Briller Af Stål: Blackpacker - del 2

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/48/51/e2/SAM-2547-21-1472677359.jpg
31. August 2016    

Norsk black metal er i fare for at blive lige så museal og ufarlig som gjøltroldene i souvenirbutikkerne. Og det hjælper alle blackpackerne med til at gøre den, indser Briller Af Stål på vej op ad et fjeld i en mur af tåge.

Fotograf
Jon Albjerg Ravnholt

"På en måte fungerte black metal som et korrektiv til det norske samfunnet."
– Anders Odden

"Jeg hadde dratt fram bassen for å knuse den i gulvet, men så hadde jeg kikket ned på gulvet og syntes at scenen så veldig dyr ut, det var en slags skipsgulv. Jeg tenkte at jeg ikke kunne knuse bassen i scenegulvet, for jeg ville fått et enormt erstatningskrav mot meg. Så jeg satte den til kneet i stedet og klarte å knekke den i to. Det tok litt lengre tid enn vi hadde forutset, så Øystein hadde løpt bort til Manheim og bedt ham spille en trommesolo. Du kan si jeg fikk litt bakgrunnsmusik til denne knekkinga. Samtidig hadde Øystein bestemt seg for å vise rumpa til publikum. Akkurat idet han flash arumpa, knakk bassen, konserten var over og vi gikk av scenen."
 Jørn Stubberud

Totland

Vi har slået teltet op på en bakketop tyve meter over hovedvejen med udsigt over Eidsvågen, som jeg tror, fjorden neden for bakken hedder. Ovre på den anden side af fjorden skinner solen på fjeldskoven, jeg går ud fra, at det betyder, at den ud på morgenen vil nå vores telt. I nat lå jeg og læste ved det lys, der kom igennem teltdugen, indtil midnat.

Vi har været inde i Bergen, mødtes med ML's gamle bofælle JK. Platekompaniet ligger stadig midt på Torgallmenningen, men der er ikke rigtig noget plader over det længere, som der var sidst, vi var her for tolv år siden, de sælger spil og bøger nu. Der er ingen, der køber plader, men de vil stadig godt læse om dem, og jeg køber Harald Fossbergs ‘Nyanser av svart’, næsten pligtskyldigt, har egentlig ikke brug for endnu en bog, der fortæller norsk black metals historie, kan på den anden side ikke dy mig, for hvis nu der skulle være en ny vinkel. Nye veje ind i det gamle kaos. Det er en historie, der er blevet fortalt næsten lige så mange gange som historien om heavy metal, og lige som den historie altid starter med, at det regner over Birminghams trængte industri i 1970, begynder historien om norsk black metal altid med, at Necrobutcher i sommeren 1984 tager toget til Ski uden for Oslo for at mødes med Euronymous og øve for første gang. Fossberg har begge historier med, pligtskyldigt, men hans ærinde er ikke at fortælle om kirkeafbrændinger og mord. Det er ikke myterne, det handler om, ikke så meget Dead, der skyder sig selv i en hytte, fordi han har hjemve / er deprimeret / hader livet og er for ond til denne verden. Det handler om de mennesker, der skaber en ny slags musik. Om musikken, mere end noget andet. 

Harald Fossberg gentager historien om black metal som Norges vigtigste kultureksport, men tilføjer, at de fleste anser den for at være på linje med opdrætslaks. Det er muligvis det, Norge er kendt for i store dele af verden, men det er ikke noget, nordmændene nødvendigvis er særligt stolte af. Ikke som papirclipsen eller ostehøvlen, ikke som Ibsen, Munch eller Grieg. Det kan forklare min følelse af, at her er så lidt black. Der er ingen grund til at spørge JK om hendes forhold til black: Hun har ikke noget. Det har nordmænd ikke nødvendigvis, det er egentlig ikke noget, de fleste af dem bryder sig særlig meget meget om altid at blive associeret med. Som når sydamerikanere har forsøgt at tale med mig om fodbold, bryde isen med at nævne Peter Schmeichel og Michael Laudrup: Jeg er dansker som dem, men det har intet med mig at gøre. 

Blacken står alene, også her. Det er, når der ikke er andre mennesker til stede med deres påtrængende jævnhed, som morgenen i Skurdalen, hvor jeg vasker mit ansigt i elven og slentrer over til et forladt savværk med en kop kaffe i hånden, betragter de rustne savklinger, den døde industri, forladtheden. Black er fraværet af andre mennesker.

“Tvi, tvi, det lugter kristenmannsblod,” står der på et skilt i troldeskoven på vej ned ad Fløyen, hvor godmodigt smilende trolde skåret ud i træ titter frem af den smattede skovbund i den silende vestlandsregn. Men det er ikke en anerkendelse af en førkristen panteistisk arv: Det er spil for turisterne, krydstogtsgæsterne, det har lige så meget at gøre med de rigtige trolde i fjeldet som en Krølle-Bølle-sparebøsse har at gøre med de underjordiskes magt over Bornholm. Det er tradition reduceret til staffage. Det er den vej, også black metal risikerer at gå.

