Musikken kunne føles...
Populær
Updated
Såre simpelt, simpelthen bjergtagende! Vor anmelder jubler over Keith Caputos optræden i Lille Vega tirsdag aften. Heavyjam.dk rimer ikke på Keith Caputo. Sammenhængen mellem de to kan være svær at få øje på, hvis ikke det var for hans præstationer i Life Of Agony. Heldigvis er metalfolket et åbensindet publikum, og derfor er der plads til musik, hvor afstanden til metal er maratonlang.
Der var også flere skjorteklædte gæster end sortklædte metallere til showet. Uanset, hvilken del man tilhørte, fik man på scenen en mand, der havde sjælen med i musikken. Trods lidt helbredsvrøvl bedyrede han, at han aldrig ville aflyse en tætpakket sal i København. For når han spillede glemte han alt andet.
Sådan virkede det også – den lille, nærmest skrøbelige sanger virkede langt væk i musikken, men alligevel mere nærværende end i november i Store Vega i front for Life Of Agony. Der blev lagt ud med et par numre fra den nye cd, og allerede her smøg musikken sig sælsomt omkring publikum, men det var først med ”New York City” fra ”Died Laughing”, efterfulgt af Life Of Agonys ”Wicked Ways”, at stemningen for alvor ramte plet.
Godt greb om publikum
Lille Vega var en perfekt ramme for showet, der havde en intimitet som på en lille café. Musikken var meget afdæmpet, og Keith havde flere gange fat i sin akustiske guitar, der bar store dele af især de nye sange. Blandt andet i sangen ”Mother”, hvor den meget personlige tekst fremstod rå og ærlig.
Publikum ville nærmest ikke give slip på Keith og bandet, og der var ingen tvivl om at ekstra-numre var påkrævet. Smuk fællessang på afslutteren ”Let’s Pretend”, der sammen med den akustiske version af ”Razzberry Mockery” var absolutte højdepunkter denne aften.
Keith Caputos stemme var indimellem lidt rusten, men langt de fleste steder klarede han sig igennem, og flere steder gav det faktisk et fedt præg, at stemmen var mere rå.
Det var en aften, hvor musikken kunne føles, og hvor headbanging syntes fjollet og glemt. I hvert fald for en stund.
Der var også flere skjorteklædte gæster end sortklædte metallere til showet. Uanset, hvilken del man tilhørte, fik man på scenen en mand, der havde sjælen med i musikken. Trods lidt helbredsvrøvl bedyrede han, at han aldrig ville aflyse en tætpakket sal i København. For når han spillede glemte han alt andet.
Sådan virkede det også – den lille, nærmest skrøbelige sanger virkede langt væk i musikken, men alligevel mere nærværende end i november i Store Vega i front for Life Of Agony. Der blev lagt ud med et par numre fra den nye cd, og allerede her smøg musikken sig sælsomt omkring publikum, men det var først med ”New York City” fra ”Died Laughing”, efterfulgt af Life Of Agonys ”Wicked Ways”, at stemningen for alvor ramte plet.
Godt greb om publikum
Lille Vega var en perfekt ramme for showet, der havde en intimitet som på en lille café. Musikken var meget afdæmpet, og Keith havde flere gange fat i sin akustiske guitar, der bar store dele af især de nye sange. Blandt andet i sangen ”Mother”, hvor den meget personlige tekst fremstod rå og ærlig.
Publikum ville nærmest ikke give slip på Keith og bandet, og der var ingen tvivl om at ekstra-numre var påkrævet. Smuk fællessang på afslutteren ”Let’s Pretend”, der sammen med den akustiske version af ”Razzberry Mockery” var absolutte højdepunkter denne aften.
Keith Caputos stemme var indimellem lidt rusten, men langt de fleste steder klarede han sig igennem, og flere steder gav det faktisk et fedt præg, at stemmen var mere rå.
Det var en aften, hvor musikken kunne føles, og hvor headbanging syntes fjollet og glemt. I hvert fald for en stund.
