Årsliste 2023 – Dea Sølbæk Lillelund

2023 blev en maveplasker efter et tætpakket, hæsblæsende 2022, og selvom verdens generelle tilstand ikke efterlader megen plads til optimisme, så var der heldigvis lyspunkter på den musikalske front.

Hvor 2022 næsten blev for meget af det gode, udmærkede 2023 sig som nærmest det modsatte. Meget lidt af det gode og resten druknede i middelmådigheder på den musikalske front. I en verden, der står i lys lue og mere end nogensinde før kalder på kunst, der tager stilling, udfordrer, udstiller og sætter i relief. Når det hele står hovedet, skal kunsten gøre sig umage.
Det sidste “sikre kort” er spillet og det højt besungne “metalmiljø” er stendødt. Det kalder på noget nyt, og måske har vi set de første sten blive lagt i år.

Årets danske album:
1. Eyes: ‘Congratulations’ – Eyes er bare lidt vildere end de andre danske hardcorebands. Og dette album er ikke nogen undtagelse. Et album, der kan sætte ord og musik på mange af de sindssyge brudflader, der flimrer forbi os i vores doom-scroll igennem verdens elendighed, mens vi lever dystopien IRL.

2. Oxx: ‘The Primordial Blues’ – Et album jeg anmeldte, fordi nogen skulle gøre det. At det endte med at blive et af årets mest lyttede, er et virkelig godt argument for at kaste sig ud i anmeldergerningen.


3. Rot Away: ‘Heavy Weight’ – Rot Away er først for alvor kommet på mit musikalske Danmarkskort i 2023. Hvorfor ved jeg ikke, men bedre sent end aldrig. Det er råt, lige-på-og-hårdt hardcore, og det er lige til at blive glad i låget af.

4. St. Digue: ‘Toxic Kiss’ – Verdens bedste begrundelse for at komme ud og se noget live-musik. For efter koncerten i Pumpehuset d. 27.01.2023 var St. Digue ligesom bare selvskrevet til at køre i rotation på playlisten, og jeg kan afsløre, at det ikke bliver ringere med tiden.

Årets internationale album:
1. Depeche Mode – ‘Memento Mori’ – Et album skrevet på et trist bagtæppe af død, der reducerede Depeche Mode til en duo, men som også på sin egen måde formår at stikke næsen op og se solnedgangen. Det er en mørk omgang. Og skulle det blive deres sidste, er det et fandens sejt værk at gå ud på.




2. Sierra – ‘A Story of Anger’ – Det kan være et udslag af fangirl, men for pokker, jeg har hørt det album mange gange i år. Det oser af styrke, feminisme og mestrer alle sider af vrede.



Årets danske hit:
St. Digue: ‘Countess Of The Night’ – Darkwave, tempo og patos! Hvad mere kan man ønske sig. Den er skæv, gør lytteren forpustet og den har en fremragende puls.



Årets internationale hit:
Sierra: ‘Never Right’ – Den sang er bare virkelig godt skrevet. Den er kompromisløs, hårdtslående og så kan man danse til den hele natten.



Årets genfundne klassiker:
Jeg har desværre ikke genfundet noget som helst i år. Nostalgikoncerterne har mest af alt været en fuser og nu ser vi fremad.

Årets koncerter:
1. John Cxnnor: Main Stage Roadburn, d. 20.04.2023  – Det var en koncert, der på alle måder overvældede, overraskede og overrumplede. Jeg står yderst, yderst sjældent med tårer i øjnene til en koncert, og særligt ikke, når jeg ikke rigtig ved hvorfor. Det var simpelthen en af de oplevelser, der bliver hængende. 


2. Orm: DR Koncertsalen, d. 24.11.2023  – Fordi Orm viste, hvad man kan, når man gør sig umage. 'Ir' og 'Intet•Altet' er fremragende plader – intet mindre end bauner i dansk black metal. Men at sætte dem op i en koncertsal er en ganske anden sag. De løste opgaven til UG, selvom vi knap nok trak vejret under den mere end 2 timer lange koncert. 


3. Depeche Mode: Parken, 27.06.2023  – Jeg er en sucker for Depeche Mode. Jeg knuselsker deres mørke og deres, grænsende til naivitet, simple melodier. Koncerten i Parken blev lidt af det hele, og det var en stor oplevelse – ikke mindst fordi jeg var i fremragende selskab i en noget kaotisk og overfyldt Parken. Men da vi først havde fundet vores pladser i Golden Circle var det en koncert i verdensklasse. Mørk som selve døden og med en utroligt veloplagt Gahan i front fik alle 44.000 publikummer i Parken en enestående oplevelse.


4. Sierra: Hall of Fame, Roadburn Festival, 22.04.2023 – Det var en næsten erotisk oplevelse at stå på Hall of Fame i bedste festivalmundering, mens franske Sierra leverede svedig dark-synthet EDM med kant og blidhed og vrede og kærlighed. For fanden, hvor var det var en vild oplevelse!