Dale
Inde i Dale i den lille, kombinerede børnetøjs- og legetøjsforretning, boghandel og souvenirbutik finder jeg 'Dødsarkiv' på udstillingsbordet, Jørn Stubberuds bog fra sidste år med billeder og anekdoter fra Mayhems ti første år, 1984-94. “Det er sjovt at finde den her, når I ellers ikke har så stort et udvalg,” konverserer jeg boghandleren ved kassen, og hun ser skræmt på mig, fordi hun er blevet tiltalt på noget, der ikke er norsk, selvom jeg anstrenger mig for at gøre mig så forståelig som muligt, og først efter jeg har gentaget det et par gange i meget korte hovedsætninger, svarer hun bekræftende, at nej, de har ikke så stort et udvalg, men jo, nogle gange får de nogle lidt anderledes bøger ind.

Der er intet black at hive ud af hende.

Askvoll
“Det, der var for mig med black metal, var, at mange af dem jo var nogle virkelig gode musikere, det kunne man jo høre, men vokalen bremsede ligesom det hele.”

Det er et godt stykke efter midnat, der står flere tomme flasker af det stærke lokale mikrobryg Kinn, og JE's dialekt bliver stadig tykkere, som natten skrider frem. Der er store panoramavinduer ud mod Sognefjorden og Atløy i det hus, han og KJ med deres børn har overtaget fra hendes forældre, der er flyttet ud i annekset. “Vi bliver jo ikke flere,” som faderen havde sagt i forhåbning om, at hans datter og svigersøn så til gengæld ville gøre noget ved mangfoldiggørelsen, hvis de fik overdraget de rette rammer til det. Der er løbehjul, sparkecykel, skateboard, legetøjstraktor i den store stue; som i mange norske hjem er de fleste aktiviteter henlagt til indendøre: Husene er enorme, haverne forsvindende små. Fordi udenfor står regnen ned, men det er OK, efter en drivvåd nat ved Steiestølen er det en lettelse at kunne sove inde et par nætter, blive ordentligt tørre.

“Jeg er jo en bondedreng,” forklarer JE drævende. Jeg voksede op med DumDum Boys, de Lillos, CC Cowboys og den slags. Rockmusik. Vi hjalp min far på gården, det var der ingen diskussion om, at vi skulle, men på den måde kunne vi spare op til en ghettoblaster. Den satte vi op i siloen, og så stod vi ellers derinde, min bror og jeg, og dængede de læs op, min far bragte ind, kun afbrudt af når jeg skulle op og vende båndet. Det var jo hele somre, jeg tilbragte sådan uden at se solen, bare stå inde i siloen og køre på med rock.”

Det virker som en forklaring på JE's manglende forståelse for den black, der samtidig blomstrede op i området: Når han gang på gang drager Nightwish frem som eksempel på et band, der formår at blande metal med skønsang, giver det ikke ligefrem indtryk af en sofistikeret musiksmag. En bondementalitet: Hvorfor skulle man ikke prøve at gøre det, man gør, så godt som muligt, hvorfor bevidst afskære andre fra at kunne holde ud at høre det?

Frost fra Satyricon giver et bud i ‘Nyanser av svart’: “Jeg tror sjangeren vant på at det var så strengt i utgangspunktet. Fordi det tidlig ble etablert en tydelig identitet, klarte man lettere å markere seg og skape noe som ble stående. Tydelighet er viktig for at en sjanger skal bli født – eller gjenfødt, som i dette tilfellet.”

“De isolerede sig jo virkelig med den vokal,” konstaterer JE blot. Også her var metal, og specielt black, middelklassens musik, de privilegeredes kunst, dem, der kunne tillade sig at give pokker i, hvad andre mente om dem, fordi de dybest set ikke havde brug for dem. Ikke at Mayhem var særligt privilegerede, som Jørn Stubberud beskriver det i ‘Dødsarkiv’: De rejste på Interrail for at promovere deres demo og debut-ep’en ‘Deathcrush’, levede af det usleste mad, men de havde overhovedet muligheden for at træffe det valg. For en bondesøn som JE kunne der ikke være tale om at bruge tid på sådan noget, som man ikke engang kunne opnå succes med, sådan som man trods alt kunne det med rocken. For meget afhang af, at han klarede sig, til at han kunne tillade sig at give pokker i det.

