I studiet med Strychnos

Strychnos udsendte sidste år en dansk metals bedste debutplader nogensinde. Igennem et halvt år har vi fulgt dem før debutpladen udkom og under indspilningerne til den kommende udgivelse. Bliv klogere på bandet, der fandt storformen efter 25 års eksistens.

1998. Digital kommunikation og brændte cd’er er først på nippet til at slå igennem. I metallens verden er det stadig håndskrevne breve, postordrekataloger og demobånd, der dominerer i undergrunden. Jeg er 16 år, og på ugentligt basis er postkassen fuld af alverdens breve fra det meste af verden. Men i særdeleshed fra det danske black metal-miljø, der på tidspunktet talte en ganske lille skare af passionerede og temmelig ekstreme, unge mennesker. I en længere periode har jeg skrevet sammen med den jævnaldrende Martin ”Had” Leth fra Fyn. Martin har tidligere skrevet, at hans black metal-band Solens Skygge er gået i opløsning, og at han barsler med et nyt projekt. Og således ligger der pludselig en dag i 1998 et nyt demobånd i postkassen. Det er fra Martin, der i brevet skriver.

Greetings…
Had – M. Leth her. Du har modtaget det ventede Strychnos bånd. Lad mig høre din mening om det, snart. Alle tekster omhandler nydelserne ved tortur, mord, nekrofili og had. Kort sagt: Hvad al ekstrem metal burde handle om! Send mig 20 kroner for båndet. Ellers intet … lad høre fra dig!

In Rape & Torture
Martin Had

ET KVART ÅRHUNDREDE SENERE …
Efter demobåndet udsendte Strychnos i år 2000 kultsinglen, syvtommeren ’Terror Lies Within’, der blev udsendt på det hedengangne Horror Records, som Azter fra Denial of God drev i en lang årrække. Men Strychnos forsvinder ind i skyggerne. For kortvarigt at komme ud af dem i 2011, hvor mini-cd’en ’Undead, Unsouls, Unbound’ udkommer. Modtagelsen er ikke overvældende. Og langsomt forsvinder Strychnos igen tilbage i skyggen. Og tilbage står en karriere i et arbejdstempo, der kan få selv Axl Rose til at hæve øjenbrynene. En halv times musik fordelt på tre små udgivelser er det samlet blevet til på over to årtier.

Indtil nu. Hvor Strychnos har rejst sig fra graven og udsendt debutpladen ’A Mother’s Curse’, der sidste år gik sin sejrsgang verden over som en af undergrundens bedste ekstreme udgivelser i 2022.

Det er et bemærkelsesværdigt forløb igennem et kvart århundrede. Men hvad er historien bag? Det forsøger jeg at finde svaret på en mørk oktoberdag i ugerne op til, at debutpladen udkommer, da jeg mødes med Martin, trommeslager Nis Larsen og producer Lasse Ballade i sidstnævntes musikstudie på indre Nørrebro i København. Nis kender jeg fra et studiejob tilbage i 2005, og året før møder han Martin på København Universitet, hvor de begge studerer historie, og ad den vej ender Nis som trommeslager i Strychnos.

HISTORIESKRIVNING
Lasse Ballades studie er ikke synderligt stort, men der er skabt stor historie i lokalerne. Når vi i fremtiden om ti, tyve og tredve år, ser tilbage på dansk metal, så vil en stor del af de væsentligste udgivelser fra 2010’erne og til i dag have det til fælles, at de er optaget i Ballade Studios. Afsky, Solbrud, Undergang, Halshug, Slægt, Konvent, Terminalist og Strychnos har alle været forbi og indspille den ene fremragende plade efter den anden i dette rum, hvor vi sidder i sofaerne og lytter til ’A Mother’s Curse’ og taler om tilblivelsen.

Faktisk har ’A Mother’s Curse’ været færdigindspillet i over et år før udgivelsen, men som så mange bands oplever, så er ventetiden voldsom lang på vinyltrykkerierne.

– Der gik et år og en dag fra, vi havde skubbet alt af sted, til vi stod med vinylen i hånden. Det er helt grotesk at vente i 366 dage, forklarer Martin. Men ventetiden er ikke brugt at lave ingenting, uddyber Nis og tager over.

– I stedet for at trille tommelfingre har Martin og Andreas skrevet vanvittig mange numre. Vi skal bruge måske 8-9 numre til den næste plade, men vi har over tyve fede numre at vælge imellem. Det er et luksusproblem.

Martin nikker.
– De sidste halvandet år er de meste produktive nogensinde. Jeg har skrevet otte numre. Andreas tretten. Andreas er en fucking gave. Det er mest mine numre på ’A Mother’s Curse’, og det bliver det helt sikkert ikke på den nye.

Men hvad er der sket i de sidste par år, siden det nu går så stærkt efter 25 år?

