KTDF 2018: Mestrene blev lærlinge

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/10/1a/64/Incantation-logo-15-1536760664.jpg
10. September 2018    

Hovednavnet for hele Kill-Town Death Fest leverede en skuffende koncert, der virkede ude af trit med både publikum, festivalen og bandet selv.

Kunstner
Spillested
Dato
08-09-2018
Karakter
1

Incantation, der har eksisteret siden 1989, er på mange måder det ark med snydekoder, som hovedbestanddelen af bandene på Kill-Town Death Fest har skævet til, når de har sammensat deres musik. Bandet står med album som ’Onwards to Golgatha’, ’Mortal Throne of Nazarene’ og ’Impending Diabolical Conquest’ som en af hovedkilderne til den fremkomst af mudrede og rådne retro-dødsmetalbands, vi ser i dag, og som festivalen er dedikeret til. Så forventningerne til bandets headlinerkoncert om lørdagen var store. Desværre kunne bandet ikke leve op til det.

Det startede ellers lovende, lyden var lige i skabet, vokalerne var onde, og bandet virkede veloplagt. Men nogle numre inde i sættet begyndte tingene at blegne. Forsanger og guitarist John McEntees forsøg på at gejle publikum op faldt helt til jorden, nærmest fra starten. Når der fra scenen ganske ekstrovert bliver proklameret, at ”We’re here to kick your ass with some fucking death/doom tonight”, hvorefter hoveddelen af bandets sæt er dedikeret til bandets mest sløve og slæbende numre, så virker det hele bare lidt ugennemtænkt. For Incantation havde et doomsæt med denne aften. Størstedelen af koncerten blev brugt på langsomme power akkorder, der klingede ud, mens McEntee stirrede ud over publikum med et par djævlehorn stukket i vejret til mindre og mindre respons, som koncerten skred frem. Med sin senere kommentar om, at dette skulle være en ”new school”-festival, og at alt bare var bedre i gamle dage, begyndte det hele at falde helt igennem. Næsten alle festivalens bands er både retro i stilen og ser op til Incantation. Bandet fremstår på den måde både utaknemmeligt og ude af trit med, hvor de egentlig befandt sig, og hvem de spillede for.

Lyssætningen hjalp ikke ligefrem, da det var meget skåret ind til benet. Til et atmosfærisk doomsæt, hvor en tranceagtig ritualistisk stemning er målet, så burde scenen været badet i røg og lys, som flere bands på festivalen viste fungerede stærkt, også i en mere smadret kontekst. Men hos Incantation var det meget sparsomt med det.

Misforstået guitarheroisme
Til gengæld var der fuldt blus på frontlyset, så man kunne se dem folde sig ud på deres instrumenter, som var bandet en form for guitarakrobatisk power metal med vind i håret. Og bevares, bassist Chuck Sherwoods fingre flyver da rundt, skønt man ikke rigtig kan høre hans hurtige fills. Også selvom lyden faktisk var rigtig god. Man kunne til gengæld sagtens høre leadguitarist Sonny Lombardozzis indrømmet glimrende teknik, når han foldede sig ud i de enkelte soloer, der var at finde. Når soloerne indtrådte, fik Lombardozzi også lov at tage meget plads, mens McEntee søgte over i siden. Med en højtsiddende fanned-fret-guitar og bandana på hovedet virkede det også som et forsøg på guitarheroisme. Men Incantation er om noget det modsatte af guitarheroisme. Hovedværket ’Onwards to Golgatha’ er et studie i hvordan mudret lyd, hvor detaljerne går tabt, skaber den råddenskab, som Kill-Town fejrer. Guitarhelte er det modsatte af rådne.

Mestrene blev lærlinge
Først henimod slutningen af sættet kommer der noget af det tykke højere midttempo på, og for en stund nikkedes der med på det stærke nummer ’The Ibex Moon’. Men også det gik galt, for trommeslager Kyle Severn kunne ikke holde tempoet, og nummeret vaklede en del. Da bandet annoncerede sidste nummer, var publikum tavse som graven.

Incantation floppede fælt på Kill-Town og blegnede fuldstændig i sammenligning med de bands, de har inspireret. Festivalens hovednavn blev på den måde festivalens største skuffelse.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil