Uhyret møder sin helt

Halvdelen af bandet skred, da den internationale satsning ikke bar frugt. Men Helhorse har groet sig et par nye hoveder og er klar til at slås videre med pladen ‘Hydra’. 

Herkules har det med at blive fremstillet som noget af en bøf. I Schwarzenegger-filmen ‘Herkules i New York’ er gudesønnen et lettere enfoldigt muskelbundt komplet blottet for situationsfornemmelse, i Disney-tegnefilmen er han en selvglad jock, hos Vergil i ‘Æneiden’ ender han i sit ustyrlige raseri med selv at blive det monster, han bekæmper. Han bliver accepteret som gud, men mister den menneskelige del af sig selv.

Sigende er det, at da Herkules som en af de 12 heltegerninger, han skal gennemgå for at bevise sit værd som olympisk gud, kæmper mod Hydra, må hans nevø hjælpe ham. Hugger man et af de ni hoveder af søuhyret, vokser der blot to nye frem, og det er nevøen Lolaos, der må træde til og brænde sårene med en fakkel for at lukke dem og dermed forhindre de nye hoveder i at vokse frem.

Nok så meget helt han er, er Herkules altså ikke kun et forbillede. Det er lige før, man hepper på Hydra i kampen, bare fordi det nihovedede søuhyre er så sejt. Det er det, Helhorse har valgt at gøre på deres kommende plade. Det fjerde album har fået titlen ‘Hydra’ af guitaristen Jakob Møgelcunt, der også har skabt cover og visuals med afsæt i sagnmonstret.

– Det er et fantastisk univers, Jakob har skabt. Det er den græske mytologi, der møder italiensk 70’er-horror, og det passer godt sammen med, at der også er tydelige reminiscenser af Black Sabbath og 70’er-heavy på pladen. Faktisk hed titelsangen i lang tid bare ‘Black Sabbath’, indtil vi fik skrevet tekst til den, tilstår sangeren Mikkel Wad Larsen.

– Men det er jo også en fantastisk metafor, at man kan blive ved med at skære hovederne af Hydra, og der vokser bare to nye frem. Det er et ustoppeligt monster. Det passer ret godt på os som band.

Helhorse har i hvert fald haft momentum, lige siden de i 2006 blev dannet under navnet Dødning og begyndte at spille koncerter her, der og allevegne i tide og utide. Der er blevet arbejdet hårdt for sagen, og man kan dårligt have undgået at se bandet, hvis man ellers har været ude og høre heavy i løbet af dette årti. Helhorse har været energiske på scenen, deres liveshows har været spektakulært kaotiske, og de har tydeligvis selv troet fuldt og helt på det, de gjorde.

Vi malede os selv op i et hjørne
En anelse mere trægt er det gået med at få alle andre til også at tro på det. At nå videre ud end det trofaste slæng – af anseelig størrelse – der kommer for festen, bajerne og vildskaben. At vise, at de har potentialet til at tage det skridtet videre. Den selvbetitlede tredje plade, der kom i 2016 på det internationale major label Spinefarm Records, skulle være det gennembrud. Men på trods af flere turnéer i udlandet og anerkendelse fra anmelderne over en bred kam skete det bare ikke helt.

– Vi var seks drenge, der satte røven on the line med den plade. Det gik også godt, indtil det begyndte at gå skidt, før det gik godt igen, konstaterer Mikkel Wad Larsen med et skuldertræk i dag. 

– Vi har fundet ud af, at ultimative mål fungerer ikke for os som band. Vi malede os selv op i et hjørne, for nu skulle det være, men der skete bare nogle ting i musikbranchen, som vi ikke var herrer over. Det er jo altså ikke mere end 3-4 år siden, det her, men dengang vidste de simpelthen ikke, hvad de skulle stille op med sådan nogle som os på pladeselskabet. Med en musik som vores er det jo et langt, sejt træk, der skal til. Se bare på sådan nogle som Ghost: Deres karriere har jo også været en lang række af stigninger og fald.