JE husker historierne om Gaahl og de andre Espedalsbrødre. Der er en vis stolthed over, at en fyr fra egnen har drevet det så vidt, endda er sprunget ud som homofil, som han konsekvent benævner det. Næste dag, da vi i stadigt silende regn går to en halv time op til toppen af Dokka med vores koner og børn for at sidde ti minutter i tågen og kunne se intet andet end gråt, intet af det angiveligt storslåede landskab med fjord og dale, kommer jeg til at tænke på Vice-dokumentaren ‘True Norwegian Black Metal’, hvor han tager filmholdet med på fjeldvandring i lige så øsende regnvejr, og jeg tænker på billederne af Fenriz på fjeldtur i færd med at puste en badebold op i en elv. Da der opstår et hul i skydækket, peger JE Espedalen ud for os. “Derinde er dalsboerne,” konstaterer han. Det er inde i dalene, mørket opstår, mellem klippesiderne.

Galdane
Vi kunne bare blive her. Teltet står på et lille plateau mellem bjergsiderne, det lufter nok til, at der ikke er så mange myg, solen skinner, der er ly under træerne, fossen overdøver hovedvejen nogle hundrede meter længere væk. Der er modne skovjordbær, den gamle postrute snor sig ad små vandrestier gennem dalen, der er klippehuler og sammenstyrtet bro. Ingen mennesker, kun os. Vi sanker brænde i skoven og tænder bål, er oppe hele natten, læser, snakker. Det er nemt, det her. Når vejret og naturen er så mild som lige her, kan alle og enhver gå i bjergene, og det føles næsten som snyd. Det burde ikke være så ligetil. 

På samme måde vækker det ens mistænksomhed, når black metal er lettilgængelig. Den skal ikke bare åbne sig for alle og enhver, den skal kræve en indsats af en, noget mere end bare, sådan i overført betydning, lige at køre af hovedvejen og parkere ved et udsigtspunkt over fossen, slæbe oppakningen nogle hundrede meter op ad bakken og så føle, at man er helt ude i naturen, i pagt med den. Black metal skal kræve en indsats. Ligesom den der evindelige Kvikk Lunsj, som egentlig ikke adskiller sig markant fra en Kit Kat, hvis man bare tager den ned fra hylden på tankstationen og spiser den, men som rummer selve essensen af turen, når man spiser den som belønning efter at have besteget et fjeld. “Hele Norges tursjokolade”, lige så uundværlig på fjeldet som en termokande med varm kakao og en appelsin. En sammenligning med Satyricons ‘Rebel Extravaganza’ eller Dimmu Borgirs ‘Enthrone Darkness Triumphant’ er oplagt: Blacken gjort så umiddelbart tilgængelig, at alle kan hænge med. Det er ikke for ingenting, at Dimmu Borgir lyder øgenavnet Dimmu Burger: Det smager næsten som det, det giver sig ud for at være, og det kræver ikke det store engagement af en. Det mætter ikke i længden, men det opfylder et umiddelbart behov, og man kan narre kroppen til at tro, at den ikke har brug for mere. 

Den sammenligning er nem, ligesom sammenligningen med vores teltlejr er det: Vi er blackpackers, nogle af de metalturister, der hvert år kommer til landet i håb om, at det på et par ugers ferie kan give dem en større forståelse af blackens væsen. Men som forårets dokumentarfilm ‘Blackhearts’ også får antydet, er norsk black metal i lige så høj grad formet af en velfærdsstat, der når helt ud i bygderne med skoler og regional støtte, tunneller og fjernvarme, af dagevis isoleret i kæmpemæssige huse med regnen silende ned udenfor og intet at lave, som den er formet af spektakulære fjeldture og gamle sagn reduceret til nuttede troldedukker og plasticdrikkehorn i souvenirbutikkerne. At man har slået et telt op og gået rundt på stierne, betyder ikke, at man automatisk har fattet det. At man har stået med sin kop primuskaffe og set solen gå ned over fjorden og taget hele storslåetheden ind, betyder ikke, at det har rodfæstet sig i en. Man forstår ikke mere af alt det, der sker på Thorns’ ‘Grymyrk’, fordi man har badet i en bjergsø eller stået inde i Borgund stavkirke og ladet, som om busfuldene af amerikanske og japanske turister med solskygger og navneskilte ikke mosede rundt om en med deres alt for høje stemmer.

Det kan være en fin tur, okkedog, men den eneste måde, man forstår black på, er med et par hovedtelefoner og koncentration. Der er ingen smutveje, ingen tunneller ind midt i bjerget. Det er massivt og ufremkommeligt, og det alene er en grund til at blive ved med at forsøge at betvinge det.

Der citeres i essayet fra Jørn Stubberud: ‘Dødsarkiv’ (Aschehoug 2015) og Harald Fossberg: ‘Nyanser av svart’ (Cappelen Damm 2015).

Dettte er anden artikel af to. Første del finder du her.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her