Krigsguden #261

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/1e/39/b6/spectral-89-1511804103.jpg
27. November 2017    

Krigsguden anmelder denne gang Spectral Voices debutalbum, 'Eroded Corridors of Unbeing'.

Titel
Eroded Corridors of Unbeing
Dato
13-10-2017
Forfatter

Min Devilution-kollega Thomas Fischer bemærkede andetsteds, at Spectral Voice stjal hele showet på Loppen i begyndelsen af november, da Denver-bandet spillede med Blood Incantation (som de deler medlemmer med) og japanske Anatomia. Det er er jeg langt fra uenig i. Og det var en stor præstation, da Blood Incantations 'Starspawn' var den bedste udgivelse fra 2016 i min optik, og deres koncert i Pumpehuset i Marts lagde Krigsguden ned i gigarespekt.

Den første gang jeg hørte Spectral Voice, var via deres split-7" med københavnske Phrenelith sidste år, der indeholdt deres eminente skæring 'Peeled Vein'. Nu er fuldlængdealbummet her så endelig. Spectral Voices dødsmetal er ikke overraskende musikalsk beslægtet med Blood Incantations semi-progresssive science fiction-død, men så alligevel sit helt eget bæst.  Den 45 minutter lange 'Eroded Corridors of Unbeing' er episk, kompleks og præget af lange, spooky, næsten filmiske passager a la Teitanbloods seneste ep. Der er sparsomt med vokal, men når den så endelig dukker op fra trommeslageren Eli Wendler - det eneste medlem, som ikke også er med i Blood Incantation - er det som en desperat røst af afmagt fra graven.

Der er hurtige blastbeats og vanvidstempo samt tonstunge mellemstykker, som der skal være i Spectral Voices dødsmetal, men de lyder ikke rigtig som nogen andre bands. En mere melankolsk surf-udgave af Disma, Bolt Thrower og Incantation? Surf?!? Ja, der var en ven under Loppen-koncerten, som bemærkede, at de næsten havde en slags surfguitarting kørende. Jeg kan godt følge ham, og det er et helt unikt lydbillede, Denver-bandet har gang i. De følger ikke andre metalregler end deres egne gennem albummets fem lange skæringer. Guitarerne er også stemt anderledes, end man er vant til i genren. Folk som er til postpunk og gothrock og normalt ikke hører dødsmetal, skulle prøve dette grotesk originale og unikke band.

Jeg ved ikke, hvor langt 'Eroded Corridors of Unbeing' ryger op på min årsliste over udenlandske album, men vi er i top 5, måske endda top 3. Som jeg forstår det, bor medlemmerne i Spectral Voice og Blood Incantation i et slags (musikalsk) kollektiv i Denver, Colorado. Det håber jeg, at de bliver ved med, da begge bands er noget af det ypperligste, jeg hørt de senere år i dødsmetalgenren.



Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her