MMF 23: Festivalguiden
Torsdag løber den 15. udgave af Fredericias hof-metalfestival af stablen. Metal Magic har som altid stærke navne i ærmet, og guiden giver dig det forkromede overblik.
Efter et par vinterudgaver i Eksercerhusets nye rammer (2022-udgaven af vinterfestivalen blev udskudt til efteråret pga. den der unævnelige luftvejssygdom) kan vi endelig se frem til at komme tilbage på græs, når vi om et par dage kan få spændt armbåndet på til årets udgave af Metal Magic Festival. Den traditionsrige komsammen for os, der nærer en forkærlighed for metallens klassiske dyder og den mere sorte skole uden alt muligt gøgl til at aflede os fra det, det hele handler om – den seje tråd.
Med blot to scener, der aldrig spiller op samtidig, skal du nærmest være demonstrativ for ikke at få det hele med, når nu du alligevel er derude – men så kan du i det mindste prise dig lykkelig for, at Metal Magic igen har fået et stærkt program op at stå, der favner bredt ud over metallens traditionsrige vingefang.
Måtte du være en af dem, der endnu ikke har fået lyttet op på, hvad weekenden har i vente – eller vil du blot gerne repetere nogen af de navne, der ligger lidt mindre til højrebenet – så giver vi dig her et overblik over, hvad du kan se frem til, når Dronningepladsen åbner på torsdag.
Tilbage til metallens rødder
Ingen Metal Magic uden momentære glimt tilbage til der, hvor metallen blev grundlagt. Her kommer vi ikke uden om Coven, der helt tilbage i sen-60'erne foregreb genrens okkulte appel med Satan og djævlehorn på dagsordenen, omend under noget mere psykedeliske rammer, end lyrikken antyder.
Straks mere rockin' bliver det, når Girlschool atter kigger forbi Metal Magic med deres punkede NWOBHM-bangere, stadig anført af sanger/guitarist Kim McAuliffe, der sammen med trommeslager Denise Dufort har holdt fanen højt for kvinders åbenlyse ret til og evner for at spille den seje rock, lige siden bandets dannelse i 1978.
Omtrent samtidig så Satan dagens lys. I dette tilfælde snakker vi proto-thrasherne/NWOBHM-bandet fra Newcastle, der ud over debuten 'Court in the Act' (1983) ikke brød bredere igennem dengang i metallens storhedstid, men til gengæld er kommet stærkt efter det, siden de blev gendannet i starten af 10'erne i mere eller mindre original besætning. Især 'Cruel Magic' (2018) demonstrerer, at de stadig holder stilen sent inde i karrieren, og med hvad der her lader til at være deres første koncert på dansk jord er Satan en af festivalens mere spektakulære bookinger i år.
Blandt de nyere navne, der holder sig loyalt til heavy metallens formative rødder, finder vi bl.a. svenske Dead Kosmonaut, der smelter en Dio-inspireret vokal og lækre harmoniske finesser sammen på en tungmetallisk bund, glimrende eksemplificeret på 2020s andet udspil, 'Gravitas'. Hellbutcher fra Nifelheim håndterer vokalen og viser, at han kan meget end vanvidsvokal.
Lidt hurtigere går det i det mere power metal-inficerede danske foretagende Pectora, som nogle måske også husker fra sidst, de gæstede vinterudgavens opvarmningsdag i oktober.
Sidst, men absolut ikke mindst, kommer vi naturligvis ikke uden om Devilution-favoritterne fra Midnight, der med deres Venom-møder-Motörhead-approach og seje primalbangere som 'Evil Like a Knife', 'Nocturnal Molestation' og 'Lust Filth and Sleaze' altid er garant for underholdning af den slags, Metal Magic-crowden bløder for.
Når døden kalder
I den mere brutale ende af årets program finder vi bl.a. Deiquisitor og Chaotian, begge velkendte navne i det hjemlige Extremely Rotten-miljø, med rallende growls; altid en aggressiv tour de force fra start til slut.
Foretrækker du din død lidt mere riff-baseret, så har de efterhånden aldrende Vejle-drenge fra Lipid sendt 'The Perfect Killing Machine' på gaden tidligere på året, som udmærker sig med både groovy udsving og lækre soli til, når der gerne må være lidt mere melodiøsitet i dødsmaskinen.
Det er dog absolut Incantation, der trækker de største overskrifter, hvis det er dødsmetallen, du søger. En institution på den amerikanske scene, lige fra de første gang kom på folks læber i 1992 med 'Onward to Golgatha'. Tolv yderligere udgivelser er det blevet til sidenhen, alle med guitarist/sanger John McEntee som det faste bindeled, der holder den nådesløse brutalitet i vatter med behændigt mådeholdne doser af tyngde og grooves. For de nytilkomne er 'Diabolical Conquest' (1998) et af de bedre steder i bagkataloget at starte.
De sortere indslag
Black metallen er som vanligt solidt repræsenteret på Metal Magic. Britiske Craven Idol blander fx genrens episke kvaliteter med en thrashet energi, og deres seneste udspil, 2021s 'Forked Tongues', demonstrerer bandet fra deres mest varierede side, hvor deres inspirationer fra metallens storhedstid går bedst op i en højere enhed.
I den mindre højtidelige ende finder vi Hexenbrett, der sværger til den mere hæsligt charmerende og primitive, førstebølgeblackede skole. Den slags, hvor underlige brøl og gyserstemninger konstant ulmer under overfladen, og på den vis utvivlsomt et underholdende indslag til at samle os alle i den skraldede horrorånd sent lørdag aften.
