KTDF 2018: Lørdag

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/4c/44/65/Killtown-2018-L1000283-1-7-1536503960-71-1536760952.jpeg
10. September 2018    

Undergang stjal showet, Necrot og Scolex uddelte lussinger, og sværvægterne Incantation og Demilich spillede uden at brænde helt igennem.

Kunstner
Titel
+ Demilich + Necros Christos + Necrot + Scolex + Undergang + Mefitic + Antiversum + Cadaveric Incubator + Deiquisitor
Spillested
Dato
08-09-2018
Fotograf
Bjarke Ahlstrand
Forfatter

Kroppen var godt hærget på Kill-Town Death Fests tredjedag, men det lykkedes at ankomme til Pumpehuset, netop som den danske trio Deiquisitor fra Ringsted gik på i byhaven klokken 15.30. Det var lidt tidligt på dagen til så hurtig dødsmetal, som tilfældet var her, men man skal jo starte et sted.

Gudemolekyler og høje tindinger
Lyden var ikke synderligt god, og særligt frontmand Thomas F.J.s guitar lød, som var den kørt igennem en Metal Zone-pedal med distortion-knappen skruet helt op, men trods det benspænd fik man faktisk en fornemmelse af riffene, ligesom det gav en vis charme til bandets udtryk. Interessant var det desuden, at han spillede på en tolvstrenget guitar, hvilket er usædvanligt ikke bare i dødsmetal, men i metal i det hele taget. Men det er nu ikke, fordi det gør den store forskel. Større effekt havde flangereffekten på vokalen, der gav musikken en vis Morbid Angel-vibe og passede til sangteksterne om gudemolekyler og spirituelle transformationer.

”You want a slow song? You seem tired” sagde bassist og backingvokalist Daniel A. på danglish, før bandet kastede sig ud i ’The Order of Pegasus Light’ fra gruppens seneste album, ’Downfall of the Apostates’. Det var nok humoristisk ment, for det gik i hvert fald ikke særlig langsomt.

Cadaveric Incubator fra Finland fulgte efter, og med sine meget høje tindinger lignede frontmanden Devin Townsend i Strapping Young Lad-dagene, men musikalsk var vi et helt andet sted med en mere Autopsy-inspireret lyd med plads til enkelte soloer. Fint til en eftermiddagsøl.

Dansk triumf
Grundet dovenskab og generel ladhed (læs: bajere) missede jeg Antiversum, der spillede som det første band indenfor, og jeg fik senere at vide, at det var en fejl, fordi det schweiziske band skulle have været nok så gode.

Til gengæld var danske Undergang så fremragende, at man snildt kunne være taget hjem ved ottetiden og føle, at man havde fået nok ud af dagen. Med dedikation og musikalsk overskud spillede bandet et simpelt, men overlegent show på den store scene, hvilket vi har skrevet mere om i vores særskilte anmeldelse af koncerten her.

Italienske Mefitic, der efterfølgende spillede nedenunder, var mere doomy og med vægt på atmosfæren. To medlemmer var iført kutter, og hos forsangeren var der endda noget, der lignede en krans, der omgav hans overdækkede ansigt, hvilket fik hans silhuet til at ligne et insekt. Om det har været hensigten, ved jeg ikke helt, men det var udmærket uden at være sindsoprivende.

Necros Christos havde til gengæld en helt anden udstråling, da de rullede deres okkulte dødsmetal ud fra den store scene. Forsangeren var iklædt en bandana, hvilket automatisk leder tankerne hen på så forskellige størrelser som Uli Jon Roth og Hatebreed, og den ene guitarist lignede en fattigmandsudgave af Kerry King, men rockattituden gav mening, fordi der også var plads til waheffekt blandt de rimeligt fede riff. Det fungerede for mig, men vores anmelder var mindre nådig.

Sløj frø og fuldfede lussinger
Det gav god mening, at de efterfølgende Scolex er fra Oakland, Californien, når man hører, hvor meget thrash der er i deres lyd. Det var måske derfor, at det virkede så friskt, som det gjorde. At deres live-lineup desuden består af rutinerede folk fra Blood Incantation, Spectral Voice og Necrot, hjalp selvfølgelig på udførelsen, men det får også meget karakter af at være et sideprojekt, særligt når man ser, at gruppen kun har udgivet en enkelt ep tilbage i 2013. Koncerten var ikke desto mindre en glædelig overraskelse, og da de sluttede med nummeret ’Infinite Monolith’, hungrede det begejstrede publikum efter mere.

Et af festivalens trækplastre i år var Demilich, det finske kultband, der foruden en række demoer lavede den ene plade ’Nespithe’ tilbage i 1993, for derefter at forsvinde fra scenen. Pladen har siden vist sig historisk vigtig som en videreudvikling af Morbid Angels kosmiske æstetik over mod den tekniske og dissonante kaosdød, der nærmest har affødt sin egen sub-scene inden for dødsmetallen rundt om førerbandet Gorguts.

Frøvokalen var lidt sløj i det, men når musikken spillede, var Demilich faktisk rigtigt gode. At skulle lægge øre til frontmand Antti Bomans akavede stage banter imellem numrene, der inkluderes forfejlede jokes og dårligt fortalte anekdoter, var dog nok så antiklimaktisk. Det kan man læse mere om i vores særskilte anmeldelse her.

Nedenunder igen var der fuld smadder på hos Oakland-bandet Necrot, og der var ingen joviale røverhistorier eller andet: Det var bare lige på og hårdt med numrene fra debutalbummet ’Blood Offerings’, der udkom sidste år. ”You guys wanna kill someone? This is the place to do it”, sagde forsanger Luca Indrio (der også spiller i Acephalix og Vastum), hvorefter en af festivalens få moshpits opstod. De lavede desuden samme joke som Deiquisitor, da Indrio informerede om, at ”we got some slow songs” for dernæst at sætte gang i et fuldfartsangreb. Et ekstra plus til frontmanden for også at være i stand til at pege truende ud mod publikum, mens han spiller.

Festivalens absolutte hovednavn var Incantation, der var sat til at spille på den store scene klokken et om natten. Det var en kongelig placering, og Incantation er da også det største band, der nogensinde har spillet på Kill-Town Death Fest, så det gav god mening. New York-veteranerne er et fyrtårn for inspiration for mange af de bands, der spiller på festivalen, men det var ikke, fordi deres koncert hævede niveauet på festivalen. Tværtimod kunne deres rutinerede levering og ensformige oldschool-død ikke stå på mål med det niveau, festivalen ellers havde præsteret, og slet ikke sammenlignet med de lussinger, som eksempelvis Necrot og Scolex havde uddelt tidligere. Mestrene blev lærlinge, skriver vores anmelder, og vi trak undervejs udenfor for at få pusten igen efter at være blevet nok så mætte af døden.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil