Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Langt inde i sangene

Populær
Updated
Langt inde i sangene
Keith Caputo var atter i Danmark som solist, men ikke så nærværende som tidligere, skriver vor mand på Loppen. Life Of Agonys frontmand, den lille mand med den store stemme, Keith Caputo (bill.), gæstede atter Danmark som soloartist. Blot godt et år siden koncerten i Lille Vega, havde Keith samlet sit backingband for endnu en opførelse af sine følsomme, personlige sange.

Sidste gang nåede Keith helt ind i hjertet på alle fremmødte, og selvom det også var godt denne gang, så nåedes sidste års niveau ikke helt. Stemmen var periodisk på toppen, men der var også flere strofer, der absolut ikke sad i skabet.

Samtidig begav Keith sig så inderligt langt ind i sin musik, at han lidt mistede kontakten med publikum. De muntre, halvskøre kommentarer, som manden fyrer af, når han står på scenen med Life Of Agony, var savnet. Dog fik pladeselskabet Epic den sædvanlige sviner i introduktionen til den fine version af ”Lamb to the Slaughter”.

Der var et par gode uptempo numre fra det seneste album, men ellers var det som altid åbneren ”Upsy Daisy”, ”New York City” og ”Razzberry Mockery” fra albummet ”Died Laughing”, der klarede sig bedst.


Perfekt intimsfære

Mange steder er musikken blot banal rock, så når Keith samtidig er så langt væk i musikken at kontakten til publikum går tabt, er det ikke helt nok til at fænge 100 %. Opvarmeren i singer/songwriter Ricky Warwick gæstede scenen med sin akustiske guitar, men det hjalp nu ikke synderligt til showets drive.

Rammerne på Loppen er ellers helt perfekte til et intimt show som dette, men desværre udnyttede Keith det ikke til fulde, og salen var da også mere fyldt, da showet startede, end da det sluttede. Hvilket var ærgerligt for nogle af den lille sangers bedste vokalsekvenser kom i afslutteren ”Let’s Pretend”.

Bestået og lidt til – der blev dog ramt bedre plet sidst, men mon ikke denne anmelder også næste gang alligevel vil se, hvad den sælsomme new yorker kan diske op med på en scene.

Kunstner
Spillested
Genre
Karakter
3