For et band på Helhorses niveau er det lange, seje træk bare ekstra sejt, fordi de endnu ikke er nået op på det niveau, hvor de fylder de mellemstore scener eller spiller primetime festivaljobs, hverken herhjemme eller i udlandet. Det kan ikke undgå at tære på medlemmerne, og for Helhorse betød det, at den faste kerne af seks personer, der har spillet sammen siden begyndelsen i Dødning, knækkede midt over: Den ene guitarist, trommeslageren og keyboardspilleren tog konsekvensen af det udeblevne gennembrud og trak stikket.

– Vi havde nogle meget alvorlige samtaler, hvor vi kiggede os selv dybt i øjnene. I den her branche kan man godt komme til at føle, at vender man sig rundt, står der en million mennesker og råber, at man bare skal pisse af. Så vi spurgte os selv, om det virkelig var det her, vi ville – og det var der så nogle, der sagde, at de ikke ville længere.

Mikked Wad Larsen forsikrer om, at der ikke er blevet smækket med nogle døre. Men det frigav en bunke kreativ energi, da bandet restituerede sig som en kvartet med den nye trommeslager August Vinther Ottsen og begyndte at skrive sange og spille live igen.

– Det var, som om der gik hul på en byld, da vi havde været igennem den sidste udskiftning for halvandet år siden. Vi gik i gang med sangskrivningen, og vi skrev 13 sange på to måneder. Det var helt vildt! Så var vi ligesom videre, så var vi fri.

Ikke noget old boys-hold
Det, Helhorse havde gjort sig fri af, var den dødvægt af andres forventninger til, hvordan deres karriere skulle forløbe, hvis de skulle have succes. Ikke mindst af dem, der som herværende medie stod parat til at påpege det, når de ikke indfriede de forventninger.

Hvis I er Hydra, hvem er så Herkules i den ligning?

– Det er nok andres forventninger til, hvad man burde gøre, når man har nået den alder og den position, som vi har, lyder svaret efter nogen betænkningstid fra forsangeren, der som resten af bandet efterhånden er et stykke over midten af 30’erne.

– Det kunne også være musikindustriens forventninger til én. Musikbranchen, som den er i dag, har svært ved at fokusere på noget i mere end 30 sekunder. Hvis vi som band var bukket under for andres forventninger til os, ville det have været tæt på at tage livet af os. Det var først, da vi brød fri af de forventninger, at vi kunne komme videre. Men den værste fjende er altid dig selv og sofaen.

Du nævner selv alderen: Er det noget, I kan fornemme får folk til at stille nogle andre forventninger til jer? 

–  Hvis jeg ikke kunne det, skulle jeg bare tage en tur ud at besøge min kusine i provinsen for at få at vide, hvad jeg burde bruge mit liv på, ler han, inden han tilføjer, at kusinen ligesom resten af familien for længst har affundet sig med, at Mikkel Wad Larsen vil være rockstjerne.

På en måde. For ambitionerne er blevet rettet til, efterhånden som han og resten af Helhorse har indset, hvad de medfører.

– Det er nok mere en voksenudgave af world domination, jeg går efter nu. Personligt har jeg den tilgang til det, at jeg gerne vil have, at musik skal fylde så meget i mit liv som muligt. Jeg vil gerne leve af at arbejde med musik på fuld tid. Det er stadig min drøm. I bandet har vi hver især indrettet os, så vi har frihed til at gøre det her så meget som muligt, om det så er ved at arbejde som tatovør eller være konsulent i musikbranchen som mig. Vi vil ikke opfattes som en hyggeklub. Vi er ikke et old boys-hold.

Der er heller ikke noget mageligt i den måde, Helhorse spiller på. Bandet har opbygget et ry for et mildest talt uforudsigeligt sceneshow, som de godt nok forsøger at stramme lidt mere op på nu, men selve rammerne er også bare vidt forskellige, alt efter hvilke tråde, man får trukket i, når der skal bookes shows.