Apropos første bølge, så kommer vi naturligvis heller ikke uden om brasilianske Mystifier, der med sangtitler som 'An Elizabethan Devil Worshipper's Prayer Book' og 'Celebrate the Antichristian Milennium' næppe efterlader nogen tvivl om deres dedikation til mørkets kræfter. En stærk booking med både Celtic Frostsk tyngde og en gennemsyrende atmosfære ikke ulig den italienske scene som tilføjelser til den makabre sortmetal, de lagde navn til tidligt i 90erne.
Hvis man missede belgiske Enthroned i deres heyday, er der også en mulighed for at dykke tilbage til rødderne, når deres tidligere frontmand Sabathan spiller et sæt dedikeret til hans tid i bandet frem til hans afgang i 2006.
Er Enthroned ukendt land, så er vi tempomæssigt ikke ulig Immortal og Dark Funeral, hvor keys og black'n'rollede islæt bidrager til at bløde op, når aggressionen går for hårdt i selvsving – debuten 'Prophecies of Pagan Fire' er det oplagte sted at starte.
Nu vi er på de belgiske breddegrader, kommer vi bestemt heller ikke udenom Bütcher, der i det allerhelvedes år 2020 udsendte den fænomenale '666 Goats Carry my Chariot'. Gik denne speed/blackede perle på besynderlig vis under din radar, kan du trygt terpe den op til festivalen. Lige præcis så festlig, tosset og energisk en skive, så man altid lige kan klemme et ekstra gear ud af cykelbenene med den i hørebøfferne – vi spår den koncert til at nå samme banger-højder som Nifelheim sammesteds sidste år.
De doomede indspark
Det er blot et par uger, siden danske Saturnus sendte 'The Storm Within' på gaden. Deres blot femte album på 30 år, og på sin vis også indikativt for deres melankolsk drømmende doom metal. Som dansker kan man nemt glemme, hvor store Saturnus er uden for de danske grænser, og den nye plade er en bekræftelse af, at sjælen stadig lever videre i bedste velgående i deres aktuelle inkarnation. Et af de tungere afbræk under årets Metal Magic, og bliver det bare tilnærmelsesvis så stærkt som for et par uger siden på Copenhell, så har vi bestemt noget at se frem til.
Tilsvarende storladent bliver det uden tvivl også, når Wolvennest lørdag aften byder op til psykedelisk doom. Med to koncerter med den belgiske septet på cv'et kan jeg personligt bekræfte, at det med sikkerhed bliver en stemningsfuld og rygervenlig affære, hvor deres brug af theremin tilføjer et ekstra svævende lag som topping oven på de dvælende opbygninger.
Hjemmebanethrash til bangerstunder
Selvom thrash metallen i år kun er dansk og begrænset repræsenteret, så vil de, der var med på Winter Metal Magic her i februar, uden tvivl kunne bekræfte, at Crawack & co stadig har energien i behold, nu, hvor Impalers er gendannet efter nogle år på bænken.
Bliver vi i det jyske, så er Killing efterhånden også kendte ansigter herhjemme med deres no-bullshit aggressive thrash, hvor den teutonske skole bestemt ikke har levet forgæves – ikke mindst i forsanger Rasmus Spelbergs Mille Petrozza-inspirerede skrig. Senest i marts måned fik vi genbekræftet, at Killing er et festligt indslag fra scenekanten, så mon ikke de er et bevidst valg til at få sparket liv i fremmødet tidligt på tredjedagen.
Det bliver med sikkerhed også underholdende, når de selvudnævnte heavy metal maniacs Kamp spiller et af deres sjældne shows om fredagen. Stilen er vel at betegne som NWOBHM-inspireret heavy, spicet op med det aggressive drive fra den tidlige thrash – og at dømme efter en vidt florerende video med spontanbræk på scenen bliver der næppe lagt bånd på procenterne, så I kan sikkert fylde et par pils på dem forinden og se, om ikke det hjælper dem godt på vej.
De kunstneriske afbræk
Er du typen, der ynder lidt afvekslinger fra metallens magiske toner, så kan du bl.a. se frem til
den hårde, orgel-inficerede rock fra Svendsborgs egne Grusom, mens københavnske Demon Head holder den diabolske mørke rockånd intakt og forhåbentlig vil gentage successen fra Refshaleøen for et par uger siden – og mon ikke de får fint besøg undervejs ...
I den mere ekstreme ende bliver det utvivlsomt også tiltrængt at få tævet øregangene indledningsvis i smadder til grinddrengene fra Genocide Doctrine, mens St. Digue forhåbentlig gentager den eminente dansefest, det var med de hårdslående dark wave-toner på Pumpehuset i vinter, når han lukker festivalen ned om lørdagen (har du ikke læst vores interview med Kasper Deichmann bag St. Digue, så kan du blive klogere på projektet her).
I den post-punkede ende bør folk også notere sig finske Grave Pleasures, der med rødder i Beastmilk og med Mat McNerney (Hexvessel) på vokal tilføjer mere metallificerede og energisk drevne sider til inspirationen fra genrens tidlige bannerførere, hvor ikke mindst Bauhaus spøger i krogene.
Der er rigeligt med grunde til at slå vejen forbi Dronningepladsen på torsdag, når det hele går løs – og trænger du til at hvile de distortionplagede ører for en stund, så kan du da også satse en Lemmy-cocktail på vinderen af det store slag lørdag formiddag, når New Nordic Elite Wrestling indvier tredjedagen med headlocks og bodyslams.
Fremtiden er efter sigende uvis for den traditionsrige festival, så ses vi i weekenden til den muligvis sidste Metal Magic i denne ombæring? Vi støtter naturligvis, line-uppet sælger sig selv og alt imens tæller vi ned til at indvie herlighederne med mer' blå tunge fra den vanedannende Cthulhu-drink.