5. Queens Of The Stone Age: Arena, Roskilde Festival, 28.06.2023 – Jeg er megagammel. Faktisk så gammel, at jeg stadig omtaler koncerten som en der fandt sted på Grøn. Og fordi jeg er gammel, mener jeg jo selv, at jeg var på Roskilde i de år, hvor de store rockbands havde deres storhedstid – og spillede Orange. De dage er jo ved at være forbi - tilbage er dinosaurer med stok på Copenhell, og rockens store navne er efterhånden forvist til mindre scener på Roskilde Festival. Det er ok – tiden flytter sig og det skal festivaler også. Men Queens Of The Stone Age koncerten på Gr....Arena gav mig fortidskuldegysninger ned af rygsøjlen, fordi alle festivaler står på ryggen af bands som dem. Med fuck-you attitude overfor emsige vagter, rock n’ roll charme og gode numre fik de et helt telt til at gynge mens grålige hoveder rockede med og drømte sig tilbage til en federe verden – dengang i 90’erne. 

Boblere:

- John Cxnnor x Hiraki: Ideal Bar, 30.09 + 01.10.2023 – Den står mest her, fordi det ser dumt ud at have to koncerter med samme band på samme liste – men sikke en fest! Den toppede ikke eksplosionen på Roskilde Festival i 2022, men det var tæt på, og lørdag var det næsten smertefuldt, da koncerten stoppede. Også kæmpe optur at se Hiraki på en ny måde, for jeg kan virkelig godt lide Hiraki.
- KEN Mode: Terminal, Roadburn Festival, 22.04.2023 – Egentlig en koncert jeg tog til, fordi jeg savner Daughters. Altså – jeg savner dengang, man kunne høre dem med god samvittighed. Men koncerten var så meget mere og andet og det var ganske enkelt en fremragende, udfordrende og intelligent koncert af den slags, man kan tænke på, når livet tager sig en regnvejrsdag.
- Backxwash: Gloria, Roskilde Festival, 30.06.2023/Terminal, Roadburn Festival, 21.04.2023 – Backxwash skal opleves. Ikke høres på plade. Det er i hvert fald min påstand. På denne delte bobler-3.plads over årets koncertoplevelser er hendes to koncerter på hhv. Roadburn og Roskilde festival. Fordi det ikke giver mening at skille dem ad. Backxwash er nemlig ikke kun kommet for at fyre nogle fede numre af. Det gør hun heldigvis også, men udgangspunktet er dialog med afsæt i social uretfærdighed, som en hvid kvinde i Danmark ikke kan gøre sig begreb om. Og det tema var gennemgående for begge koncerter, hvor hun formåede at skabe en følelse af samhørighed på tværs af publikums i øvrigt store forskelligheder.

Årets danske navn:
Orm – For med fare for at gentage mig selv, så har Orm vist os, at selv om udgangspunktet er et festlokale på Bornholm, så tilhører verden dem, der gør sig umage. Det viser sig i alt, hvad Orm gør. Ir, der var en milepæl i dansk black. Intet•Altet, der var så gennemarbejdet, at det var vanskeligt at finde på noget som helst at sætte fingeren på (og det prøver en anmelder jo altid på), og ikke mindst den helt sublime koncert, de spillede i DR’s Koncertsal, hvor de omsluttede over 1200 publikummer med deres giganske musik.

Årets internationale navn:

Sierra - I hvert fald det internationale navn, jeg har hørt allermest i år. Hun kan lægge soundtrack til enhver begivenhed, ethvert humør. 


Årets comeback:
Rindalismen i ny forklædning. Denne gang ikke rettet mod kunsten, men mod akademikerne. Angsten for viden griber om sig og særligt når det gælder viden, der tvinger de falske virkeligheder op til overfladen, hvor de svovldampende bobler rundt og forpester luften for alle os andre.


Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Min nye kamerataske. Speciallavet i min yndlingsfarve, fordi min mand er et helt fantastisk menneske.

Det overså jeg i 2022:
Alt - det år var jo fuldstændig sindssygt. At 2023 skulle blive en så fesen opfølger, stod ikke i kortene i starten af året, men ak og ve – fraset enkelte (stærke) lyspunkter, var 2023 en maveplasker.

Årets optur:
At jeg droppede Copenhell. Den frygtede FOMO indfandt sig aldrig, og jeg nød dagene i fulde drag.
At jeg med hiv og sving anskaffede mig et Leica Q2 og endelig kom i gang med fotografiets overraskende besværlige kunstart. Der er lang vej til berømmelsens tinder – men det er skide sjovt.

Årets største skuffelse:
Den Hårde Tones mikrofonholderi, der ikke rigtig gjorde nogen klogere på noget som helst.
At Copenhell booker Motley Crue og andre overgrebsmænd og dermed legitimerer det kvindesyn, de kommer med.
At vi alle sammen lever i små parallelle bobler, der kun rører ganske lidt ved hinanden. “Miljøet” er stendødt. Måske ikke så stor en skuffelse, når man lige tænker over det….?

Største ønske for 2024:
Som altid: At kometen kommer og dinosaurerne uddør.

Det glæder jeg mig mest til i 2024:
Altså - nu sagde jeg vist i et kådt øjeblik, at Copenhell var et overstået kapitel for mig. Men så bookede de Mr. Bungle – og det glæder jeg mig helt latterligt meget til! Altså sådan helt latterligt meget!