– Det er jo ikke helt retvisende at sige bandet har eksisteret i 25 år, forklarer Nis, og fortsætter: Der har været mindst ti inaktive år. I bund og grund har Strychnos altid været Martins hovedband, men alligevel altid været andenprioritet for alle og været et projekt in between bands. I midten af nullerne var Martin med i Koldborn, jeg havde Usipian og Jonas [tidligere guitarist] havde travlt med Procession. Og så kom både jeg og Martin senere hen med i Cerekloth.

ILD I RØVEN
Det er ikke første gang, jeg sidder i et studie med Martin og Nis. I efteråret 2012 mødtes vi under indspilningerne til Cerekloths debutplade ’In the Midst of Life We Are in Death’. Cerekloth stormede frem i sådan grad, at bandet i sommeren 2012 spillede på både Copenhell og Roskilde Festival uden at havde udsendt andet end et demobånd og en syvtommer. Men succesen var kortvarig. Cerekloth gik hvert til sit få måneder efter den kritikerroste debutplade.

– Faktisk gik bandet i opløsningen tre måneder, før pladen udkom, men det kunne vi jo ikke rigtig byde pladeselskabet, så vi ventede med at offentliggøre bruddet til efter udgivelsen, griner Nis, og uddyber, at det især var efter tiden i Cerekloth, at ambitionerne blev sat på pause.

– Efter Cerekloth havde vi begge afsindig travlt med at komme ud på arbejdsmarkedet og familielivet med børn fyldte selvfølgelig også. Men i 2017 begyndte vi at øve igen. Bare mig og Leth. Det, der ligesom drev det hele, var, at der skulle komme et Strychnos album. Vi ville aldrig være tilfredse uden. Og så kom Andreas med. Øverne blev bedre og bedre, og det gav blod på tanden. At få lavet det album var bare helt afgørende.  

Martin tager over:
– Nu har vi bare aftalt at give den gas, siger han og fortsætter: Vi har en gennemsnitsalder på 43 år i bandet. Altså det kommer ikke til at ske, når vi er mellem 63 og 73 år. Det er nu det ligesom skal ske. Mit skæg er allerede gråt!

– Men I ser da stadig godt ud uden t-shirts! Indskyder Lasse om trioen, der må være det danske metalband med den laveste fedtprocent.

Martin fortsætter:
– Jeg har totalt ild i røven og har spillet utroligt mange koncerter med Undergang de sidste fem år.

– Det har jo også bidraget rigtig positivt, konkluderer Nis.

– Absolut, fortsætter Martin. David [Mikkelsen fra Undergang og manden bag Extremely Rotten] får jo tingene til at ske, og det har jeg da lært utroligt meget af.

Små to uger efter vi sidder i sofaen og vender 25 år med Strychnos, udkommer ’A Mother’s Curse’ til strålende anmeldelser. Blandt utallige bands i alle mulige genrer bliver Strychnos udråbt til at være band of the month på Bandcamp. Michael Poulsen bruger Volbeats Facebook med over 4 millioner følgere til at anbefale Stychnos. En kadeau den verdenskendte dansker aldrig har givet et band før på Volbeats sociale medier. Ekstra Bladets Thomas Treo kårer debuten til at være årets danske udgivelse. Devilution gør det samme. Andre metalmedier følger trop på årslisterne, og i metalgrupper på Facebook er der lutter begejstring. En født klassiker, skriver en person i gruppen Metal till We Die – det kunne ikke formuleres mere præcist.

TRE MÅNEDER SENERE ...
Det er februar 2023, det er vinterferie, og Strychnos har booket ugen til at indspille efterfølgeren til den skamroste debutplade. Da jeg træder ind i studiet, brager det løs fra aggressive guitarriffs og trommer i højtalerne. Lasse sidder koncentreret foran pulten og stirrer ind i en skærm, hvor alle muligt lydspor bevæger sig. Martin står inde i studiet og growler vredt:

Choking her own kin
Forcing the silence
Through the ultimate sacrifice
She’s saving her own life

Choking salvation!

Nydeligt! Kommer det fra Lasse.


(Martin Leth growler igennem)

Optagelsen er god. Martin kommer ind i kontrolrummet og udbryder begejstret: Nummeret handler om at kvæle sine egne børn!

Indstillingen til hvad ekstrem metal bør handle om, som Martin skrev i brevet 25 år tidligere, har åbenlyst ikke ændret sig. Nis ankommer til studiet. Vi er på indspilningernes fjerde dag, men trommeslageren har allerede gjort sit.

– Nis indspillede hele lortet på to dage. Og det er virkelig nogle fede trommer, han har lagt, fortæller Martin.

I dag står den på vokal. Bagefter venter bassen og guitarsoli på at blive optaget. Martin forsvinder igen ind i studiet. Den kamptrænede sanger står med en drikkeyoghurt i hånden og sparker ud i luften og virker oplagt og klar til mere growl. Den næste omgang vokal skal lægges til pladens titelnummer ’Armageddon Patronage’.

