MMF XV: Lørdag

Metal Magics lørdag bød på wrestling, thrash, psykedelisk drone/doom/black, gamle og nye klassikere og et væld af unikke oplevelser

Det er hårdt at stå op lørdag morgen. Stillestående varm luft på værelset, ubønhørlig snorken fra værelseskammeraterne, der kom senere hjem end jeg, og to dage med dårlig søvn, festivalmad og øl begynder at sætte deres spor på energiniveauet. Det tager tydeligvis en del kortere tid at gå helt i smadder, end det gør at bygge en grundform op.



Men op skal man jo, og på den anden side af middag lykkes det sågar. Første punkt på dagens program er wrestlerne fra Nordic Elite Wrestling, der for første gang er på Metal Magic, hvor de kører et særligt Headbangers Against Disco-show. Der er mange mandebøffer, og det lykkes efterhånden at få publikum, som er næsten lige så sløve som mig, op at køre og råbe med. Jeg har ikke set wrestling før, men det virker ret tydeligt, at den koreograferede voldssimulation virker bedst, når wrestlerne gider at håne publikum, og når publikum gider at lege med og te sig som gale aber. Så er det til gengæld også overraskende underholdende. Selvom en del af underholdningen er iblandet medfølende smerte over, hvor ondt det må gøre i de midaldrende herrers stakkels led og lænde. Ikke overraskende vinder headbangerne over diskerne.

Dobbelte thrashprygl
Under Killings efterfølgende koncert kan man gennem backstagehegnet se wrestlerne, der overstadigt wrestler videre efter showet. Mod slutningen er de også oppe foran til thrasherne fra Kattegat. Jeg sidder nede bagved. Det er ikke min personlige favoritvariant af thrash, Killing spiller, men man kan ikke tage fra dem, at de gør det godt. De kommer godt ud over scenekanten, spiller fedt, har velskrevne sange og kan deres genre til fingerspidserne. Dem skal man unde sig selv at se, hvis man er til den klassiske thrash fra 80'erne.



På indendørsscenen spiller Craven Idol derefter en en hel del sortere variant af genren. Nådesløst og tight som ind i helvede, men med plads til store smil fra scenekanten.

Bar dunk og vanvid
Der må være varmt inde under Pectora-guitarist Søren Weiss' læderjakke. Det er min første tanke, da jeg i den bagende sol ser heavy/power-danskerne spille. Weiss er da også en del mere rød i hovedet end bandkammeraterne, der har klædt sig efter vejret og har nøjedes med lædervest og bar dunk.

Min anden tanke er, at det er en del bedre, end jeg – der ikke tidligere har set bandet – troede. Det er temmelig retro i sin firserdyrkelse, men danskernes musik er opløftende og lys, jager det store omkvæd og har fængende melodier. Og den meget melodiske stil og et lidt langsommere tempo er et kærkomment afbræk efter al den hurtige og arrige og larmende musik.



Der er også masser af bar dunk til Mystifier på teltscenen, hvor Armando "Beelzeebubth" da Silva Conceição står med hurtige solbriller, guldkæde og bar dunk. De laver sgu ikke folk som ham længere. Den gigantiske 53-årige brasilianer må have været sådan her og haft samme attitude minimum de seneste 45 år. Mystifier er et af kultiske tidlige black-bands, fra før genren fik sin norske udformning. Det er forholdsvis primitivt, af og til med atmosfærisk orgel, som løfter det hele en del, og det giver dem en enorm autenticitet.

At have spillet tegneserieagtigt blasfemisk black i et katolsk land på et tidspunkt, hvor den slags har været lige så socialt uacceptabelt, som metal i dag er blevet bredt accepteret, siger noget om mandens dedikation. At Mystifier har været i gang siden 1989 ligeså. Og mon ikke manden har tabt en del flere penge, end han har tjent på det? Hvor man med mange nyere gammelskolebands har på fornemmelsen, at de har valgt metallen, er man ikke i tvivl om, at metallen valgte Beelzebubth.



Gennem koncerten når han at skælde ud på publikum, da de svarer Mystifier og Sepultura på hans spørgsmål om det bedste brasilianske band ("Fuck Mystifier! Fuck Sepultura!" råber han på sit flydende Metalenglish. Svaret? Sarcófago). Han skælder ud på sanger og bassist og effektmand Sorcerer Do 'Urden, da denne står og roder med sit keyboard, mens Beelzeebubth har en af sine lange monologer, før han står og stirrer på den let skræmte vokalist med onde øjne. Han indtager gulvet og spiller guitar der. Introducerer sange sådan her: "This is a fucking song about your fucking Christus and his fucking body on that fucking cross, motherfuckers!!!" og brokker sig mod slutningen over, at han ikke kan spille flere fucking sange, fordi han er fuld, men spiller selvfølgelig lidt flere fucking sange. Musikken bliver ofte lige primitiv nok, men har bestemt en dragning, og jeg under virkelig alle at se Mystifier live mindst én gang i deres liv. En herlig sceneoptræden af den type, der ikke kan læres, men kræver en vis portion vanvid. Den slags ægte og ekstremt dedikerede metal maniacs er der ikke mange af længere.