– I løbet af de sidste tre år er vi gået fra at spille support for Rammstein foran 15.000 publikummer til at spille på en bar i England, der var så lille, at der ikke var plads til trommesættet. Vores trommeslager måtte nøjes med stortromme, lilletromme og en enkelt tam. England slår alting, når det kommer til den slags, men jeg er bare glad for, at jeg oplever det her på det stadie af mit liv, hvor jeg er nu, med den ballast, jeg har. For Gud nåde den knægt eller pige, der skal ud og prøve det her for første gang. Det kræver altså balls!

Målmænd peaker som 33-årige
Hvorfor gør I det så?

Mikkel Wad Larsen tager igen en dyb indånding og tænker sig grundigt om, inden han svarer:

– Fordi tirsdagen altid er bedre end mandagen. Og fredag er altid bedre end torsdag. Vi bliver ved med at møde folk, der synes, at det, vi laver, er fedt. Og samtidig udvikler jeg mig stadigvæk som sanger. Jeg kan nogle andre ting i dag, end jeg kunne for fem år siden. Det er ligesom nogle sportsfolk: Er det ikke målmænd, man siger peaker som 33-årige? Vi har i hvert fald aldrig lydt bedre som band.

Den modning kan høres på ‘Hydra’. Det lyder, som om Helhorse efter så mange år endelig er ved at være der, hvor de skal være. Som et band, der finder hjem. Og som et band, der denne gang for alvor er klar til at tage næste skridt, for såvel sangskrivnings- som performancemæssigt er ‘Hydra’ et stort skridt frem for Helhorse. Derfor er det også lige før, Mikkel Wad Larsen sitrer af spænding, her få dage før pladen udkommer.

– Det er fjerde gang, vi udgiver en plade, men jeg har aldrig været så nervøs før. Jeg har ingen idé om, hvordan folk vil reagere på det her. Samtidig havde jeg det også sådan, at da vi smed den første single ud, tænkte jeg bare, at here goes. Det har været en proces for mig personligt at indse, at jeg ikke kan styre andres forventninger til mig. Jeg skal være i stand til at tage både de positive og de negative tilbagemeldinger, der kommer: Så længe jeg ved, at jeg har styr på mit eget lort, skal det nok gå. Men jeg er spændt på det.

Det er et andet Helhorse, der gør sig klar til at turnere med deres nye plade nu. De er blevet lidt ældre og lidt færre, men også lidt mere modne. De har groet nye hoveder frem, der hvor de blev kappet af. De er klar til endnu en gang at tage kampen op med Herkules, om han så kommer i skikkelse af en sofa, en provinskusine, en anmelder med korslagte arme eller en mandag aften på verdens mindste pub et sted i England. De er klar over, at slaget aldrig er endegyldigt vundet, og når den ene helt er faldet, står den næste klar til at gøre forsøget. Det hele er én lang proces, og intet er givet.

– Det vigtigste, jeg har lært som musiker og som menneske, er, at det er i fejlen, man lever sit liv. For tre år siden, da vi udgav ‘Helhorse’, var jeg den sygeste perfektionist. Nu har jeg fundet ud af, at hvis jeg skal kunne skabe kunst, skal jeg også kunne fejle. Og det er mit primære drive: De kunstneriske ambitioner. Helhorse har ikke skrevet vores bedste sang endnu. Vi har ikke lavet vores bedste performance endnu. Når vi står på scenen, er vi ikke mætte af dage. Ikke endnu.   


‘Hydra’ udkommer på Rodeostar Records fredag d. 23. august. Pladen bliver anmeldt på Devilution på udgivelsesdagen.

Samme dag begynder Helhorse en danmarksturné med et pladeudgivelsesshow på Hotel Cecil i København.

">