til at tænke på Mgła! De blev meget hippe sidste år, og jeg opdagede dem (ligesom mange andre sikkert også gjorde), da deres t-shirts lige pludselig var mere populære end langt hår til metalkoncerter, hvilket også er ganske forståeligt. 'Exercises in Futility' er et fremragende album.

Årets fysiske udgivelse:
Jeg anser mig selv for et miljøbevidst og moderne menneske, så fysiske udgivelser gør jeg mig ikke længere så meget i. De vinyler, jeg dog har fået købt, har udelukkende været til pynt på væggen, og ingen af dem er fra i år.

Årets koncerter:
Den evigt svære kategori. Jeg synes generelt, at kvaliteten af koncerter har oppet sig gevaldigt de seneste år, da det i langt de fleste tilfælde er det, som bands nu om dage kan leve af. Med en imaginær pistol for hovedet må årets koncerter blive disse:

1. Rotting Christ – Beta, 20. oktober 2016. Egentlig kunne det også have været bandets optræden til årets Black Christmas Festival, men koncerten på Beta blev valgt på grund af dens mere intime rammer. Pointen er vel egentlig, at Rotting Christ er et afsindigt godt liveband. De har styr på lyden, de har styr på samspillet, de er tight og præcise, og så er de satans tilstedeværende. De ved, hvordan de skal stå, og hvad de skal gøre, og de behøver ikke nogen som helst gimmicks. De er nok i sig selv, og det er der få bands, der kan prale af. Deres simple lydbillede fra plader gør, at det er forholdsvist nemt at fremføre live, og flere bands burde tænke i de baner. Bandets fremtrædende trommer og karakteristiske vokal med brug af kor giver dem en råhed, der giver gåsehud. Rotting Christ for pres'!

2. Agent Fresco – Pumpehuset, 26. oktober 2016. Det var første gang, jeg hørte og så det islandske multistilistiske band, og bandet fejede benene fuldstændig væk under mig. Aldrig (!!!) har jeg set så stort et musikalsk talent og præcision. Det var en yderst imponerende, intens og rørende oplevelse. Samtlige bandmedlemmer mestrer alt fra grindcore til jazz, og musikken bliver leveret med altopslugende ægthed. Creme de la creme er vist et godt og passende udtryk at bruge her.

3. Alcest – Lille Vega, 22. november 2016. Selvom jeg har set bedre koncerter med det franske musikalske geni Stéphane ”Neige” Paut, er jeg lidt af en sucker for hans univers, der kommer ind under huden på mig hver gang. Rent objektivt burde koncerten måske slet ikke være på en årsliste, men når noget bestemt musik betyder meget for en, bliver koncerter lige pludselig meget personlige. Som det altid er tilfældet med Alcest, var musikken i Vega en smuk og fængende oplevelse, og da bagkatalogets sange blev fremført, var det meget svært at holde tårerne tilbage; det var sublimt og magisk.

4. Taake – Black Christmas Festival, 17. december 2016. På trods af at jeg i starten var meget skeptisk over for bandets nye visuelle og atmosfæriske udtryk, var Taake lige så true som altid. Musikken var godt fremført, der var god publikumsinddragelse, og stemningen var fantastisk. Høst var langt mere udadvendt og vred end sidst, jeg så Taake på Copenhell i ’14, og det er en god ting. Jeg kan lide og relaterer til sure mennesker.

5. Black Sabbath – Copenhell, 24. juni 2016. Først og fremmest imponerer Ozzy mig hver gang ved, at han stadig kan gå ... og endda hoppe. Han og resten af bandet gjorde en fremragende indsats under årets Copenhell og fik publikum i ekstase. Koncerten var i sig selv ikke det mest imponerende i verden, men stemningen var ikke til at tage fejl af – der er en vis magi, når flere tusinde publikummer synger ”Lååå, lååå, lå lå låååh!” til takterne af ’Iron Man’ eller klapper i takt og skråler ”No more warpigs at the power!” under ’Warpigs’. Farvel, og tak for alt, kære Black Sabbath.




Årets internationale navn:
Alle de, der siger, at genren ikke har nogen fremtid, taget grueligt fejl. Bare fordi ”the big four” er ved at uddø, betyder det ikke, at der ikke er nogen til at tage over, for det er der. Gojira er et af de band. ’Magma’ er uden tvivl årets mest imponerende album, og så har de oven i købet jordens dygtigste trommeslager, Mario Duplantier.




Årets danske navn:
Pløf. Det må vist blive Volbeat. Det er imponerende, at et dansk band er ved at blive de nye Metallica.

Årets nye internationale navn:
De er sådan set ikke helt nye, men franske Regarde Les Hommes Tomber og polske Batushka har haft et godt år, hvor de begge er blevet anmelderrost og så småt er ved at bryde ud af undergrunden.

Årets nye danske navn:
Som skrevet under første punkt har den danske scene ikke været til at råbe hurra for i år. Selvom der er kommet nogle nye spændende bands på bordet, er der nok ikke ét, jeg kan pege på som værende det absolut bedste; dog skal Slægt nævnes som en fremragende opvarmning til Primordial på Vega.

Årets comeback:
Den opmærksomme læser har sikkert bemærket, at jeg godt kan lide black metal, og det kommer vel ikke som den store overraskelse, at Darkthrones genkomst til black metallen med udgivelsen af ’Arctic Thunder’ har vakt stor glæde.

Årets optur:
Black metal-scenen. Den trives som aldrig før, og alle de stridigheder om hvorvidt noget er true eller ej, har medvirket til en helvedes god musik i begge ender af genren.

Årets største skuffelse:
Inquisition på Beta eller Katatonia i Pumpehuset. Det må nok blive førstnævnte, da Katatonia i det mindste prøvede at levere noget ordentligt.

Største ønske(r) for 2017:
Et nyt album med Tool. Og at Alcest kommer på Roskilde Festival.

Derudover er der en lille fugl, der synger om, at et nyt og yderst interessant dansk musikprojekt ser dagens lys på et tidspunkt i 2017, hvilket jeg håber kan være med til at gøre den danske scene skarp og spændende igen.

Jeg er også noget spændt på det kommende album med Mastodon, og jeg krydser fingre og tæer for, at de stilmæssigt går tilbage til bagkataloget før ’Crack the Skye’. Deres nye musik er forfærdelig, og jeg savner mit meget gamle yndlingsband.

Det glæder jeg mig mest til i 2017:
System of a Down på Copenhell. “Everybody’s going to the party, have a real good time”, som bandet selv synger i ‘B.Y.O.B.’. Det bliver en nostalgifest uden lige!

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her