Død, boogie, NWOBHM
Jeg kan i hvert fald ikke mønstre samme dedikation og er nødt til at tage en pause med en lur og lidt mad. Impalers bliver misset, og da jeg vender tilbage til Incantation, er jeg ikke helt frisk efter min lur og nøjes med et par numre. Amerikanerne er heller ikke blandt mine hovedprioriteter, men det er en af de koncerter, folk snakker om bagefter. På Devilution har vi tidligere kritiseret dem for uengageret sceneoptræden. Det er der ikke tegn på her, hvor dødsveteranerne virker skarpe og spillelystne.



Det gør Grusom med deres skæve take på stoner rock også, og det er helt rart med en lille pause fra de soniske ekstremiteter og i stedet boogievippe lidt med tåen. Jeg er ikke stonerinteresseret nok til, at fynboerne giver mig den helt store oplevelse, men de passer fint ind på udendørsscenen en lun sommeraften.

Satan har været ønsket af mange på festivalen gennem årene, og kl. 21.00 er de klar til endelig at give deres første koncert i Danmark nogensinde. Briterne var en del af NWOBHM-bevægelsen, men opnåede ikke den store kommercielle succes. Efter gendannelsen i 2011 har de – modsat de fleste gendannede bands – holdt et højt niveau, men de er også gendannet med folk, der alle var en del af bandet i storhedstiden.

Sanger Brian Ross med tungt ringbesatte fingre og ravnesort hår er kommet lidt op i årene, men har stadig en flot stemmepragt. Ikke helt som ungdommens højder, men ældet med ynde. Instrumenterne spiller virkelig godt, og sangene bliver leveret med verve og højt niveau. Det er lidt mere thrashet og teknisk end meget NWOBHM, og det giver dem lidt mere kant live. Man kan godt høre, hvorfor de aldrig nåede Iron Maidens succesniveau – deres bedste sange er ikke af samme kaliber. Men man kan også sagtens høre, hvorfor de stadig har et publikum og en vis succes i dag, for de er simpelthen et godt band med et godt niveau i sangskrivningen, hvor det nye materiale holder samme niveau som det klassiske materiale. Selv sætter jeg mest pris på 'From Second Sight' fra det nyeste album.



Det er sådan en booking, som jeg synes eksemplificerer en af grundene til Metal Magics fortsatte berettigelse, for det er sådan et band, som repræsenterer høj kvalitet og undergrundsetos, og som andre ikke kan finde ud af at booke.

Fra det ydre rum til kirkegården
Wolvennest spiller også deres første danske koncert, og de viser ligeledes, hvorfor Metal Magic til stadighed er blandt landets mest interessante festivaler. Det er doomy og psykedelisk, mørkt og rugende, men anstrøg af både black metal og Swans. Med tre guitarister har de en massiv lyd, der balanceres af thereminen og af wah-wah-pedalen, der giver strejf af spacerock og står flot til den mørke himmel og en hyperaktiv røgmaskine. De enkelte sange skiller sig ikke så meget ud, Wolvennest er mere en stemning, men en flot en af slagsen og et eksempel på, at festivalen er gode til at booke bands, der stikker lidt ud.

Med deres excentriske black/heavy er østrigske Hexenbrett også et band, der skiller sig ud. Her er masser af kirkegårdståge (endnu en aktiv røgmaskine) og gyserfilmsstemning, fængende punkethed og galsind. Det kan minde om både Malokarpatan og Mercyful Fate og Negative Plane og Master's Hammer. Det er fornem gravrøvermetal og en af festivalens bedste koncerter.

Til gengæld er jeg selv lige til kirkegården og skal til børnefødselsdag søndag. Det bliver formentlig en mere voksen og rationel begivenhed end Mystifier, men i hvert fald: ingen St. Digue til mig, i stedet en burger og hjem i seng. Foran hotellet møder jeg Satan, der står og plaffer bajere. De har købt en ambitiøs mængde, men hævder at være professionelle. De flinke briter giver også mig en, og jeg lykkes med at drikke halvdelen. Børnefødselsdag er en del mere voksent en endnu en øl.



Atter en gang har Metal Magic leveret en festival, man ikke finder mage til i Danmark. Det er og bliver den eneste festival, der kan præstere så stor en procentdel unikke, eksklusive bandoplevelser, og det er i mine øjne stadig den mest interessante metalfestival i Danmark med dens sikre blik for undergrundens kvaliteter og en af de bredeste genrerepræsentationer. Tak for det.