Der er fuld smæk på det her nummer. Trommer og guitar tordner derudad, mens Martin frembrøler alverdens modbydelige lyde.

– Det lyder hidsigt, fortsæt endelig!, udbryder Lasse ind til Martin.


(Lasse Ballade i fuld sving med at optage den nye Strychnos)

Midt blandt den kreative proces, får vi dog også tid til at vende, hvordan det står til med det hele.

– Modtagelsen af ’A Mother’s Curse’ har været overrumplende, fortæller Martin og fortsætter: Der har da været enkelte kritiske anmeldelser, men overordnet har det jo været virkeligt positivt hele vejen igennem. Det er jo fantastisk. Det var helt anden oplevelse end med ’Undead, Unsouls, Unbound’, hvilket der også en god grund til, siger Martin og uddyber:

– ’Undead…’ havde en fod i begge lejre; på den måske lidt dårlige måde, hvor vi ikke rigtig havnede nogle steder. Fem numre, der alle fem ville forskellige ting og alle sammen uden den store sammenhængskraft. Folk havde svært ved at finde identiteten i den. ’A Mother’s Curse’ har ligesom den røde tråd.

Lasse bryder ind:
– Det er ikke rigtig black metal. Det er heller ikke rigtig death metal. Det er det fede ved det. Der er så meget stemning hele vejen igennem. Mere end det nødvendigvis er en opvisning i, at Andreas laver soli herfra og til i morgen. Det bliver kun lige brugt, der hvor det giver mening.

Når man flere steder bliver udråbt til at have lavet årets bedste plade, hvordan er det så at følge op på den respons, nu I står og er i gang med den næste?

– Hvis man prøver at genskabe debuten, så er det jo fuldstændigt ligegyldigt, bemærker Martin og fortsætter: Stilen ændrer sig jo ikke, men det er jo noget med at lukrere på det, der fungerede bedst på debutpladen, og så tilføje nye detaljer.

– Det bliver også nemmere for mig, kommenterer Lasse og uddyber: Nu ved jeg også hvor meget jeg kan få jer med på alle mine åndssvage påfund. Og hvor meget I er parat til at lege med på et eller andet og så tilføje og trække fra.

Hvornår skal pladen udkomme?

– Sidst på året eller i starten af 2024. Det kan jo selvfølgelig virke som lidt kort tid efter den første, men jeg tror ikke nogle vil komme og sige, det er rushed lavet. Vi har arbejdet intenst med den her plade i halvandet år, mens vi ventede på, at trykkeriet kunne levere debutpladen. Men en forhåbentlig, helstøbt og gennemarbejdet plade et år efter den første udkom. Det kunne være fedt, fortæller Martin.

Har det store udland ringet?

– Vi er blevet tilbudt et par europaturneer, siger Martin og fortsætter: Men det ligger i november og der kan Nis og jeg ikke tage fri fra arbejde. Så for i år bliver det Helsinki Death Fest og Oslo Death Fest og så i løbet af sommeren i Danmark. Men vi vil gerne have hul til udlandet. Vi gider ikke blive sådan et danskerband, der spiller hver anden lørdag på Richter eller Forbrændingen.

TRE MÅNEDER SENERE ...
Det færdige resultat er i hus. Pladen er blevet mastereret i Necromorbus Studio i Stockholm, der drives af Tore Stjerna, der har en fortid som trommeslager i Ofermod og Funeral Mist og ellers står bag mastering på tonsvis af udgivelser. I den sidste årrække blandt andre for Mayhem og Tribulation.

Martin sender mig den endelig version af 'Choking Salvation' – nummeret, der handler om at kvæle sine børn – og produktet er upåklageligt ekstremmetal, som den slags bør lyde. Det er umiskendeligt lyden af Strychnos med nye twists. ’Armageddon Patronage’ udkommer formentlig sidst på året.

Strychnos spiller på årets Copenhell. Det sker fredag 15.15 på Hades.

25 ÅR MED STRYCHNOS I BILLEDER

(Gammel flyer fra 1997 med Martin Leth i front for Solen Skygge)


(Brevet fra Martin i 1998. Skrevet på old school skrivemaskine. Om han fik de 20 kroner er uvist)


(Promobåndet fra 1998 og 7'eren, der udkom på Horror Records i 666 eksemplarer på blodrød vinyl)


(Strychnos' debutkoncert i 2000 på Loppen. En fra publikum måtte efterfølgende fragtes på hospitalet, da han sprang op på scenen og skar sig selv fuldstændig til blods. Foto: Strychnos)


(Tilbage på Loppen anno 2011 fra en forrygende aften sammen med Undergang. Ingen endte dog på hospitalet denne gang. Foto: Daniel)


(Strychnos anno 2022. Det blodige image har aldrig ændret sig. Foto: Martin Goltermann)