Kampen mellem mørke og lys

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/2b/b3/aa/2502-l.jpg
14. August 2008    

De unge svenskere i Cult of Luna er mestrene i film uden billeder til larmende, skæve og smukke toner.

Kunstner
Spillested
Karakter
5

Når Cult of Luna forlader backstage-lokalet for at gå på scenen, kan man godt tale om et mylder af mennesker. Det er aldrig til at finde ud af, hvor mange personer bandet egentlig tæller; på Stengade 30 sidste år var de 6, hjemmesiden siger 8, og i København denne aften er de 7.



Det skulle igen blive en magisk aften i selskab med de unge, spinkle drenge fra Umeå. Øjenkontakt med publikum undgås, i det hele taget virker medlemmerne sky og indadvendte, men det vendes til noget positivt. For den helt tydelige indvirkning, deres egen musik har på dem selv, og opsluger dem 100 %, smitter af på enhver, der vil henlægge snakken og baren til senere, og blot drømme sig ind i lydlandskaberne.



Det var perkussionisten, der var fraværende. Ellers var der tre stk. guitar, bas, trommer og en vokalist, der delte tjansen med den ene guitarist. Hertil kommer altmuligmanden på keyboards, samples, Moog og trompet. Alle supplerer hinanden på fornem vis, og hver sang får bygget stemninger op i den sludge'de "post-metal", uden at de tre guitarister kopierer hinanden. Nej, der kan spilles med distortion på én guitar, arpeggioer på en anden, mens den sidste spiller skæve "bends" offbeat med samples og trommer.



Superb lyd i det tunge register



Lyden denne aften var rigtig god; en fyldig, baspræget lyd. Netop bassen sad så det kildede i mellemgulvet og fliserne under fødderne vibrerede, men stadig så den 4-strengede kunne høres tydeligt uden mudder. Meget imponerende. Vokalen fra Klas Rydberg kunne til tider godt være ønsket lidt højere, men samtidig er alt i musikken effekter, og derfor må vokalen heller ikke blive dominerende.



Lyset kunne godt have været federe. Det totalt omsluttende mørke, der passer til stemningen i musikken var fraværende. Lyset var for stationært og ensartet. Det hjalp fra Klas Rydberg 1/3 inde i sættet tog plads midt på scenen, og aflastede guitaristen på vokalen. Her syntes det som om, lysmanden vågnede lidt; der kom gang i røgmaskinen og det kølige blå lys, der klæder musikken så flot blev brugt lidt mere.



Cult of Luna tør spille et stykke ufatteligt mange gange med en gradvis udvikling bygget ind. Fordi de har en unik sans for hvad der er godt og hvad der ikke er, og på den måde opstår nogle lange numre, der umiddelbart kunne virke kedelige i deres transcenderende gentagelser, men snarere rammer dybt ind sjælen/essensen af musik.



Det startede rigtigt godt og alligevel får de spillet sig yderligere ind under huden på lytteren, og da de godt fem kvarter med bandet er gået uden pauser eller bare et ord fra medlemmerne, står man nærmest panisk tilbage og vil have mere af den battle mellem mørket og lyset, som svenskerne mestrer på filmisk vis.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her