Magisk og enormt
Populær
Orms længe ventede koncert i DR’s mægtige Koncertsalen, var det præcist det mægtige opus, vi havde håbet på. Og præcist det, vi trængte til i novembers mørke tristesse.
2. Floden, som kan skabe
3. Trance/Floden, som kan lede
4. Ny sang
5. Klippens lyse hal
6. Bær Solen Ud
For cirka ét år siden kunne Devilution bringe et interview med Orm i anledning af deres nyligt annoncerede koncert i DR Koncerthusets Koncertsalen. En sal, der ikke normalt lægger vægge og sæder til den hårde musik, og Orm skriver sig således ind i den korte række af rock- og metalbands, der har fået æren af at spille i den storslåede sal. Da vi interviewede Orms forsanger, Simon Sonne Andersen, var ambitionerne store. Det ville blive en koncert, der krævede fordybelse, men som også ville indeholde overraskelser, og ambitionen var at lave et værk snarere end en koncert, som de normalt kendes.
Ud af kroppen ind i kroppen
Til ord og sang af Tore Tvarnø Lind, opført foran Koncertsalens mægtige orgel højt oppe, kom Orm ind på scenen i en sal, der formentlig sitrede af forventning. Et kort indledende akustisk stykke indvarslede en aften i den ambiente black metals tegn, men det varede kun kort, inden alt eksploderede på scenen.
Hvad der gik gennem bandets hoveder i lige præcis det sekund, ville jeg give meget for at vide, for hvis det var lige så stort på scenen som blandt publikum, må det have været en ud-af-kroppen-oplevelse. Der var hørlig begejstring blandt publikum og snart kunne koncertsalen lægge vægge til den måske hårdeste musik, der nogensinde er spillet i den sal. Men det kan de nu godt gøre noget mere, for den komplekse, buldrende black metal, som Orm spiller, egner sig fremragende til det anlæg, som koncertsalen har til rådighed. Kun hjulpet en lille smule på vej af en ekstra guitarist/synth, der stod og puttede sig bagerst på scenen, fik Orm sat koncertsalens akustik fri i et lydbillede, der favnede os alle fra alle sider, mens vi kunne sænke vores legeme ned i sæder og hårde toner, der i vanlig Orm-stil blev afløst af de stille, ambiente stykker, der blev repeteret i hvad der føles som uendeligt. Det gjorde ingenting, og som en siddende koncert var der plads til at fordybe sig uden at skulle mindes om sit aldrende legeme i form af ømme fødder eller lænd.
Stramt orkestreret leg
Første akt i Orm’s mægtige opus havde fokus på 'Intet•Altet', den forrygende plade, som også er Orms seneste udgivelse. Med tilføjelsen af et lille orkester bestående af to blæsere og tre strygere, blev 'Intet•Altet' endnu større, vildere og smukkere, end nogen kunne have forudset. Fraset de første 5-8 minutter, hvor Orm lige skulle finde deres fødder på scenen, var det en optræden, hvor der absolut ingen fingre var at sætte på noget som helst. Som i overhovedet ikke. Kemien på scenen var tydelig, særligt mellem Theis Wilmer Poulsen og Simon Sonne Andersen, der som brothers in arms har taget Orm gennem personlige kriser og tab. Og ikke mindst gennem den store succes, de fik med udgivelse af 'Ir' og senere 'Intet•Altet'. At de nød hvert sekund, var der ingen tvivl om, og nyeste tilføjelse til bandet, Malthe Yde Tiufkær, var på bassen langt mere grounded, end vi har set ham før - og langt mere legende. I det hele taget var der stramt orkestreret legestue deroppe på scenen, hvor publikum mistede al fornemmelse for tid og rum, mens Orm legede og skreg sig igennem 'Intet•Altet' i en grad, der forårsagede forpustelse på tilskuerpladserne. Afslutningen af første akt med ‘Trance/Floden, der kan lede’ er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har hørt på en scene, og jeg tænkte mere end én gang, at nu kan det ikke blive større.
Det var derfor ikke så underligt at alle lignede nogen, der lige var vågnet af en rigtig god eftermiddagslur i pausen. For at komme op til overfladen efter første akt var ikke bare svært, men nærmest smertefuldt. Trist. Nu lå vi lige så godt i musikken og kunne blive væk sammen med 1800 andre publikummer i en oplevelse, der føltes samlende og helende. Noget, der i den grad er brug for i en verden, der er gået helt i stykker.
Noget nyt og noget gammelt og noget magisk
Anden akt var langt mere hårdtslående end første akt, hvilket naturligvis var med vilje. I det hele taget var opbygningen af koncerten virkelig god, og vi blev ikke et eneste sekund efterladt hængende frit svævende, men blev tværtimod ført gennem tristesse, vrede, sorg og glæde på en måde, der i sig selv er en fortælling værdig. Et nyt (endnu navnløst) nummer blev præsenteret første og eneste gang, Simon Sonne Andersen sagde noget på scenen, og gav et spændende fingerpeg om, hvor Orm er på vej hen. Kortere numre, mere standard opbygning, men også med overraskelser og afbræk i musikken, der har skåret ind til benet – det handlede ikke om mange toner, men om de rigtige toner. Og den retning var publikum tilsyneladende helt med på – jublen var i hvert fald stor i de røde plyssæder, hvor man næsten ikke kunne holde ud at blive siddende i anden akt, der var så meget mere fysisk end første akt.
Selv om Orm engang sagde, at de ikke ville spille 'Ir' igen, så holdt det (naturligvis) kun til denne aften. For selvfølgelig skulle 'Ir' spilles i disse fantastiske omgivelser. Behørligt introduceret af Tore Tvarnø Lind, der reciterede det samme digt, som også var indledningen til den stort anlagte koncert på Hotel Cecil, dengang 'Ir' skulle sendes godt i vej. Også 'Ir' var i nye klæder, der dog var genkendelige. Og med Theis som orkesterleder var strygerne også i anden akt et fremragende ekstra element i musikken. Mod afslutningen gav Simon Sonne Andersen en regulær opvisning i sine talenter som guitarist, da han igennem det meste af 10 minutter spillede solo kun let flankeret af Theis, inden vi fik lov til at få et sidste dyk ned i Orms univers med den storslåede outro fra ‘Bær Solen Ud’, og hvor det føltes som om, at Orm – og publikum – egentlig godt kunne have fortsat i en times tid endnu.
Kan man give en koncert 777?
Desværre har alt en ende og da koncerten sluttede, var Orm med orkester på scenen bukkende og krammende til langvarige stående ovationer fra et tydeligt rørt og berørt publikum, der var hørbart på røven over et Orm, der satte nye grænser for, hvor man tage black metal hen. Orm præsterede denne aften de mest magiske øjeblikke, jeg har set i metal i flere år. Episk, stort, enormt og en bragende succes, som forhåbentlig også har banet vejen for flere bands af den hårde skole på denne helt særlige venue.
Det er sjældent, at jeg har set et band få et decideret bifald på deres vej ned i merchboden, men selvfølgelig fik de bifald. For vi var alle meget bevidste om, at denne aften i DR’s koncertsal på en eller anden måde skrev i historie i dansk black metal. Vi kan kun håbe, at det engang bliver tilgængeligt i en udgivelse.
Efter koncerten måtte jeg spørge magasinets redaktør, om der var mulighed for at give koncerten 777. Desværre ville det kræve en større omprogrammering af hjemmesiden, men det er måske meget sigende for, hvordan os, der var så heldige at være til denne koncert, havde det bagefter.